Jeg får pip af hans fløjten

Tirsdag, 20. juni 2023
Af Puk Elgaard
Illustration: Birgitte Ahlmann.
Er det irriterende, når folk fløjter i arbejdstiden? Denne læser får i hvert fald pip af alt det fløjteri.
-

Kære Puk

Jeg arbejder i et lille firma, og vi sidder tæt, og der er ikke langt fra vores skriveborde til både køkken og toilet. Man kan høre alt.

Vi har frokostordning, og hver dag kl. 10.30 kommer vores madmor, som er en madfar, og stiller frokost frem. Det er jo dejligt. Vedkommende er vældig rar og positiv, men har den vane at gå og fløjte, mens han stiller maden frem.

Jeg er simpelthen ved at få pip af det fløjteri. Det er gamle grandprixmelodier og danske viser, og det er virkelig højt. Han synes vist selv, det lyder fantastisk. Det synes jeg ikke.

Hvis jeg går i køkkenet og kigger lidt på ham, smiler han bare og fløjter videre. Én times fløjten hver dag er mere, end jeg kan klare.

Hvordan synes du, jeg kan bede ham holde op? Jeg er der for at arbejde.

P

Kære P

Uha, en times rå, uforfalsket livsglæde lige i ansigtet hver dag er da også noget af en opgave at skulle klare.

Glade mennesker er anstrengende. Føj for den! Ja undskyld, jeg begynder med en portion ironi, men altså … verden er fuld af katastrofer, død og ulykke, og så er det generende, når et menneske går og fløjter og hygger sig med sit job.

Jeg er selv lydfølssom og ved godt, hvor meget lyde kan gå i nerverne, men lige her må man ikke kvæle ægte glæde. Det er noget andet med en stor fryser, der står og brummer. Den kan man godt hade.

Tag høretelefoner med på job. Hvis du virkelig hader fløjteriet, så tag støjdæmpende hørebøffer på den time, det varer. Generelt lyder fløjten nok bedst for dem, der fløjter, men jeg vil nu alligevel heppe på al den livsglæde, vi kan putte ind i denne verden.

Mange hilsner fra Puk