Efter klage er sent til Ankestyrelsen: Jeg stoler ikke på kommunen

Hvad stiller man op, hvis kommunen har baseret en afgørelse på forkerte oplysninger, og sagen er sendt videre til Ankestyrelsen? Læs svaret her.
Af
Bettina Post
Hænder, der skriver under på nogle dokumenter.
Jeg har ikke meget tillid til, at kommunen gør, som de skal.
Foto: Unsplash
Annonce

Kære Bettina

Jeg har en sag i kommunen, som jeg har klaget over, fordi jeg var uenig i deres afgørelse.

Kommunen har behandlet min klage og har besluttet at fastholde afgørelsen, så nu er sagen sendt til Ankestyrelsen.

Jeg kan dog se på det, kommunen skriver til mig i deres genvurdering, at de lægger vægt på forkerte oplysninger.

Jeg er også meget usikker på, om kommunen har sendt alle de relevante akter med, eller om de kun har sendt det, de synes, Ankestyrelsen skal vide.

Jeg har med andre ord ikke meget tillid til, at kommunen gør, som de skal.

Hvordan kan jeg finde ud af, hvad kommunen har sendt, og hvordan sikrer jeg, at Ankestyrelsen får de rigtige oplysninger?

Den utilfredse

Kære utilfredse

Du kan starte med at søge om aktindsigt. Dermed får du tilsendt alle de dokumenter, kommunen har om sagen. Du har ret til at få akterne tilsendt hurtigst muligt og senest inden for syv hverdage.

Måske kan du se i akterne, hvad det er sendt til Ankestyrelsen og dermed få overblik over, om alt er, som det skal være.

Hvis du ikke kan se det i aktindsigten, kan du kontakte Ankestyrelsen direkte og bede om at tale med den sagsbehandler, som behandler sagen.

Den sag, de behandler, har et journalnummer, som du får tilsendt, så snart sagen er registreret hos Ankestyrelsen. Du kan også henvise til dit cpr-nummer, så finder de sagen frem via det.

Du kan bede om at få indsigt i sagen i Ankestyrelsen, så du kan se, hvad de har modtaget.

Hvis der er oplysninger i selve genvurderingen, som du mener, er direkte forkerte, er det vigtigt, at du gør Ankestyrelsen opmærksom på, hvilke oplysninger det præcis drejer sig om.

Dermed kan du (forhåbentlig) finde tryghed i, at alle oplysninger er modtaget og inddrages i sagsbehandlingen.

Du skal være opmærksom på, at der godt kan gå nogle måneder, fra sagen er indsendt af kommunen, til Ankestyrelsen fordeler den til en sagsbehandler.

De bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.