Strik: Slå-om-body

Tirsdag, 11. april 2023
Opskrifter og foto: Sandnes Garn.
Forkæl én, du har kær, med lun hjemmestrik. Her får du opskriften på en fin slå-om-body i smukke jordfarver, man aldrig bliver træt af.

Strikkeopskrift: Slå-om-body

Størrelse: (0-1) 3 (6) 9 mdr. 1 år

Overvidde: Ca. (36) 39 (43) 51 cm

Hel længde: Ca. (32) 35 (39) 42 (46) cm

Ærmelængde: (12) 14 (16) 18 (21) cm eller ønsket længde

Garn: Sandnes Garn SUNDAY (100 % merinould; 50 g = ca. 235 meter)

Garnforbrug: (100) 100 (150) 150 (200) g, 3161/Agern

Alternativt garn:

Sandnes Garn ALPAKKA SILKE (70 % babyalpaka, 30 % mulberry silke; 50 g = ca. 200 meter)

Vejledende pinde: Rundp og strømpep 3 mm

Strikkefasthed: 28 m dobbelt perlerib på p 3 mm = 10 cm

Tilbehør: 5 trykknapper

Info: Slå-om-bodyen strikkes i dobbelt perlerib, som gør, at den sidder godt på den lille krop. Den strikkes oppefra og ned med udtagninger til raglan og til forstykker og med vendepinde bagpå for at opnå en god pasform.

Til slut strikkes bindebånd, og der sys trykknapper i mellem benene og mellem forstykkerne for at holde dem på plads.

German short rows (GSR): Efter hver vending tages første m løs af, som om den skulle strikkes vr med garnet foran arb, læg garnet over højre p, stram godt på bagsiden. Der er nu 2 løkker på p. De 2 løkker regnes for 1 m. Når der strikkes over løkkerne, strikkes de sammen til én m.

h-udt (retsiden): Stik venstre p under lænken bagfra mellem 2 m, og strik den r.

h-udt (vrangsiden): Stik venstre p under lænken bagfra mellem 2 m, og strik den vr.

v-udt (retsiden): Stik venstre p under lænken forfra mellem 2 m, og strik den dr r.

v-udt (vrangsiden): Stik venstre p under lænken forfra mellem 2 m, og strik den dr vr.

Dobbelt perlerib frem og tilbage:

1. p (vrangsiden): Strik 2 vr, 2 r.

2. p (retsiden): Strik r.

Dobbelt perlerib rundt:

1. omg: Strik r.

2. omg: Strik 2 r, 2 vr.

Kantmasken strikkes hele tiden r.

Hals: Slå (52) 52 (60) 64 (64) m op på rundp 3 mm. Strik 1 p fra vrangsiden, og sæt samtidig 4 mærker til raglanudtagninger, og begynd på dobbelt perlerib således:

1. p (vrangsiden): Strik 1 kantmaske, 2 r, 2 vr (= højre forstykke), strik 2 vr, og sæt et mærke omkring disse m, strik 1. p dobbelt perlerib over de næste (6) 6 (10) 10 (10) m (= ærme), strik 2 vr, og sæt et mærke omkring disse m, strik 1. p dobbelt perlerib over de næste (22) 22 (22) 26 (26) m (= bagstykke), strik 2 vr, og sæt et mærke omkring disse m, strik 1. p dobbelt perlerib over de næste (6) 6 (10) 10 (10) m (= ærme), strik 2 vr, og sæt et mærke omkring disse m, strik 2 vr, 2 r, slut med 1 kantmaske (= venstre forstykke).

Bemærk: Det er vigtigt, at du begynder med 2 vr efter hvert mærke. Der vil dermed være 6 vrangmasker lige efter hinanden ved hvert mærke på første p.

2. p (retsiden): Strik 1 kantmaske, h-udt, strik r, og tag ud til raglan ved at tage ud mod højre før hvert mærke og ud mod venstre efter hvert mærke, til der er 1 m tilbage, v-udt, slut med 1 kantmaske = 10 m taget ud.

