Jeg skriver til dig angående min mands gravsted. Han døde i 1989, og jeg har passet gravstedet alene i 35 år.
I november 2023 besluttede jeg at annullere gravstedet, hvilket jeg skrev ud til den nærmeste familie.
Så skete der det i 2024, at en fra familien tog på kirkegården og så, at gravstedet var blevet annulleret, hvilket vedkommende jo godt allerede vidste, ville ske.
Uden at kontakte mig fandt gartneren på kirkegården stenen frem fra de sten, der var kasserede og genoprettede gravstedet igen.
Det fik jeg så at vide ved, at en bekendt af mig spurgte, om jeg havde sat stenen på igen. Jeg troede jo ikke på det og tog på kirkegården og fik syn på sagen.
Jeg gik i chok. Jeg forstår ikke, at man kan gøre det uden kontakt til mig.
Jeg har været i kontakt med kirkeministeriet og kirkegården og Domprovsten, men jeg får ikke svar på det, jeg spørger om. Derfor prøver jeg som sidste forsøg at spørge dig: Er det lovligt?
Kh, Marianne
Puk Elgård har videresendt dit spørgsmål til mig, så jeg håber, du læser med her.
Jeg gætter på, at man på kirkegården har været lidt for hurtige til at nedlægge gravstedet, da du bad dem om det.
Jeg tror, du kan finde en forklaring på genetableringen i gravstedsbrevet, som er et dokument, der blev udfærdiget, dengang din mand blev lagt i jorden. Her vil det fremgå, om du er den eneste, der har brugsret til gravstedet, eller om der i sin tid blev skrevet nogle flere på. Hvis der står andre på skødet, skulle de have været inddraget i nedlæggelsen af gravstedet.
Det er ikke tilstrækkeligt, at du har meddelt dem din beslutning, de skulle også have været enige i nedlæggelsen, og du skulle som minimum have underskrevet en erklæring til menighedsrådet om, at du handlede på vegne af samtlige brugsberettigede, og at alle var enige om at nedlægge gravstedet. Det lader ikke til at være tilfældet.
Jeg fornemmer, at din frustration også handler om, at du er den eneste, som har vist interesse for gravstedet og har stået for både vedligeholdelse og betaling for brugsretten i alle årene. Men det er formelt uden betydning, når det kommer til en nedlæggelse. Den kan du ikke beslutte alene.
Jeg tror, det er vigtigt, at du får talt med dem, som har fået gravstedet genetableret, da du med al ønskelig tydelighed har tilkendegivet, at du hverken vil fortsætte med at betale for det eller vedligeholde det.
De skal være klar over, at de hermed også overtager de forpligtelser, som følger med.
Jeg håber, at dette er svar på dit spørgsmål.
De bedste hilsner Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.