Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Jeg er gift med en meget sød, omsorgsfuld og skøn mand. Vi har været vores igennem i starten af forholdet, og selv om der stadig arbejdes på tilliden, så er jeg enormt glad for ham.
Men jeg er ikke glad for, at han ryger hash dagligt og har gjort det, flere år inden vi mødte hinanden.
Læs også: Puks brevkasse: Fedmeopereret - og nu afhængig af alkohol
Før jeg mødte ham, har jeg aldrig kendt nogen, der røg hash, og jeg har altid kun tænkt og hørt dårligt om det. Siden jeg mødte ham, har jeg så oplevet, hvordan nogen kan ryge det uden at ændre personlighed med mere, så efter nogle måneders “tilvænning” accepterede jeg derfor, at det var en del af den, han var, fordi jeg ikke syntes, det ændrede ham som menneske.
Seks år senere sidder jeg nu her og tænker på vores fremtid – forhåbentlig med børn. Og i mit hoved hænger børn og hashrygning bare ikke sammen – min mand er dog uenig og mener sagtens, det kan skjules for børnene.
Læs også: Brev til Puk: Har fået nok af at være gift med en alkoholiker
Jeg synes, det er svært, for jeg vil meget gerne have børn (og en fremtid) med ham, men han stopper ikke rygningen, medmindre jeg “bestemmer”, at det skal han. Jeg ved jo ikke, om det rygestop vil holde i længden, og er også lidt imod at “bestemme” over andre mennesker. Han har ikke selv lyst til at stoppe og ser det ikke som et problem. Så alt, hvad der hedder afvænning og lignende, kan slet ikke komme på tale.
Jeg vil nødigt gå fra ham, men er så meget i tvivl om, hvad jeg gør herfra.
Den fortvivlede
Læs også: Puks brevkasse: Et glas vil trigge et tilbagefald
Du har ret i, at det er svært at bestemme over andre mennesker, men man må så absolut gerne bestemme over sig selv, og man må meget gerne bestemme, at man ikke vil have barn/børn med en misbruger. Her ville jeg personligt sætte meget hårdt ned.
Hvis ikke han stopper sit hashmisbrug, for det ER et misbrug, når man ryger dagligt, så ville jeg ikke bygge en fremtid med ham. Slet, slet ikke, hvis hans argument er, at man bare kan skjule det for børnene.
Læs også: Eks-ludoman til Puk: Hver dag er stadig en prøvelse
Skal han så ud at køre bil med børnene i påvirket tilstand? Skal han dukke op til forældremøder i en stor koger? Ville du være tryg ved at lade ham være alene med et spædbarn? Du ville ikke få et roligt øjeblik.
Lyt til din intuition. Han har normaliseret og romantiseret det at ryge hash hver dag. Det er ikke normalt. Hold fast i det. Sæt ham stolen for døren: Skal I to bygge en fremtid sammen, så skal han på afvænning, og han skal holde sit liv uden stoffer i en lang periode, før du stifter familie med ham.
Det er min helt klare holdning. Jeg ved godt, det bliver så meget op ad bakke med det projekt, men jeg kan kun gentage: Lyt til dig selv og din intuition!
Held og lykke.
Varme hilsner fra Puk