Min eksmand, ældste søn og ældste barnebarn har alle adhd. Jeg har altid haft faste, kærlige rammer omkring min søn, og han vidste, at var der sagt nej, så var det nej, og jeg tror, at faste rammer omkring adhd-ramte er bedst.
Mit ældste barnebarn har aldrig haft faste rammer hjemme, og da begge forældre forstår at manipulere med de mennesker, der er omkring dem, har de hurtigt fået stemplet sønnen som handicappet, hvilken han overhovedet ikke er.
Han er tit hos mig i længere tid, og her er han ligesom sin far, da han var barn: Han har faste og kærlige rammer og ved godt, at når farmor siger nej, er det nej. Og når jeg har ham med ud hos andre, siger de altid, at han er en sød og fornuftig dreng.
Da han var otte år, havde jeg ham med i Aalborg Zoo. Hans mor havde givet mig handicapkortet med, men jeg brugte det ikke, og drengen sagde: ”Mange tak, farmor, fordi du ikke brugte kortet. Mor og far har kun fået det, så vi kan komme først i køen.”
Jeg tror, en af grundene til, at vi har så mange adhd-børn og -voksne er, at de aldrig har fået sat grænser.
En farmor
Det er da en helt hjerteskærende bemærkning, dit barnebarn kom med, og alligevel har han måske gennemskuet sine forældre, hvilket jo er ret vakst.
Jeg tror, det er på tide, jeg lige kaster lidt fakta om adhd på banen. Det er min oplevelse, at mange ikke helt ved, hvad det vil sige at få den diagnose. Man kan hente information mange steder, men jeg har været på Psykiatrifondens hjemmeside, hvor der står:
”Personer med adhd har en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impulsivitet. Det betyder, at de har svært ved at koncentrere sig og holde opmærksomheden, og de udsætter ofte opgaver. Mange er desuden hyperaktive og impulsive. Vanskelighederne er i en grad, så det er en væsentlig belastning for trivslen og for evnen til at fungere i forskellige sammenhænge.
Adhd står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. På dansk hedder diagnosen ”Hyperkinetisk forstyrrelse”. ADD står for Attention Deficit Disorder.
Både børn, unge og voksne kan have adhd. Forstyrrelsen er man formentlig født med, og den kommer ofte til udtryk i løbet af barndommen. Hos cirka halvdelen fortsætter den ind i voksenlivet. Og en del får først konstateret forstyrrelsen som voksne.
Har man adhd, kan det være svært at gå i skole eller have et arbejde, og det kan være svært at indgå i sociale relationer. Drenge med adhd er oftere mere hyperaktive end piger. De er urolige og er tit i gang med flere ting på én gang og ofte i et højt tempo. Og de fjoller måske rundt og hører ikke rigtig efter og kommer tit til at forstyrre.
Piger med adhd er ofte, men ikke altid, mere stille. De er så ikke hyperaktive, men uopmærksomme. De har svært ved at koncentrere sig og vil tit sidde og dagdrømme. Den form for adhd kaldes også ”den stille adhd” eller add eller adhd-uopmærksomstype.”
Der er ingen tvivl om, at grænser er fine for mange børn, men det kan være svært at nøjes med grænser, hvis barnet faktisk har en psykisk lidelse, som kræver helt særlig opmærksomhed og hjælp fra eksperter.
I Danmark regner man med at 4,5 procent af børn og unge mellem 10-24 år har en adhd-diagnose. Det lyder, som om du farmor har fundet din vej gennem de udfordringer, det har givet i dit lv. Det er godt klaret.
Det kan være en meget stor opgave at få hverdagen til at fungere, og det er vigtigt, at vi alle forstår, at det ikke altid er sådan, at støjende og vilde børn er uopdragne. Der kan ligge noget andet bag.
Mange hilsner fra Puk