Mini-leksikon: Sådan kommer du af med mavesmerter

Tirsdag, 16. januar 2018
af læge Lotte Bang, foto: Panthermedia
Har du ofte mavesmerter? Her får du lægens, Lotte Bang, mini-leksikon om forskellige maveproblemer - og hvad du kan gøre for at afhjælpe dem.
Kom af med mavesmerter

Mini-leksikon: Sådan kommer du af med mavesmerter

  • Reflux og halsbrand
  • Irritabel tyktarm
  • Forstoppelse
  • Luft i maven
  • Diarré
  • Mavesår
  • Divertikler
  • Ufrivillig afføring

Reflux og halsbrand

Reflux af mavesyre betyder, at surt maveindhold glider op i spiserøret. Det mærkes som sure opstød, halsbrand eller svie og smerter i brystet og er en temmelig hyppig lidelse.

Lidelsen skyldes, at lukkemusklen mellem spiserør og mave ikke fungerer ordentligt. Det kan fremprovokeres, hvis mavesækken indeholder for meget mavesyre, for meget mad, eller hvis noget klemmer på mavesækken.

Du kan selv gøre meget for at undgå reflux. Det er bedst ikke at være overvægtig, for fedtet i bughulen presser på maven, spis efter kostrådene og ikke for meget. Chokolade, pebermynte, kaffe og alkohol hæmmer lukkemusklens funktion. Rygestop reducerer risikoen for reflux. Reflux forværres ofte i liggende stilling, og det anbefales derfor at sove med hovedgærdet løftet lidt.

Lægen kan behandle tilstanden med medicin, som mindsker produktionen af mavesyre.

Irritabel tyktarm

En ufarlig, men meget generende lidelse i tyktarmen. Årsagen er ukendt, men den øger formentlig tarmens følsomhed og giver dermed en uhensigtsmæssig aktivitet i tarmen.

Symptomerne viser sig som perioder med smerter i maven, vekslende afføringsmønster, ofte slim i afføringen og luftgener.

Rigtig mange mennesker lider i perioder af irritabel tyktarm, og det kan give anledning til meget ubehag og stor bekymring.

Desværre er der ikke fundet en rigtig god behandling til irritabel tyktarm, men mange har glæde af forskellige former for diæt, at følge de 10 kostråd samt forsøge at leve et liv uden for meget stress og jag.

Læs også: Lægens 6 tips - sådan passer du på maven

Forstoppelse

En forstyrrelse i tarmens funktion, som giver hård afføring, som det er vanskeligt at komme af med.

Forstoppelse kan give dig ubehag i form af mavesmerter, oppustet mave, ildelugtende luftafgang, dårlig ånde og influenzalignende symptomer samt være medvirkende til rifter og hæmorider ved endetarm. Desuden er der risiko for inkontinens både for afføring og vandladning.
Det gælder om at holde tarmens bevægelser, altså tarmperistaltikken, i gang, så afføringen bliver ført hurtigt afsted og ikke bliver for længe i tarmen.

For dig med normale tarmbevægelser kan forstoppelsen sandsynligvis forebygges ved at spise fiberrig kost, drikke rigeligt med væske, sørge for motion dagligt og høre efter kroppens signaler om toilettrang og ikke holde sig for længe samt give sig god tid på toilettet.

Ved kronisk forstoppelse er det vigtigt at finde årsagen, så behandlingen kan rettes mod den sløve tyktarm. Ofte skal der behandles med afføringsmidler.

Desværre giver en del medicin forstoppelse, og specielt stærk smertestillende medicin er en synder på det punkt. Er man nødsaget til at tage medicinen, må der ofte samtidig indtages afføringsfremmende midler for at holde balancen i maven.

Luft i maven

Det er helt normalt med en vis mængde luft i maven. Luften findes hovedsageligt i tyktarmen, hvor de naturlige tarmbakterier danner gasser under nedbrydning af den føde, der ikke er nedbrudt og optaget i tyndtarmen.

