Puks brevkasse: Det er, som om de tror, jeg smitter

Lørdag, 8. januar 2022
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
Læseren håbede på besøg og opbakning fra sine veninder, da læseren blev alvoligt syg og fik konstateret lungekræft. Veninderne udeblev, og det er læseren skuffet over.

En stor del af mit liv har jeg været syg. I foråret 2020 kom jeg i dialyse, da mine nyrer ikke kunne mere. Det var i sig selv slemt nok, men i december fik jeg konstateret lungekræft og blev opereret i marts 2021.

Så var det jo, at jeg håbede på besøg og opbakning fra mine veninder, men der tog jeg fejl. Der er stort set kun én veninde, der besøgte mig og stadig gør. Det er, som om de tror, jeg smitter dem, og de vil heller ikke tale om, hvad jeg har været igennem. Hvis man ikke taler om det, eksisterer det nok ikke.

Jeg er bare så skuffet, for jeg har altid selv hjulpet, hvor jeg har kunnet. Hvordan kommer jeg videre?

Den skuffede

Kære Den skuffede

Gang på gang bliver jeg mindet om, at livets glæder er ulige fordelt. Hvor er det bare ikke retfærdigt, at du har så meget sygdom at kæmpe med.

Jeg tror, at dine veninder ikke ved, hvordan de skal tackle din situation. Det er derfor, de bliver væk. Selv om du (med rette) synes, det er åbenlyst, at du har brug for deres hjælp, så er du nødt til at guide dem. Du er nødt til at kontakte dem og sige, hvad dine behov er.

Der er mange mennesker, der slet ikke kan finde ud af at tale om sygdom og kriser. De vender ryggen til, fordi de har berøringsangst, og derfor er man nødt til at hjælpe dem lidt. De kan være bange for at tage de samtaler, hvor livet gør ondt, og de kan være bange for selv at blive syge.

Jeg tror ikke, dine veninder tror, du smitter. De ved simpelt hen bare ikke, hvordan man bærer sig ad.

Kan du blive konkret og bede om besøg? Kan du vise dem, at det ikke er farligt at besøge dig? Jeg ved godt, det er meget mere dejligt, hvis det sker af sig selv, men alternativet er, at du fortsat føler dig svigtet, og det er ikke godt for noget som helst. Grib telefonen, og fortæl dem, at du savner dem. Det kan også være, de tror, de forstyrrer. Ofte er det sådan, at der er en bestemt dynamik i en vennegruppe, og hvis du altid har været den stærke, der hjælper overalt, så tager det lidt tid for de andre at forstå, at rollerne er byttet om. Fortæl dem om dine behov.

Rigtig god bedring.

Mange hilsner fra Puk