Min datter går for meget op i sin karriere

Min datter på 35 flyttede for snart 10 år siden fra Jylland til København, tog en meget fin uddannelse og fik en stilling i en stor virksomhed, hvor hun i løbet af årene er steget i graderne. Hun har nu et ansvarsfuldt og vellønnet job, hvilket også betyder. at hun lægger rigtig mange timer der.

Hun er gift og har en dreng på fem år; heldigvis er hendes mand en rigtig god far, der ud over at sørge for det huslige også tager sig mest af deres søn. Han arbejder ikke så mange timer som min datter.

Da vi jo bor i Jylland, ser vi dem desværre ikke så tit, hvilket hun altid undskylder med travlhed. Men for nogen tid siden besøgte jeg dem nogle dage.

Far og søn trives rigtig godt, og jeg foreslog min datter, at vi en aften gik ud og spiste alene. Og bagefter havde jeg altså en rigtig dårlig følelse. Hun taler meget om sit job og sine fremtidige muligheder for at avancere. Og jeg syntes, at hun virkede voldsomt hektisk.

Når hun kommer hjem om aftenen, har hendes mand lavet mad, og når drengen er puttet, sidder hun som regel og arbejder et par timer på sin computer.

Jeg sagde direkte, at hun skulle passe på ikke at få stress, og at hun burde slappe lidt af, men hun forsikrede, at det var der ingen fare for, og forklarede, at hun kobler af med yoga to gange om ugen.

Jeg prøvede også lidt muntert at spørge, om drengen ikke skulle have en lillebror eller -søster. Det var helt tydeligt, at hendes mand gerne ville, men hun fik sagt mellem linjerne, at hendes karriere er vigtigere.

Det gør mig lidt trist, og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved det, om noget overhovedet. Jeg prøvede at snakke lidt med hendes mand om det, men han synes, det er helt i orden. Han trives med det og er egentlig godt tilfreds med, at hun får en høj løn. Altså lige bortset fra, at han gerne ville have et barn mere.

Kan jeg overhovedet stille noget op?

Næ, du kan ikke stille noget op. Og måske skal du heller ikke. Det er din datters liv, og hun lever det, som hun har lyst til.

Jeg forstår, at du gerne vil foregribe tingene og skåne hende for et eventuelt stressforløb, men det tror jeg simpelthen ikke, du kan.

Du vil også gerne have hende til at få flere børn og være sammen med sit barn på en anden måde, end hun er, men jeg tror ikke, du får held med at ændre noget som helst, og du er også nødt til at stille dig selv spørgsmålet, om du har ret til at mene, at hun lever forkert.

Hvis hun går ned med stress, må hun som tusindvis af andre danskere rejse sig og forstå, hvad en belastningsreaktion betyder for liv og fremtid.

Det er helt enormt svært at skåne og skærme og forhindre andre i at leve på en bestemt måde. Ofte er man nødt til selv at gøre sig egne dyrekøbte erfaringer.

Der er en ting i dit brev, vi dvæler for lidt ved: Den gode far. Han lyder skøn. Nærværende, rummelig, kærlig.

Ville du have haft samme bekymring, hvis han som mand prioriterede sin karriere og var ambitiøs? Vi er så vant til, at mændene prioriterer karriere, og vi er langt bagud i forhold til, når kvinder gør det. Dit barnebarn har en tryg og stabil primær person i sit liv, og det er en kæmpe gave. At det så er far i stedet for mor, kræver måske lidt ekstra forståelse fra din side.

Elsk din datter, som hun er. Grib hende, hvis hun falder, og glæd dig over, at hun har valgt en kærlig far til sit barn.