Linda kan alle de gamle dansktophits udenad

Onsdag, 14. februar 2018
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
Linda Calberg er formentlig den kvinde i Danmark, der ved mest om pop- og rockmusik af alle slags fra 1950'erne og frem. Nu er hun det nyeste medlem af Dansktop Prisens jury af musikalske eksperter. Vi tegner et portræt.
LInda kan alle de gamle dansktophits udenad

Hun er formentlig den kvinde i kongeriget, der ved mest om pop og rock i bredeste forstand. Gennem årene har den 59-årige dj, tv-tilrettelægger og caster Linda Calberg dog konstateret, at mænd er mere nørdede med deres interesser end kvinder, og hun vurderer, at der er omkring 20 mænd i Danmark, der kan tæve hende i en musikquiz. Men fra og med i år er Linda med på holdet af musikeksperter i Dansktop Prisens jury.

– Jeg tænker, at det er Jørgen, der har anbefalet mig, siger hun og taler hermed om den legendariske radio- og tv-vært Jørgen de Mylius, der som bekendt også er med i juryen.

– Vores venskab går tilbage til den nordiske popquiz ”Pick-Up”, hvor han var hoveddommer, og jeg deltog på det danske hold. To år senere var det med hans hjælp, at jeg gjorde min entré i tv-branchen. Han skulle være redaktionschef på det musikalske underholdningsprogram ”Hit med sangen” og insisterede på at få mig ind som tilrettelægger, fortæller Linda.

Eksamen i 60’er-rock

Siden er det blevet til tv-programmer på stribe. Som oftest med musikken som et bærende element. Linda har været en væsentlig drivkraft i blandt andet ”Top Charlie” og den succesfulde, årlige udløber, kæmpekoncerten ”Top Charlie i Parken”. Og lige for tiden laver hun musikquizzen ”Med på noderne” på TV 2 Charlie med Ole Kibsgaard som kapelmester og Jarl Friis-Mikkelsen som vært.

60’er-navne som Beatles, Rolling Stones, Beach Boys, Kinks, Small Faces og hjemlige Red Squares var en del af Lindas musikalske opdragelse:

– Da jeg var fem år, købte min storebror singlepladen ”She Loves You” med Beatles. Han blev dj allerede som 14-årig og tog til Sverige for at at købe sine plader, da de altid udkom der, før de kunne fås i Danmark. Og så hørte han ellers mig i grupperne og udsatte mig for quizzer i alle afskygninger. Det var som at være oppe i kongerækken. Og han gjorde det bestemt ikke let for sin lillesøster, skal jeg hilse og sige!

Læs Jørgen de Mylius' artikel om Kim Schwartz her.

Linda og Top Charlie

– Musik fyldte i det hele taget meget i min barndom. Min far var jazzfanatiker, men der blev hørt mange andre typer musik i hjemmet. Det var jo en mangfoldig tid, hvor dansktop, rock og andre stilarter levede side om side i radioen og på tv. Dansktoppen har en særlig plads i mit hjerte, for når jeg hører sangene fra den gyldne tid mellem 1968 og 1977, ser jeg altid min mor for mig. Hun, min lillesøster og jeg skrålede altid med, mens min far råbte ”Skru ned!”. Jeg kan stadig de fleste af teksterne udenad.

Dansktopmusik bragte Henning og Alice sammen. Læs deres historie her.

– Da jeg blev tilrettelægger på ”Top Charlie”, mødte jeg for første gang alle dansktopstjernerne, hvis sange jeg havde sunget med på som barn. Jeg har aldrig oplevet så mange arbejdsomme, dygtige, hjælpsomme og usnobbede kunstnere som inden for dansktopmusikken. Ikke et eneste ubehageligt menneske har jeg mødt. Det samme kan jeg ikke helt sige, når vi taler om den mere rockede del af branchen. "Top Charlie" var mit hjertebarn. Jeg var ked af, at det lukkede, siger Linda, der har to voksne døtre, Camilla og Laura, fra et tidligere ægteskab og i dag er gift med den 55-årige guitarist Johan Gerup, der har en fortid i Dieters Lieder og siden 1989 har spillet i et af Lindas gamle yndlingsorkestre, Red Squares.

Anne Marie Lindegaard er nomineret som Årets Kvindelige Dansktop Solist 2018. Læs hendes utrolige og gribende kærlighedshistorie her.

Kærlighed på Falster

– Dermed går alting op i en højere enhed, kan man sige. Vi mødtes ved et 60'er-musikarrangement i Nykøbing Falster i 2002, hvor Jørgen de Mylius skulle være konferencier, fortæller Linda.

Johan tager over:

– Jørgen og Linda ankom sammen, og jeg var ved at gå bagover, da jeg så høje, flotte Linda. Jeg spurgte diskret Jørgen, hvem hun var, og han svarede: "Det er Linda. Hun ved mere om musik, end jeg gør."

Interessen var gensidig. Og snart var de to så engageret i dyb samtale med hinanden, at Jørgen følte sig forpligtet til at advare sin veninde:

– Ordret sagde han: ”Det der kan du godt glemme, Linda. Han er gift og har tre børn.” Hvilket til dels var rigtigt. Johan havde nemlig tre børn. Hvad, Jørgen ikke vidste, var, at han for nylig var blevet skilt. Vi har været sammen siden den aften, og vi blev gift i 2006, fortæller Linda.

Musikeksperten Linda aldrig forstået, hvorfor visse typer musik af nogle bliver anset som mindre fine end andre. Og hun glæder sig over at være blevet en del af Dansktop Prisens jury:

– DR skød Dansktoppen i gang for 50 år siden. I dag er dansktopmusikken blevet et slags stedbarn på de statslige kanaler. Det er uretfærdigt. Også over for de kunstnere, der knokler året rundt med deres musik. Musikken har brug for en platform, og det er skønt for mig at vende tilbage til den folkelige musik og blive opdateret på, hvad der rører sig på den del af musikscenen i dag, siger Linda.