Husk at fejre sejrene

Rigtig mange unge har det svært, og mit barnebarn på 20 har de seneste 10 år haft meget at slås med – angst og ængstelig personlighedsforstyrrelse.

Hun er kæreste med en pige, som også har lidt med i bagagen, så ambitionerne står ikke ligefrem i kø, og når det er diagnoserne, der ”bestemmer”, bliver livet rigtig svært.

Selv en – for os andre – så almindelig ting som offentlig transport kan være et uoverskueligt problem. Heldigvis har hun nu ved hjælp af en god terapeut magtet at ”bestige dette bjerg”, og i sidste uge kom hun og kæresten med toget fra Helsingør og besøgte mig i Hvidovre. Var de stolte af sig selv? Ja, mon ikke – og farmor ligeså. Hvilken sejr, så der var ”roser” og klap på skuldrene i hobevis.

Jeg ser med bekymring på deres fremtid, men støtter dem så meget, jeg kan, og ønsker, at de må finde deres egen vej og få et dejligt liv.

Jeg bliver glad, når jeg læser, at du støtter dit barnebarn. Jeg bliver glad, når du fortæller, at du ikke negligerer hendes angst, også selv om den er svær at forstå.

Jeg har selv lidt af voldsom transport-angst og ville hverken køre i bil, tog eller bus. Det endte med, at jeg kørte 100 kilometer fra Odense til Horsens på en lille minicykel uden gear. Den tur glemmer jeg aldrig. Den var aldeles rædselsfuld. Derefter lærte jeg mig selv at tage toget, togtur efter togtur, og jeg ville ønske, jeg havde haft en voksen med til at holde mig i hånden og hjælpe mig med at bære min angst.

Hvor er det godt, at du fejrer deres store bedrift, og jubler, når de kommer ind med toget. Det er rigtig flot gjort. Mange vil ikke forstå, hvor stor en overvindelse det kan være, men du ser dit barnebarn og hendes kæreste og roser dem.

Jeg kan godt forstå, du ser med bekymring på deres fremtid, men jeg kan love dig, det at have et menneske som dig i livet kan give mod og selvtillid. Bliv endelig ved med at gøre alt det, du gør. Din støtte og den gode terapeuts behandling kan blive helt afgørende for deres liv.