Min mand kan ikke fordrage min søn

Jeg er 69 år og har tre børn på 52, 49 og 37 år. Jeg bor for mig selv i et sommerhus og er gift med en mand på 71 år, som bor i København. Det er i og for sig godt, men min mand kan ikke fordrage min søn, som har mange udfordringer i livet, hvilket er værst for ham selv.

Naturligvis er jeg mega ked af det på sønnens vegne og forsøger at støtte og være der for ham. Et par gange om året ytrer sønnen ønske om at komme og være sammen med sin mor, hvilket betyder noget for mig.

Jeg prøver at melde ud fra start, at hvis det er afrusning, skal han ikke komme, da jeg ikke vil stille op til det mere. Jeg vil gerne hygge, gå ture og besøge bedsteforældre m.m.

Jeg fortæller altid min mand om det kommende besøg, og han bliver sur og utilnærmelig, siger altid “gem din taske, og lås barskabet”, og det gør mig ked af det, for jeg kan godt passe på mig selv og vælger at fokusere på, at min søn har lyst til at være sammen med mig.

Har du et råd til mig om, hvordan jeg kan håndtere det anderledes?

Hvor er det godt, at du og din søn har kontakt. Det lyder også, som om du sætter grænser for ham og gør det så godt, du kan, i forhold til hans misbrug.

Det er en meget svær situation at være i, og det sidste, du har brug for, er en mand, der nedgør dig og nedgør din søn. Er du helt sikker på, at du skal tillade din mand at blande sig? Det lyder, som om I i forvejen har delt livet lidt op og bor hver for sig.

Jeg synes, du skal sige fra over for de kommentarer. Du er reel og fortæller din mand, når sønnen kommer på besøg, men du skal frabede dig de nedladende bemærkninger.

Er du bange for din mand? Det kan man jo godt være, og hvis du er bange, skal du måske sige fra i telefonen i stedet for ansigt til ansigt.

Det er i hvert fald vigtigt, at du får sagt, at du ikke vil høre på den slags. Du er drengens mor, og du har ret til at se ham. Din mand må mene, hvad han vil, men der er ingen grund til at gøre dig ked af det.

Det er så følsomt og smertefuldt, når vores børn er i problemer, og jeg ved, du bruger mange kræfter på det.

Har du talt med andre i samme situation? Der findes foreninger for pårørende til misbrugere, og nu ved jeg ikke præcis, hvilket problem din søn har, men du kan skrive til mig igen, hvis du har brug for det, og så kan jeg hjælpe dig tættere på en forening, der ville passe til dit behov.

Jeg kan ud fra dit brev forstå, at det har stået på i mange år, og du har egentlig indset, at det er svært for dig at bringe din søn videre, hvis ikke han selv er indstillet på det, men det kunne måske stadig være rart at tale med andre i samme situation.

Jeg ved, det lyder lettere sagt end gjort, men lad ikke din mand tryne dig. Hvis du ikke kan få ham til at holde op, så lad være med at give hans ord værdi. Du gør ikke noget forkert ved at bevare kontakten til din søn og slet ikke, når du sætter de grænser, du allerede gør.

Jeg ønsker dig alt det bedste.