Det er især plantefibre fra grøntsager, som ikke kan nedbrydes i tyndtarmen, og det er jo lidt paradoksalt, at et af de 10 kostråd, nemlig ”spis flere grøntsager”, samtidig kan give gener hos nogle. Der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem. Opdager du, at visse fødevarer giver meget generende luft, må du spise mindre af dem eller helt undgå dem.

Kulsyreholdige drikke, fed mad, fødevareintolerans, irritabel tyktarm og visse lægemidler kan også være årsag til meget luft.

Problemet er svært at behandle på anden vis end ved at ændre diæt og prøve sig frem.

Læs også: 7 tips mod ondt i ryggen

Diarré

Akut diarré, måske samtidig med lidt feber og almindelig sygdomsfornemmelse, skyldes smitte med bakterier, virus eller andre sygdomsfremmende mikroorganismer.

Diarréen varer sjældent mere end et par dage og kan klares med hvile og rigelig væskeindtag for at undgå dehydrering. Det er sjældent nødvendigt med antibiotisk behandling.

Lægen bør kontaktes ved høj feber, blod i afføringen og vedvarende symptomer over et par dage. Tag også fat i lægen, hvis det drejer sig om små børn, som bliver hurtigere dehydrerede.

Akut diarré kan forebygges ved omhyggelig fødevarehygiejne og hyppig, grundig håndvask.

Kronisk diarré defineres som tynd mave med tre eller flere daglige afføringer over fire uger, og lægen bør altid kontaktes.

Der kan være mange ufarlige forklaringer på kronisk diarré, men en del kræver lægebehandling alligevel.

Mavesår

Smerter opadtil i maven kan være tegn på mavesår, som er en ret almindelig lidelse. I mere komplicerede tilfælde med lidt blødning fra såret bliver din afføring meget sort at se på.

Såret sidder i selve mavesækkens slimhinde eller i den allerførste del af tyndtarmen, også kaldet tolvfingertarmen.

Mavesår kan blandt andet behandles med syrehæmmende medicin. Det heler såret, og dine symptomer forsvinder.

Rygning og stort forbrug af smertestillende medicin som Kodimagnyl eller Ibuprofen øger risikoen for at udvikle et mavesår.

Læs også: Sådan er det at leve med gigt

Divertikler

Kaldes også udposninger på tarmen og er en meget hyppig tilstand. Hyppigheden af tilstanden stiger med alderen. Langt de fleste mærker ikke noget til divertiklerne, medmindre der opstår en betændelse i et af dem.

Betændelse i et divertikel giver typisk symptomer med smerter i nedre venstre del af maven, måske ændret afføringsmønster samt feber.

Lægen behandler med antibiotika, flydende kost og hvile, og i sjældne tilfælde kan en operation blive nødvendig.

Fiberrig kost (gerne loppefrøskaller og helst ikke hele kerner), motion og rigelig med væske er med til at forebygge udviklingen af divertikler.

Ufrivillig afføring

En lidelse, som er mere almindelig, end man skulle tro, og synderen kan være fødselsskader, svækket bækkenbundsmuskulatur og diarré. En nyere, finsk undersøgelse viser, at 5,5 procent af befolkningen lider af afføringsinkontinens, heriblandt flere kvinder end mænd.

Ved massive forstoppelser og ufrivillig afføring kan du få foretaget specialistundersøgelser på de analfysiologiske ambulatorier på hopitalerne i Hvidovre, Herlev, Skejby og Aalborg.

Følelserne sidder også i maven

Maven kan være hjemsted for følelser via en såkaldt hjerne-tarm-akse. Alle kender sikkert til suget i maven ved synet af ens elskede. Eller den nervøse mave, når noget stort skal præsteres. Maven kan også gå helt i stå, når livet ændrer sig som ved rejser eller stress eller reagere modsat og blive meget løs.

Der er også en mening med udtryk som ”jeg går efter min mavefornemmelse” eller ”jeg lige skal fordøje den oplysning.