Maria gik i perimenopause som 41-årig: Jeg mødt en mur af uvidenhed

– Jeg kunne ikke genkende mig selv.

Sådan siger Maria Trier i dag, hvor hun er 46 år og ser fem år tilbage.

– Fra at have været en beslutsom og målrettet kvinde begyndte jeg som 41-årig pludselig at tvivle på mig selv. Jeg havde søvnløse nætter eller vågnede klokken tre om natten med hamrende hjerte og svedte tran. Jeg var nervøs, næsten panisk, i sociale situationer, og hele mit alarmberedskab var oppe og ringe, fortæller Maria, der døjede med angst i 20’erne.

– Symptomerne var akkurat de samme, som da jeg havde angst. Så det var nærliggende for mig at tro, at det var angsten, der igen viste tænder, siger Maria, som begyndte at komme hos en psykiater for at få styr på den uro, hun havde i kroppen.

Samtidig gik hun til sin egen læge og bad om at få sine hormonniveauer undersøgt, fordi hun havde en mistanke om, at svaret på hendes fysiske og psykiske tilstand skulle findes dér.

– Lægen mente ikke, der var noget galt med mine hormoner. Men når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at østrogenniveauet var meget lavt. Det kan være et tegn på, at man er på vej i perimenopause. Men på grund af min tidligere angstproblematik blev det slået hen af min læge. Jeg tror faktisk ikke, hun vidste, at der er noget, der hedder perimeno­pause, og da slet ikke, at det kan være relevant for en kvinde i begyndelsen af 40’erne , siger Maria, der heller ikke selv kendte til perimenopause, før hun begyndte at undersøge, hvad hendes symptomer kunne betyde.

– Jeg var kun 41 år og havde stadig min menstruation. Jeg har altid forstået, at overgangsalderen først var noget, man skulle begynde at bekymre sig om i 50-års alderen, og at den kom i forbindelse med menstrua­tionsstop.

Et modeudtryk

Maria var på ingen måde tilfreds med det svar, hun fik af sin læge, og efter megen banken i bordet, tovtrækkeri og pres fra Marias psykiater sendte lægen endelig Maria videre til en gynækolog.

– Jeg tænkte, at NU var jeg da sikker på at kunne få hjælp af en ekspert. Endelig skulle mine plager være ovre, siger Maria.

Men sådan skulle det ikke gå. For Maria følte sig mødt af et gammeldags og nedladende syn på perimenopause, fortæller hun.

– Gynækologen sagde direkte til mig, at perimenopause var et modeudtryk, og at jeg ikke skulle tro på alt, jeg læste på nettet. Jeg var målløs! Ikke engang min gynækolog troede på mig, når jeg sagde, at det ikke kun kunne være angsten, jeg oplevede, men at der lå noget dybere bag min mistrivsel, siger Maria, der efterhånden var ved at give op på det danske sundhedsvæsen.

Alt imens kiloene og angsten buldrede derudaf.

– Jeg sad helt forstenet i min sofa, 22 ekstra kilo var røget på kroppen, og jeg følte mig handlingslammet. Hvorfor var der ingen, der troede på mig? I stedet behandlede min psykiater og læge med betablokkere mod hjertebanken, angstmedicin for angstsymptomerne og antidepressiva mod nedtryktheden, siger Maria.

Hun gav sig dog ikke, men tog kontakt til en anden gynækolog med håbet om, at han ville tage hendes efterhånden stærke fornemmelse seriøst – nemlig at det var hormonerne, den var gal med.

– Jeg havde efterhånden læst og søgt nettet tyndt for forklaringer på mine symptomer. Og det lød jo som perimenopause. Men jeg manglede en læge eller gynækolog, der kunne bekræfte min mistanke og vigtigst: hjælpe mig. Én ting er jo selv at have en fornemmelse, en anden er at blive taget seriøst og få hjælp til generne, siger Maria, der endelig kom til en gynækolog, der gjorde en forskel.

– Den nye gynækolog tog mig og mine symptomer seriøst og sagde: ”Maria, det lyder alt sammen som symptomer på perimenopause. Det giver ingen mening at måle dine hormonniveauer, fordi de svinger voldsomt fra dag til dag i din alder. Jeg foreslår derfor, at vi sætter dig i hormonbehandling”, fortæller Maria, der efterfølgende blev sat på bioidentiske østrogenplastre, bioidentiske progesteronpiller og senere testosteron.

Vi skal tages seriøst

Maria oplevede ikke, at hormonbehandlingen var en mirakelkur, men langsomt begyndte de værste symptomer at fortage sig, og i dag har hun det langt bedre end tidligere. Og oplevelsen har gjort, at Maria i dag føler sig forpligtet til at fortælle sin historie og på den måde være med til at sætte fokus på et emne, som hun ikke synes, bliver tilstrækkeligt italesat.

– Jeg håber, at jeg med min historie kan fortælle andre kvinder, at de skal banke i bordet, hvis de oplever voldsomme symptomer som angst, depression, hjertebanken eller humørsvingninger. Vi skal ikke lade os spise af med, at det sikkert bare er angst eller depression. Der er hjælp at hente, hvis man får den rigtige behandler, siger Maria.

Og hun har et bud på, hvorfor vi ikke snakker mere om perimenopause.

– Generelt forskes der ikke særligt meget i kvindesygdomme. Derfor har de praktiserende læger, og nogle gange også gynækologer, ikke den nødvendige viden om perimenopause. Jeg tror også, at der er et generelt tabu forbundet med overgangsalderen, som er associeret med en periode, hvor vi mister vores kvindelighed og styrke, så det snakker vi helst ikke om, siger Maria og fortsætter:

– Jeg håber, min historie kan inspirere kvinder og være med til at råbe lægerne og gynækologerne op, så de får den nødvendige viden om perimenopause og de mange symptomer, der følger med, også lang tid før vi kvinder går i egentlig menopause. Perimenopause eksisterer! Det viser al forskning. Derfor skal vi tages seriøst, når vi går til lægen eller gynækologen for at få hjælp.