Indirekte – eller direkte?

Et lille indspark til den brevskriver, der ikke orker at følges med sin meget talende nabo i toget om morgenen (Familie Journal nr. 22).

Der er stillekupeer i S-tog, gå derind og sig, du skal lade op til en hård dag. Du bliver næsten smidt ud, hvis du hoster! Kan du gå 10 minutter før eller senere end normalt og sige (hvis det bliver bemærket), at du var i god tid eller sent på den.

Alle kneb gælder, for at sige det indirekte!

Du er velkommen til at sende mit råd videre, hvis du ikke synes, det skal i bladet.

Dit svar kom med i bladet. Og jeg tager det med, fordi det er en manøvre, vi alle kender, nemlig at sige noget til vores medmennesker uden at sige det direkte.

I den bedste af alle verdener ville man jo bare tale rent ud ad posen og sige ”Hey kammerat. Jeg sætter stor pris på dig, men jeg har brug for ro.” Det kan vi bare ikke finde ud af. Hvorfor mon det er så svært? Vi vil ikke såre hinanden, og det synes jeg, er et vidunderligt træk. Men jeg tror godt, at vi kan øve os kollektivt på at være oprigtige på en fin måde, så modtageren forstår, at det ikke er personligt.

Jeg hører meget gerne fra jer, hvis I har haft succes med at sige tingene, som de er, og har oplevet, at det blev modtaget uden at skabe problemer.