Kære læsere
Endelig! Så er vi i gang! Hvor har jeg glædet mig til at modtage jeres mails og breve og få mulighed for at hjælpe lidt på vej i forhold til de sociale udfordringer og spørgsmål, I måtte have lyst til at skrive til mig om.
Min baggrund for at kunne svare jer er, at jeg har været socialrådgiver i 36 år, hvor jeg har været vidt omkring i faget.
Det har altid været mit udgangspunkt, at lovgivningen er til for at afhjælpe sociale problemer, og at arbejdet derfor altid må handle om at lede efter netop dén bestemmelse, som indeholder nøglen til en løsning.
Desværre kan det være noget af en jungle at finde ud af, hvilken hjælp man egentlig har ret til, når livet slår fra sig. Og det kan jo ske for os alle sammen.
Når en bumlet opvækst fører til misbrug og psykisk sygdom. Når der fødes et barn med et handicap i familien, som vender op og ned på det hele. Når teenageren viser tegn på alvorlig mistrivsel, og hverken kan passe skolen eller være alene hjemme.
Når man ramler ind i en voldelig partner og må flygte afsted på krisecenter. Når alkoholindtaget løber løbsk, og hele familien løber væk. Når indgribende sygdom går ud over arbejdsevnen, så forsørgelsen hænger i en tynd tråd. Og jeg kunne blive ved.
Jeg elsker at bo i et land, hvor der findes lovbestemte muligheder for hjælp til det hele, og det generer mig voldsomt, når jeg hører om nogen, som ikke får den hjælp, de rent faktisk har ret til og brug for.
Så skriv til mig, hvis I står i en situation, hvor I er i tvivl om jeres rettigheder, eller hvis den sagsbehandling, I måske allerede får, virker forkert. Så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe jer videre.
De bedste hilsner
Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk
De får ikke en chance
Kan jeg få fleksjob?
Må man optage samtaler hos kommunen?
Hjælp til pårørende til ALS-patienter
Er det socialt bedrageri?
Ingen aflastning til far og mor
Ikke råd til medicinen
Hvilken pension kan jeg få?