Kære Puk
Skal han sige noget til sin datter?
For nylig læste jeg et indlæg i nr. 13 2020, hvor en bedste ikke forstår de unge mennesker og deres påklædning. Det drejede sig om unge, der ofte går uden jakker og med bare ankler om vinteren. Du svarede, at det måske handler om mode.
Læs også: Puks brevkasse: Bedste forstår ikke de unge mennesker
Jeg er ikke helt enig og vil gerne bidrage med en beretning, der forhåbentlig kan sætte det i perspektiv, for jeg forstår ikke, hvorfor nogen ”får ondt” eller ”fryser” af at se på andre menneskers situation. Er det i princippet ikke deres eget valg?
Min veninde fik som 25-årig desværre konstateret alvorlig sygdom, hvortil medicinen gav hende alvorlige bivirkninger. Hun kom i en ”tidlig overgangsalder” og fik nedsat følesans, specielt i forhold til kulde og varme. Lige siden har hun haft en vifte i lommen og døjer stadig med hedeture. Hun går ofte med bare ben (også om vinteren), og jeg har ikke tal på, hvor ofte vi har fået kommentarer (især fra ældre kvinder) om hendes påklædning, når vi går gennem byen. Sætninger som ”Ta’ dog noget tøj på, pigebarn” og det, der er værre, fylder hendes hverdag. Hun har fået professionel hjælp til at håndtere disse kommentarer.
Så nej. Det handler ikke altid om mode, og jeg tror, det er vigtigt at lære at flytte fokus væk fra ens eget perspektiv og respektere andres. At vi fryser, er ikke ensbetydende med, at vores medmenneske også gør det.
Den “filosoferende”
Læs også: Læser til Puk: Vi var ikke et hak bedre dengang
Der er altid undtagelser. Selvfølgelig er der det. Det lyder ikke rart med din veninde, og jeg er sikker på, hun har kæmpet en brav kamp med sine gener og alt for tidlige hedeture. Det, jeg fornemmer, du ønsker at fortælle os, er, at man ikke skal skære alle over én kam. At vi ikke skal tro, vi ved, hvorfor folk gør, som de gør. Det kan du have en pointe i.
Læs også: Brev til Puk: Finder det upassende, at min kollega går uden bh
Jeg tror nu lige her med de bare maver og de kolde ankler, at de fleste nok er ude i noget med at være mere smarte end varme. Men jeg tror faktisk ikke, de fryser lige så meget, som jeg for eksempel ville gøre. Min mor sagde i øvrigt altid: ”Jeg fryser, tag en trøje på.” Det fandt jeg en smule ulogisk som barn, men må erkende, at jeg har sagt noget, der ligner, til mine egne unger.
Tak for et input fra det filosofiske hjørne.
Bedste hilser fra Puk