Husk at give et klap på skulderen

Nu får jeg endelig taget mig sammen til at skrive til dig:

Jeg synes, du er supersej!

Du er virkelig livsklog og har omsorg for dine medmennesker.

Du er ikke spor vattet (som en læser i FJ nr. 34 skrev, red.), men evner at trække vejret og se situationen oppefra og fra alle sider. Det er en kunst!

Jeg synes nogle gange, at jeg bliver meget påvirket af dem, der skriver til dig, og tænker ”selvfølgelig skal det da være sådan/ordnes på den måde”. Og så ser jeg dit kloge svar.

Jeg synes ikke, du er bange for at sige din ærlige mening.

Du er lige som, du skal være, du må ikke ændre dig.

Tak! Mange tak!

Jeg tager dit brev med, for netop i dag blev jeg simpelthen så rørt over at åbne brevkassen. Jeg er i et kæmpe arbejdspres i øjeblikket. Har to store tv-produktioner oven i hinanden, jeg har brevkassen, og så skriver jeg på en ny bog, så jeg arbejder virkelig, virkelig meget. Det er helt tosset at have pakket sit arbejdsliv sådan, og det skal ikke ske igen.

Men sikkert, fordi jeg er træt og lidt papirstynd, så tænkte jeg … der er garanteret ingen, der har skrevet til mig i brevkassen … men da jeg åbnede den, var der omkring 15 nye mails med hilsner og dilemmaer fra jeres liv. Jeg blev simpelthen så glad. Og deriblandt var også din fine hilsen.

Kender I det, at man kan miste selvtilliden, når man er træt? Pludselig kan man ændre billedet af sig selv og verden omkring sig.

Nu er min travle periode snart overstået, og jeres tillid og skønne breve gav mig ekstra energi. Selvfølgelig har vi kontakt. Det har vi jo haft i 10 år, og det var bare mig, der var lidt pjevset.

Tak for god energi, og lad dette brev være anledning til lige at klappe én, I møder, på skulderen i dag. Det betyder mere, end I aner.