Aase gav mig mod på livet igen

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned 11. marts 2020, fulgte Hatice med på fjernsynet i sin lejlighed i Otterup, og fra den selv samme dag begyndte hendes verden at blive mindre og mindre.

I mange år har Hatices verden været hendes lejlighed og det værested i Otterup, som hun besøgte hver dag. Hatice har angst, og da landet lukkede ned, lukkede Hatice også ned. Hun holdt op med at forlade sit hjem, for verden var nu blevet et farligt sted. Det kunne hun jo selv se og høre, både på internettet og i fjernsynet.

Det kunne være historien om endnu et menneske, der fik sit liv ødelagt af ensomhed og coronaskræk, men der fandtes heldigvis også en Aase i Otterup. Sådan nogle typer som Aase giver ikke op. Hun blev tværtimod samværsven for Hatice, og trin for trin fik hun hende ud i vores fælles verden, som jo er et dejligt sted. Det ved Hatice nu, og derfor har hun indstillet Aase til at være modtager af Familie Journals Julekurv.

Aase Jochumsen er 71 år og gift med Mogens. De har børn og børnebørn.

Hatice er 55. Hun er alene.

Begge kvinder har fået deres slag her i livet. De har mistet nogle, de har holdt af, og de har overlevet sygdom. Begge er blevet stærke kvinder, selv om Hatice slet ikke selv er klar over, hvor stærk hun er.

I mange år har hun kæmpet med angst, og man skal vist selv have prøvet at have angst for at forstå, hvor stærk man skal være for at åbne sin dør og gå ud.

Men Aase forstod det. Ikke fordi hun selv har haft angst, men fordi hun har arbejdet med psykisk handicappede i mange år. Da hun blev pensionist for nogle år siden, begyndte hun at arbejde som frivillig på Værestedet, hvor hun også inden coronaen havde mødt Hatice.

– Jeg lavede mad på Værestedet, og Hatice havde flere gange hjulpet. Vi havde snakket lidt sammen, så vi kendte noget til hinanden. Da coronaen kom, lukkede vores værested. Vi vidste jo godt, at nu sad mange af vores brugere derhjemme og blev fuldstændig ensomme, siger Aase.

En rejse på 500 meter

Heidi, der også er medarbejder på Værestedet i Otterup, sendte sms’er ud til brugerne for at høre, hvordan det gik. De fleste svarede, men da der var gået et stykke tid, holdt Hatice op med at svare, og så blev Aase og Heidi for alvor bekymrede.

Med god grund, for Hatice havde lukket ned for omverdenen. Sådan husker hun det i hvert fald selv.

– I begyndelsen fulgte jeg meget med, både på tv og internettet, og jeg syntes, det var så uhyggeligt at høre om alle dem, der var syge. Jeg tænkte meget på min mor og min familie i Istanbul, og jeg var så bange for, hvad der ville ske med dem. Jeg havde ikke andre, jeg snakkede med, og efterhånden fik jeg flere og flere katastrofetanker. I de første par uger gik jeg lidt ud, for jeg skulle jo købe ind, men så holdt jeg også op med det. Det blev ikke vigtigt mere, og så fik jeg en depression, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.

– Jeg lukkede mig bare inde og holdt op med at tage telefonen, se tv eller noget som helst. Jeg var der bare, og der er perioder, jeg slet ikke kan huske noget som helst om, siger Hatice.

Heldigvis ville Heidi og Aase ikke vente på, at Hatice skulle dukke op af sig selv. Heidi gik på hjemmebesøg hos Hatice, og bagefter spurgte hun Aase, om hun måske ville være samværsven for Hatice.

Aase sagde ja med det samme. Endnu vigtigere, så syntes Hatice også, at det var en god idé at få Aase til ven. Måske har Hatice ikke været helt klar over, at Aase elsker frisk luft og gerne vil gå ture, så nu var det slut med at sidde inden døre hele tiden.

Aase er den energiske type, der ikke kan sidde ned længe ad gangen, og Hatice opdagede til sin egen overraskelse, at hun ikke var så bange for at gå ud, hvis hun havde Aase med sig.

De gik tur sammen første gang i foråret sidste år. Siden har de to gået gaderne tynde i Otterup. Den første dag hentede Aase Hatice ved gadedøren, og så gik de en tur hen til kirken og tilbage igen. For nogle ville det være en kort tur på omtrent 500 meter. For Hatice var det som at tage ud på en kæmpe rejse. Men hun klarede det.

Kvinder på tur

Vejen til Hatices hjerte viste sig at gå gennem hendes mave, for da Aase næste gang foreslog, at de kunne gå ned til caféen i byen og købe en iskaffe … Ja, så kunne Hatice ikke sige nej, og så var gåturen lige blevet det længere.

– Jeg havde været alene så længe, at jeg helt havde glemt at snakke. De første par gange, vi var sammen, havde jeg helt ondt i halsen bagefter, så meget havde jeg snakket, siger Hatice med et smil til sin veninde, for det er det, de to er blevet nu: Veninder.

– Det er mærkeligt med Aase. Det er, som om hun kender mig bedre, end jeg kender mig selv, siger Hatice.

– Hun ved, hvad jeg kan klare, og hvad jeg ikke kan, og sommetider giver hun mig lige det puf, jeg har brug for.

Det er derfor, de to kvinder nu også går på tøjindkøb sammen. Hatice har altid rakt ud efter det sorte og mørke tøj, men hun har lært noget nyt. Aase synes, hun ser godt ud i farver, så Hatice har nu en orange sommerjakke. Det ville aldrig være sket før i tiden, er hun sikker på.

Aase siger ikke noget. Hun er en kvinde med en plan, men hun kunne aldrig drømme om at tvinge andre til at gøre noget. Det ville hun også selv hade. Hun holdt kun op med sit lønarbejde, fordi dåbsattesten sagde, det var på tide at gå på pension. Men den irriterende alder kunne ikke hindre hende i at tage frivilligt arbejde, så nu arbejder hun både på Værestedet og som samværsven. I virkeligheden kunne hun også sagtens tage job som taxachauffør, for hendes og Mogens’ bil er altid køreklar.

Aases plan var, at Hatice skulle tilbage og leve et helt almindeligt liv. Derfor blev de første gåture udvidet med bilture. Så tog de på stranden, så var de til blomsterfestival et andet sted, så var de i storcentre, for jo mere hun oplevede, jo mere fik Hatice mod på livet igen.

Nu er planen, at de to skal både i Bilka og i Tivoli for at se juleudstillingen, og det er selvfølgelig Aase, der kører.

På den måde har Hatice fået sit liv tilbage. Hun slipper aldrig helt af med angsten, men hun går ud og oplever verden, og for første gang i mange år føler hun sig fuldkommen tryg.