Kommunen vil standse støtten til vores søn

Vi har en søn, som siden 5. klasse har haft det rigtig svært. I lange perioder har vi været hjemme med ham på skift, fordi han ikke kunne gå i skole. Det har været virkelig hårdt arbejde at få noget hjælp til vores søn både fra sundhedssystemet og fra kommunen, hvor vi mest bare har oplevet at blive sat til at vente.

Men for et år siden fik han omsider både en diagnose og noget støtte, som har været helt fantastisk. Endelig er han begyndt at trives en lille smule igen, og han er sågar begyndt at komme i skolen – indtil nu kun i få timer om ugen, men det går fremad.

Vi har været så glade og fulde af håb, men på et netværksmøde på skolen for nylig har kommunen pludselig meddelt os, at de har besluttet at standse støtten. De synes ikke, at den har nogen nævneværdig effekt, og da de skal spare, synes de ikke, at støtten kan fortsætte.

Det er de forklaringer, vi har fået. Vi er ikke blevet spurgt om noget, og beslutningen kommer fuldstændig bag på os. Vi forstår ingenting og er nærmest i chok. Vi har ikke fået noget på skrift endnu, men det skulle være på vej.

Kan kommunen godt handle på den måde? Hvad pokker gør vi?

Det lyder helt tosset. Og nej, kommunen kan ikke bare træffe sådan en afgørelse hen over hovedet på jer.

Der er flere problemer i sagsbehandlingen. For det første er det sådan, at hvis støtten ikke er iværksat som en midlertidig foranstaltning fra starten, skal kommunen som udgangspunkt udarbejde en handleplan, som skal sikre, at formålet med støtten er beskrevet, og at der er klare mål for indsatsen. Det skal gøre det klart for alle, hvad meningen med det hele er, og kommunen har pligt til at følge op senest tre måneder efter, at foranstaltningen er iværksat. Derefter må der højst gå seks måneder imellem, at der følges op med jer. Umiddelbart kan det lyde som om, kommunen hverken har lavet sådan en handleplan eller fulgt op, som de skal.

Dernæst har både I som forældre og jeres store søn ret til at blive partshørt forud for, at der træffes en afgørelse. I skal altså have forelagt alle kommunens overvejelser i forbindelse med, at de vil ophøre foranstaltningen, så jeres bemærkninger kan indgå i overvejelserne. Partshøring er en såkaldt ”garantiforskrift”, og meningen med den er at sikre et grundlag for, at der træffes så korrekte afgørelser som muligt. Hvis I IKKE partshøres, vil afgørelsen derfor typisk være ugyldig.

Endelig er der argumentet om, at kommunen skal spare. Det er et usagligt hensyn og kan ikke bruges som begrundelse for, at en nødvendig foranstaltning ophører i utide og på bekostning af grundlæggende hensyn til barnet. Med alle de fejl i sagsbehandlingen, tænker jeg, at I har en ”god sag”.

Mit bedste råd til jer er at starte med at forlange at blive hørt. I kan henvise til forvaltningslovens § 19. I jeres høringssvar skal I beskrive alle de små og store fremskridt, I oplever, støtten har medført. Skulle kommunen afvise at partshøre jer, skal I naturligvis klage. Både over den manglende partshøring og over selve afgørelsen, hvor I skal fremføre de samme argumenter, som I ville have skrevet i partshøringen. Så vil Ankestyrelsen forhåbentlig hjemvise sagen til fornyet behandling og bede kommunen inddrage jer, inden de træffer en ny afgørelse. Desværre vil jeres klage ikke have opsættende virkning. Det vil sige, at kommunen kan gennemføre planen om at standse støtten i al den tid, der går, indtil Ankestyrelsen har forholdt sig til sagen.

Det gør mig både trist og vred, at jeres kommune opfører sig sådan. Jeg håber, det lykkes jer at overbevise dem om, at de er galt på den.