
Han skal spille padel med vennerne, cykle en lang tur eller spille golf. Imens sørger du for praktiske ting derhjemme.
Lyder det bekendt, at han passer sin hobby, mens du tager dig af det, der skal gøres?
Hvis ja, er du langt fra alene i denne situation. En ny analyse udarbejdet af M. B. C. for Weekendavisen viser, at mænd både bruger mere tid og flere penge på deres hobbyer end kvinder.
Analysen viser, at 27 procent af de adspurgte mænd bruger over 500 kroner om måneden på deres hobby, hvorimod det er 14 procent af kvinderne.
Den viser også, at mændenes hobbyer oftere findes uden for hjemmet, hvor over halvdelen af kvinderne bruger tid på kreative hobbyer som at male eller strikke, to til tre gange om måneden eller mere, altså hobbyer der tit er knyttet til hjemmet.
Og det kan faktisk påvirke parforholdet.
- Tid er en knap ressource, og hvis man er uenige om, hvordan den skal bruges, så kan det skabe frustration og ulighed i parforholdet, siger Brian Ogolsky, professor i familiestudier ved University of Illinois, til Weekendavisen.
Svarene viser da også, at 34 procent af kvinderne har været irriteret på deres partner, fordi de brugte meget tid på deres hobby. Tallet ligger kun på 14 procent hos mændene. Til gengæld har 42 procent af mændene mærket denne irritation fra deres partnere.
Brian Ogolsky råder par til at tage hensyn til hinanden og være ærlige om sine ønsker og behov. Så opgaverne der omhandler familielivet bliver uddelegeret, og man hver især har tid til at dyrke sine fritidsinteresser.
Denne artikel er først udgivet af femina, der ligesom Familie Journal er en del af Aller Media.