Kan min mand få hjælp til hans psykisk syge datter?

Min mands særbarn på 32 år fik diagnosen paranoid skizofreni, da hun var 18 år.

Hun blev for nogle år siden tilkendt førtidspension efter et langt forløb, hvor hun blev dårligere og dårligere, og hun flyttede på et bosted for unge psykisk syge.

Der er mange misbrugere, som er voldsomme og råber og skriger. Bostedet har intet gjort for f.eks. at få psykologhjælp til hende. Hun har sygdommen i svær grad. Hun kan ikke selv tage initiativ til noget. Oftest kan hun ikke selv hjælpe med at gøre rent, vaske tøj, handle og lave mad. Hun kan ikke tjekke e-boks eller skrive en mail.

Bostedet har haft stor udskiftning, så der har ikke været en gennemgående kontaktperson, som har kunnet hjælpe hende. Det hjælper heller ikke, at hun er paranoid og derfor er sikker på, at alle bliver sure på hende, hvis hun stiller krav.

Derfor har min mand betalt for psykologhjælp, brugt dage på at gøre rent osv. Derudover er han støttekontaktperson/behandler for hende, og han er ved at være mere end slidt.

Min mand arbejder stadig, men han kan ikke blive ved med at supportere hende.

Hun kan ikke selv bede om hjælpen ved f.eks. at henvende sig til kommunen. Hun flytter i morgen til et nyt bosted, hvor der er ældre beboere og mere ro. Men alle problemerne flytter med. Hun har intet hørt fra det nye bosted, så vi frygter det værste.

Derfor: Hvem kan vi henvende os til, så hun kan få den meget nødvendige hjælp, hun har brug for, bare for at opretholde en hverdag, inklusiv hjælp til psykolog?

Hun er ikke blevet kigget på, siden hun var 18-19 år, og min mand ser, at hun kan mindre og mindre. Han kan ikke blive ved med at finansiere psykolog mv. hver måned.

Jeg ser meget frem til dit svar.

Det er en meget ulykkelig historie, du fortæller, om en forpint ung kvinde, som ikke får den hjælp, hun har brug for.

Der er flere forhold, som undrer mig.

For det første er det mærkeligt, at hun ikke er ”blevet kigget på, siden hun var 18-19 år”, som du skriver.

Det er et kæmpe svigt, hvis ingen i psykiatrienhar fulgt op på hendes behandling, siden hun blev udredt og diagnosticeret. Måske har hun slet ikke modtaget nogen behandling. Så er det jo ikke så mærkeligt, at hun bliver dårligere.

Hun skal have fat i sin praktiserende læge og få en snak om behovet for en ny henvisning til psykiatrien. Måske har hun ret til i en periode at blive visiteret til døgnbehandling f.eks. på et botilbud under regionen.

Derudover undrer det mig, at man kan bevilge hende et botilbud 14 år efter, at hun fik diagnosen, uden at indhente en aktuel beskrivelse af hendes mentale udfordringer.

Det kan dog muligvis forklare, at botilbuddet var helt skævt, og at hendes far både fungerer som rengøringshjælp, støtteperson, behandler og sponsor for psykologsamtaler.

Det er alt sammen noget, botilbuddet burde have sørget for. Det er godt, hun kommer væk derfra nu.

Hvis det nye sted viser sig at være lige så dårligt et match, må I ikke tøve med at klage over det. Først og fremmest til den bevilgende kommune, som har pligt til at føre tilsyn med, at datteren fungerer der, hvor de har placeret hende.