Min sorg er ved at ødelægge mit parforhold

For halvandet år siden mistede jeg min teenager i en ulykke. Det var et kæmpe chok, og jeg er stadig i dyb sorg, selv om livet går videre og også skal leves.

Dagligdagen fungerer så godt, den nu kan. Jeg arbejder stadig på nedsat tid. Og jeg gør mit bedste for at være den bedste mor, kone, veninde osv.

Men mit problem er, at jeg ikke har overskud til meget andet end min yngste søn, som har det svært.

Jeg har altid været fuldstændig forelsket i min mand, selv om vi har været gift i snart 10 år. Efter ulykken kan jeg bare ikke mærke mine egne følelser.

Jeg ved, jeg elsker ham. Jeg vil ikke miste ham. Jeg kan bare ikke finde lysten til det intime længere, og jeg tager ofte mig selv i at afvise intime kys og kærtegn.

Jeg kan ikke koble fra og slå hjernen fra. Heller ikke når vi er på ferie.

Sorgen hænger som en tyk sky over hovedet. Det er svært at give sig hen til sex, når man kun kan tænke på sorgen, savnet og bekymringerne. Det føles så forkert, og jeg ender oftere og oftere med at afvise ham.

I begyndelsen tænkte jeg, at det måtte være helt normalt. At lysten nok vendte tilbage med tiden.

Men som tiden går, forsvinder min lyst mere og mere.

Det er hårdt altid at afvise, og jeg ender tit med at gå på kompromis. Både for ikke at såre ham, og fordi jeg ikke ønsker at miste ham. Han er verdens bedste mand.

Det er min krop og mit sind, den er gal med. Han er meget forstående, men jeg ved også, at på sigt vil det ødelægge det, vi havde sammen.

Til info kan jeg fortælle, at jeg allerede får psykologhjælp og medicin mod angst.

Har du nogle gode råd?

Kan det være traumet, der stadig fylder i mig, eller må jeg indse, at min lyst nok aldrig vender tilbage som før.

Jeg er slet ikke den samme som før.

Jeg kan slet ikke begribe den ufattelige sorg, du har oplevet. Det er grusomt og fuldstændig hjerteskærende. Det gør mig ondt at høre om dit tab.

Du er overhovedet ikke forkert, og selvfølgelig er du ikke den samme, som før du mistede dit barn. Du må væk fra tanken om, at der er noget galt med dig.

Du sørger. Du er knust. Det er ikke en sygdom, og den er hverken gal med dit hoved eller din krop.

Uden at være psykolog tror jeg, dit system beskytter dig fra yderligere tab. Du holder dig væk fra nærhed og lukker dig om dig selv.

Med hensyn til din mand er jeg glad for at høre dig beskrive ham som verdens bedste mand.

Men jeg hører dig også påtage dig en masse skyld. Den skyld skal du kigge lidt på og lægge fra dig.

Din mand sørger måske på en anden måde og har måske brug for intimitet og føler, at det lindrer hans sorg, men mennesker reagerer forskelligt i kriser, og det betyder ikke, at han er mere rigtig end dig.

Umiddelbart er min første reaktion, at du sætter barren for højt. Du forlanger af dig selv, at du skal kunne give dig hen til sex og nydelse, og det ligger måske lidt længere ude i fremtiden.

Jeg tror, du skal sætte dig et andet mål. Begynd med knus. Fortæl din mand, at du har brug for, at han hjælper dig og i første omgang lærer dig at kramme igen. Stå tæt med ham, så længe du kan overskue det, og mærk, at det er okay at blive holdt om. Hold i hånd. Gå arm i arm. Sid tæt i sofaen. Så kan I bygge på derfra, og bed ham hjælpe dig med ikke at presse på.

Han skal også forstå, at det ikke er ham, du afviser, men det er følelsen af at lukke nogen ind i dit sorgfulde og rædselsslagne sted i dit hjerte, der er så hudløst af at miste.

I er nødt til at sætte ord på de følelser, I har hver især, og du må også lytte til ham.

I skal nok finde en vej gennem det her. Kærligheden er der. Sænk forventningerne. Kig på alt det, du kan, og ikke på det, du synes, du ikke kan.

Du har oplevet det værste, der kan overgå forældre. Tænk, at du overhovedet står på benene. Det er en utrolig bedrift.

Jeg sender dig al min respekt og omsorgsfulde tanker.