Min nabo udnytter min hjælpsomhed

Jeg betragter egentlig mig selv som et hjælpsomt og næstekærligt menneske, men nu synes jeg, at jeg har nået min grænse og vil gerne høre, hvad du tænker om denne sag, før jeg handler på den.

Jeg er sidst i 60’erne og bor alene i en lejlighed. Her har jeg boet i over 30 år og set mange beboere komme og gå. For et par år siden flyttede en ung pige ind her på samme etage som jeg, og vi har haft hyggelige samtaler og af og til mødtes til kaffe. Hun er en sød, måske lidt forvirret sjæl, men helt sikkert kær.

Sidste år blev hun så gravid, og det havde vi enkelte samtaler om. Derfor ved jeg også, at der ikke er en far til barnet inde i billedet, og at hendes forældre bor i den anden del af landet.

Efter den lille ny er kommet til, er det, som om hun synes, der er en servicecentral lige herinde hos mig. Hun ringer til mig i tide og utide og beder mig købe ting til hende, tage affald med ned, og en dag bad hun mig hente en pakke i vores Føtex, der ikke ligger lige om hjørnet, så det er en busrejse for mig at komme dertil.

I takt med at babyen bliver større, frygter jeg lidt, at mine opgaver også bliver det. Måske vil hun bede mig passe den lille, og jeg har fuld forståelse for, at hun er alenemor og har brug for hjælp, men hun er stadig et temmelig fremmed menneske for mig, som jeg kun kender sporadisk.

Efter det med pakken har jeg tænkt på, at jeg må finde en eller anden grænse. Jeg arbejder ikke længere og har en del tid, men også mange aktiviteter. Jeg sidder ikke bare og triller tommelfingre, men jeg tror, at hendes forventninger om, at jeg bare gør dit og dat for hende, er blevet for store.

Har du et input til, hvad jeg kan gøre, så det her ikke kører helt skævt? Og én ting mere: Synes du, jeg er tarvelig, fordi jeg har de her spekulationer?

Jeg synes ikke, du er tarvelig.

Ingen mennesker kan lide at blive taget for givet, og det er det, jeg hører dig sige, at du synes, den enlige mor gør.

Du ved, at jeg mener, at vi skal hjælpe vores medmennesker så meget, vi kan, men jeg er samtidig med på, at der er en grænse. Og nu har du nået din. Det er okay.

Nu kommer den svære opgave at få sagt det første nej efter en endeløs række af ja’er. Næste gang, hun spørger dig om noget, som du faktisk ikke rigtig kan honorere, så siger du, at du desværre ikke kan hjælpe i dette tilfælde. Dit nej vil blive en ny oplevelse for jer begge, men du kan altid efter dit nej sige, at hun er velkommen til at spørge om hjælp en anden gang. Du hjælper gerne, når du kan, men lige denne gang må du melde pas. Det er helt reelt, og vi kan ikke være til rådighed altid.

Man kan også gradere listen af tjenester. Nødsituationer, dér hjælper vi altid. Og det er også fint lige at snuppe en pakke kaffe eller en omgang vådservietter med, når man alligevel skal ud at handle, men hvis tjenesten kræver noget, der slår krøller på dig selv, må du sige fra. Hjælpsomheden skal finde et leje, du kan overskue.

Det er en ordentlig omgang at være alenemor, og der er mange ting, hun skal lære, og hun vil garanteret også blive mere sikker i sin rolle hen ad vejen.

Det er ikke til at vide, om hun vil spørge dig, om du vil passe hendes barn, men det må du tage til den tid. Man skal ikke passe børn, man i bund og grund ikke har lyst til at passe. Det er heller ikke godt for børnene. Men skulle situationen med børnepasning opstå, må du handle efter samme formel. Nødstilfælde, dér hjælper vi. Små tjenester dér kan vi træde til, men er der situationer, der føles helt forkerte, så siger vi nej.