Må man ikke sørge over sit kæledyr?

Jeg har lagt mærke til – i både min familie og omgangskreds – at når folk mister et dyr, så køber de meget hurtigt et nyt. Naturligvis er det ikke alle, der gør det, men måske gør alt for mange.

Et par af vores venner måtte desværre tage afsked med deres 11 år gamle hund, og to dage senere var de ude at kigge på en ny hund. Undskyldningen var, at deres datter var så ked af det.

Ja, selvfølgelig er man ked af det, dyret er jo en del af familien. Den nye hund af en anden race var yderst aktiv, familien fik virkelig ”kam til deres hår”, der var intet ondt i hunden, men han var en stor mundfuld.

Og efter ganske få uger fortrød de faktisk, at de havde fået ham, men valgte at beholde ham. Han er i dag 10 år og stadig en stor mundfuld, og de har besluttet, at når han er væk, skal de ikke have hund igen.

Et andet familiemedlem måtte akut aflive en hest, og et par dage efter sad familien og kiggede på annoncer efter en ny. Og derefter kørte de Danmark tynd for at finde en hest.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan forstå, at de gerne vil have et nyt dyr, men jeg syntes, at man godt må have lov til at sørge og få det gamle dyr ud ”af systemet”. Og nogle gange måske også mærke efter, om man skal have et nyt dyr igen.

Jeg har selv haft hund, en skøn en af slagsen – hun blev ca. 15 år, og jeg elskede hende overalt på jorden. Jeg har efterfølgende ikke anskaffet en ny hund, jeg fandt ud af, at jeg savnede hende – og det gør jeg stadig, men jeg savnede ikke det at have hund.

Og min pointe – eller hvad man nu kalder det – er , at jeg syntes, man skal give sig selv lov til at sørge og derefter finde ud af, om man virkelig har lyst, tid, energi og penge til at anskaffe sig et nyt dyr. I mine øjne ser det lidt ud til, at folk er bange for at ”dyre”-sørge?

Det er et godt emne, du bringer op. Der findes ikke en universel formel på, hvordan vi sørger over tab af vores dyr, men det er helt sikkert vigtigt at overveje, hvordan man skal komme igennem, når tabet opstår.

Der kan være forskel på voksnes og børns sorg. Sorg er en naturlig del af vores liv og kan i sidste ende være med til at styrke os og modne os. Børn kan somme tider have lettere ved at gå ind og ud af sorgen.

Vi har med egne øjne set, hvordan vores børn kan skifte fra gråd til grin på et sekund, og derfor synes jeg, det er fint at være i deres følelser sammen med dem. Skraldgrine af dengang, Fido stjal en bøf fra bordet, eller da katten Olga kastede en hårbolle op i skødet på tante Else, men også samtidig tale om, hvor trygt og rart det var, når man lå og faldt i søvn med næsen i kæledyrets pels.

Jeg har ligesom du oplevet folk være bange for at være i sorgen. At trække vejret i det tomrum, der opstår, mærke det og forstå det, det kræver mod og tid.

Jeg mener, vi giver vores børn et brugbart redskab, hvis vi hjælper dem med at miste og vise dem, at det er noget, vi kan lære at overkomme.

Det handler naturligvis ikke kun om kæledyr. Jeg tror, og her taler jeg for egen regning, at der er en generel tendens til, at de ting, der bremser vores høje tempo, helst skal gå væk så hurtigt som muligt. Vi vil fikse det. Det kan være forklaringen på den nye hund og den nye hest. Vi vil ikke bremses. Ting skal være som før, så vi kan komme afsted ud over stepperne.

Det er slet ikke dårligt at bruge en periode på at mindes og tage afsked. I øvrigt er det helt og aldeles rædselsfuldt at tage afsked med kæledyr. For os, der elsker dyr, er det som at miste et familiemedlem.

Jeg ved godt, at en del læsere vil tænke ”slap dog af, det er bare et dyr”, og den holdning respekterer jeg. Vi er ikke alle lige knyttede til dyrene.

Mit svar er uden facitliste, vi takler vores tab forskelligt, har forskellige holdninger til at have dyr. Men det er uden tvivl godt at være opmærksom på hinandens forskellige behov, når vi tager afsked med de firbenede (og de tobenede)