
I min familie er der en ung far, som efter min mening er helt ude i tovene.
Han er på kontanthjælp, har ADHD og selvmedicinerer sig med hash. Han kan være verdens rareste menneske, men pludselig tænder han af, og så er han virkelig voldsom.
Problemet er, at han har to små børn og et hjem, som sejler. Børnenes mor er i arbejde, og hun er sød, men ikke alt for kvik. Børnene får mad og kommer i skole og børnehave, men de virker forsømte.
Jeg har prøvet at tale med faren om at få noget hjælp fra kommunen, men så flipper han helt ud og siger, at de ikke skal snage i hans privatliv.
Nu overvejer jeg at underrette kommunen om familien, men hvad sker der så helt præcis?
Hilsen Susanne
Jeg forstår godt, at du er bekymret for den familie og af hensyn til de små børn, vil jeg mene, at en underretning er en god idé.
Hvis du er nervøs for repressalier, kan du vælge at underrette anonymt. Hvis du beslutter dig for at underrette, vil der i første omgang ske det, at kommunen indenfor 24 timer fortager en vurdering af, om der skal handles akut. Det tænker jeg umiddelbart ikke, at der er brug for i denne sag.
Dermed bliver sagen fordelt til en sagsbehandler, som skal foretage en screening ud fra de oplysninger, du har sendt og på baggrund af samtaler med både børn og forældre.
Hvis det er tvivlsomt, om det er tilstrækkeligt at tilbyde familien mindre forebyggende foranstaltninger i form af f.eks. familievejledning, skal der foretages en nærmere undersøgelse (en afdækning) eller udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, som er mere omfattende og bl.a. også omfatter udtalelser fra skole og daginstitution. Kommunen har fire måneder til at gennemføre den børnefaglige undersøgelse.
På baggrund af den børnefaglige undersøgelse skal kommunen tage stilling til, om der skal sættes nogle mere indgribende indsatser i værk og i givet fald hvilke.
I langt de fleste tilfælde sker det af frivillighedens vej og i et samarbejde mellem kommunen og familien, men hvis problemerne er alvorlige, og familien ikke vil have kommunen til ”at snage i deres privatliv”, kan der i værste fald blive tale om tvangsmæssige foranstaltninger.
De bedste hilsner Bettina

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.