Har vores voksne, hjerneskadede datter ret til et botilbud?

Vi har en voksen datter på 48 år, som har en medfødt hjerneskade, der bl.a. betyder, at hun har en meget lav IQ.

Hun er en glad pige, men hun har altid haft brug for rigtig meget hjælp og har også gået på specialskole, da hun var lille.

Efter hun flyttede hjemmefra, blev hun bevilget socialpædagogisk støtte, så hun har kunnet bo selv i sin lille lejlighed. Og vi hjælper hende også med bl.a. at få noget ordentligt at spise, at få vasket sit tøj og huske sine aftaler.

De senere år er hun blevet dårligere til at klare sig selv, og der er blevet skruet op for støttetimerne.

Selv er vi blevet gamle, og hendes far er ikke rask, så vi har ikke længere så mange kræfter. Vi kan se, at det går ud over hende.

Støttepersonerne siger også, at hun trækker mere på dem, også til noget som hun før har klaret uden hjælp.

Vi er bekymrede over, hvad der skal blive af hende, når vi ikke er her længere.

Vores datter vil gerne flytte i et botilbud, hvor der er andre som hende, og hvor der altid er noget personale, som kan hjælpe hende. Vi har derfor søgt om sådan et botilbud, og har fået afslag fra kommunen efter § 107, fordi de mener, at hun klarer sig godt med støtte i eget hjem.

Det forstår vi ikke, da det jo netop er problemet, at hun ikke længere klarer sig godt.

Vi klager selvfølgelig over afgørelsen (det bliver man god til som forældre til et barn med handicap), men vi er i tvivl om, hvad hun egentlig har ret til. Kan du hjælpe?

Jeg tror, der er rigtig mange forældre til børn og voksne med udviklingshandicap, som kan genkende jeres bekymring for, hvad der sker, når I ikke længere er her.

Og umiddelbart tænker jeg, at det er udtryk for rettidig omhu fra jeres side at forsøge at få sat nogle rammer op om jeres datter, som gør hende mindre afhængig af jer, mens I stadig kan hjælpe hende.

Den paragraf, du nævner, undrer mig dog. Et botilbud efter servicelovens § 107 er nemlig midlertidigt. Det adskiller sig fra et længerevarende botilbud efter § 108 ved, at borgerens behov for et botilbud ikke er varigt, men f.eks. har til formål at sikre rammen om en behandlingsmæssig indsats, som skal gøre borgeren i stand til at klare sig i eget hjem, eventuelt med støtte.

I din datters tilfælde har hun jo klaret sig med støtte i eget hjem i mange år, men hendes funktionsniveau er blevet dårligere, så hun ikke længere formår det.

Chancen for, at hun, i den alder hun har, og med den historie, du fortæller om hende, kan opbygge færdigheder igen, virker spekulativ. I hvert fald skal en sådan formodning begrundes konkret.

Jeg mener som minimum, at kommunen også skulle have forholdt sig til, om jeres datter er berettiget til et tilbud efter servicelovens § 108 – altså et længerevarende botilbud.

Borgere, der kan visiteres til sådan et, har en varigt nedsat funktionsevne og permanent behov for omfattende hjælp. Som du beskriver jeres datter, er hun 100 procent i målgruppen.

Vær i øvrigt opmærksom på, at hvis jeres datter ved genvurdering af afgørelsen efter jeres klage bevilges et længerevarende botilbud, har hun ret til at vælge, hvor hun gerne vil bo, hvis det sted, hun ønsker, opfylder hendes behov og ikke er væsentligt dyrere end det tilbud, kommunen peger på.

Dermed kan I hjælpes ad med at sikre, at hun ikke kommer til at flytte alt for langt væk fra jer.