3. p (vrangsiden): Strik 1 kantmaske, h-udt, strik videre som 1. p, og strik de nye m med i den dobbelte perlerib, til der er 1 m tilbage, v-udt, slut med 1 kantmaske = 2 m taget ud.

Gentag 2.-3. p, og strik de nye m skiftevis r/vr, så de passer ind i perleribben, til der er taget ud til raglan i alt (14) 16 (18) 20 (22) gange og til forstykkerne (28) 32 (36) 40 (44) gange = (220) 244 (276) 304 (328) m.

Slut med en p fra vrangsiden.

Bemærk: Raglanmaskerne skal hele tiden strikkes i glatstrik, og strukturen på hver side af raglanmaskerne skal spejle hinanden.

Del arb til ærmer, for- og bagstykke således:

Strik (48) 54 (60) 66 (72) m dobbelt perlerib (= venstre forstykke), sæt de næste (36) 40 (48) 52 (56) m på en hjælpepind til ærme, slå 4 nye m op under ærmet, strik (52) 56 (60) 68 (72) m dobbelt perlerib (= bagstykke), sæt de næste (36) 40 (48) 52 (56) m på en hjælpepind til ærme, slå 4 nye m op under ærmet, strik (48) 54 (60) 66 (72) m dobbelt perlerib (= højre forstykke).

For- og bagstykke: = (156) 172 (188) 208 (224) m.

Strik dobbelt perlerib frem og tilbage inden for 1 kantmaske i hver side, til arb måler ca. (26) 28 (31) 34 (37) cm.

Sæt et mærke efter (78) 86 (94) 104 (112) m (= mærket midt bagpå), og strik bodyen højere bagpå ved at anvende GSR således: Begynd fra retsiden og strik til 5 m forbi mærket midt bagpå, vend, og strik 10 m tilbage.

Vend, og strik til 4 m forbi forrige vending, til der er vendt i alt (5) 6 (6) 7 (8) gange i hver side.

Fortsæt med dobbelt perlerib, mens du strikker vendepindene.

Strik p ud, og strik 1 p over alle m fra vrangsiden.

Næste p er fra retsiden.

Luk de første (47) 53 (58) 65 (70) m løst af. Fortsæt med at strikke frem og tilbage i dobbelt perlerib inden for 1 kantmaske i hver side, og tag samtidig 1 m ind på venstre forstykke både fra retsiden og fra vrangsiden således:

1. p (vrangsiden): Strik dobbelt perlerib, til der er 3 m tilbage, strik 2 dr vr sammen, slut med 1 kantmaske = 1 m taget ind.

2. p (retsiden): Strik 1 kantmaske, tag 1 m løs af, strik 1 r, og træk den løse m over, strik dobbelt perlerib p ud, og slut med 1 kantmaske = 1 m taget ind.

3. p (vrangsiden): Strik dobbelt perlerib, til der er 3 m tilbage, strik 2 dr vr sammen, slut med 1 kantmaske = 1 m taget ind.

Del arb til for- og bagstykke således:

Strik 1 kantmaske, tag 1 m løs af, strik 1 r, og træk den løse m over, strik (52) 56 (62) 68 (74) m dobbelt perlerib (= bagstykke), luk (3) 1 (2) 1 (2) m af, strik (48) 56 (60) 68 (72) m dobbelt perlerib (= forstykke).

Strik hver del færdig for sig.

Forstykke: = (48) 56 (60) 68 (72) m.

Strik dobbelt perlerib frem og tilbage inden for 1 kantmaske i hver side, tag samtidig 2 m ind i begyndelsen og slutningen af hver p således:

1. p (vrangsiden): Strik 1 kantmaske, 1 vr, strik 3 vr sammen, strik dobbelt perlerib, til der er 5 m tilbage, tag 3 m vr løs af én ad gangen, og sæt dem drejet tilbage på venstre p, strik 3 dr vr sammen, 1 vr, slut med 1 kantmaske = 4 m taget ind.

