Jeg er i klemme derhjemme

De senere år har været et mareridt, og jeg føler mig helt sat til side og ikke elsket.

Min mor har adhd og har det svært. Det er mig, der skal sørge for, at hun kommer på arbejde til tiden. Jeg føler, at jeg har et voksent ansvar i stedet for mine forældre, og det synes jeg ikke er fair, og det går ud over min trivsel i og uden for skole.

Min far har et stort temperament og siger tit noget sårende og irriterende uden at tænke på mine følelser. Når mine forældre skændes om problemer, går min mor ligesom Maude fra Matador i seng og venter på, at nogen løser problemet. Og min far og tager ud og træner, mens jeg sidder tilbage og har det elendigt og føler mig presset og alene.

Jeg ville ønske, at mine forældre vil få øjnene op og se, at jeg også findes, i stedet for at skændes.

Hvor er du sej, at du skriver til mig. Tusind tak. Det kan være utrolig svært at række ud, når man er så ked af det.

Jeg har jo selv haft en svær opvækst og havde ikke det mod, du har. Jeg fortalte ikke nogen om det, jeg oplevede hjemme. Men du er mere modig og sej, end jeg var, og det mod, du viser ved at skrive til mig, skal du bruge igen, og så kan du finde en voksen, du stoler på. En på din skole eller der, hvor du bor. En voksen, du kan snakke med ansigt til ansigt.

Det er slet ikke rimeligt, at dine forældre sætter dig i den her situation, men jeg er ikke sikker på, at du kan få din mor og far til at forstå det. De er helt optagede af deres egne udfordringer, og det oplever desværre mange børn og unge. Derfor skal du have noget hjælp udefra.

Det store ansvar, du tager i familien, skal du begynde at vende, så du i stedet for tager ansvar for dit eget liv og dine egne følelser. Du er så god til at fortælle mig, hvad du oplever, og derfor er jeg sikker på, at du også kan fortælle det til en lærer, en nabo eller en anden voksen, du kender.

Vil du love mig, at du finder en? Vil du også love mig, at du skriver igen, hvis det hele bliver alt for svært?

Jeg synes, du skal begynde at skrive dagbog. Skriv alle dine følelser ned, det gjorde jeg selv og det hjalp mig. I min familie var der nemlig heller ikke nogen, der ville høre, hvordan jeg havde det, men når jeg skrev det ned, var det ligesom, om jeg fandtes alligevel.

Så 1.: Find en voksen, du kan tale med. 2.: Skriv dine oplevelser og følelser ned. For du er vigtig. Og 3.: Skriv igen, hvis du slet ikke kan løse det.

Du kan også ringe til Børnetelefonen på 11 61 11.

Du får verdens største krammer herfra. Du skal nok klare det. Jeg fornemmer, at du er en rigtig dejlig person ,og nu skal du have noget hjælp. Vi er mange, der har klaret os, selv om vores forældre ikke har passet på os. Knus til dig.