2. p (retsiden): Strik 1 kantmaske, 1 r, tag 2 m løs af en ad gangen, som skulle de strikkes r, strik 1 r, og træk de 2 løse m over, strik dobbelt perlerib, til der er 5 m tilbage, strik 3 r sammen, 1 r, slut med 1 kantmaske = 4 m taget ind.

Gentag indtagningerne på hver p fra retsiden (5) 7 (7) 9 (9) gange til, og til der er (20) 20 (24) 24 (28) m tilbage, således:

1. p (vrangsiden): Strik 1 kantmaske, 4 vr, strik dobbelt perlerib, til der er 5 m tilbage, strik 4 vr, slut med 1 kantmaske.

2. p (retsiden): Strik 1 kantmaske, 1 r, tag 2 m løs af en ad gangen, som skulle de strikkes r, strik 1 r, og træk de 2 løse m over, strik dobbelt perlerib, til der er 5 m tilbage, strik 3 r sammen, 1 r, slut med 1 kantmaske = 4 m taget ind.

Strik 1 cm dobbelt perlerib frem og tilbage inden for 1 kantmaske i hver side, og luk af med retmasker fra retsiden.

Bagstykke: = (54) 58 (64) 70 (76) m.

Strik frem og tilbage i dobbelt perlerib inden for 1 kantmaske i hver side, og tag samtidig 1 m ind i begyndelsen og slutningen af hver p fra retsiden således:

Bemærk: På bagstykket tages der kun m ind fra retsiden, og der tages kun 1 m ind i hver side.

1. p (vrangsiden): Strik 1 kantmaske, 3 vr, strik dobbelt perlerib, til der er 4 m tilbage, strik 3 vr, slut med 1 kantmaske.

2. p (retsiden): Strik 1 kantmaske, 1 r, tag 1 m løs af, strik 1 r, og træk den løse m over, strik dobbelt perlerib, til der er 4 m tilbage, strik 2 r sammen, 1 r, slut med 1 kantmaske = 2 m taget ind.

Gentag indtagningerne på hver p fra retsiden i alt (17) 19 (20) 23 (24) gange = (20) 20 (24) 24 (28) m.

Strik 1 cm dobbelt perlerib frem og tilbage inden for 1 kantmaske i hver side, og luk af med retmasker fra retsiden.

Ærmer: Sæt de hvilende (36) 40 (48) 52 (56) ærmemasker på strømpep 3 mm, og strik 4 m op under ærmet = (40) 44 (52) 56 (60) m.

Sæt et mærke mellem første og sidste m. Strik 1 cm rundt i dobbelt perlerib, og tag ind på næste omg således:

Bemærk: Tag ind på 1. omg med dobbelt perlerib, dvs. en omg, hvor alle m strikkes r.

Strik 2 r sammen, strik r, til der er 2 m tilbage før mærket, tag 1 m løs af, 1 r, og træk den løse m over = 2 m taget ind.

Gentag indtagningerne hver (3.) 2 ½. (2.) 2. (2.) cm i alt (4) 6 (8) 8 (10) gange = (32) 32 (36) 40 (40) m.

Strik rundt i dobbelt perlerib, til ærmet måler (12) 14 (16) 18 (21) cm eller til ønsket længde.

Luk løst af med retmasker.

Strik et ærme til på samme måde.

Montering: Sy 2 små trykknapper fast på venstre forstykke langs forkanten. Placér den ene helt nede i hjørnet og den anden lige før skråkanten begynder.

Sy 3 trykknapper fast på knapkanten i skridtet.

Bindebånd: Strik 3 m op øverst i hjørnet på højre forstykke, hvor skråkanten slutter, og strik en i-cord-snor således:

Strik 1 p r, skub m tilbage på p, stram garnet, og strik r fra samme side hele tiden.

Strik, til snoren måler ca. 14 cm.

Luk af.

Strik en snor til nederst i hjørnet på højre forstykke, og strik to snore på venstre forstykke ved ærmegab og benåbning.