79-årige Merete har skrevet en ph.d.: Emnet er vigtigere end min alder

Det var med let svedige håndflader og sommerfugle i maven, at Merete Jørgensen i sommer trådte frem for et bedømmelsesudvalg, sin vejleder, kolleger fra Københavns Universitet (KU), tidligere patienter fra sin lægepraksis, familie og venner og forsvarede sin ph.d.-afhandling.

Merete, der er læge og ekstern lektor på Center for Uddannelse og Forskning i Almen Medicin på KU, har undersøgt, hvordan fremtidens praktiserende læger kan blive bedre til at skabe en relation til deres patienter, så de føler sig set og hørt – og i sidste ende får en bedre behandling.

– Emnet ligger mig meget på sinde, og jeg har længe har haft lyst til at skrive en ph.d. om det. Som læge skal du jo ikke behandle et symptom, men fru Jensen, der bor i en lille lejlighed på Christianshavn, og som har KOL og ikke kan komme ned fra anden sal, og hvis mand har sklerose, siger Merete.

I dag undervises lægestuderende allerede i at spørge ind til en patient for at forstå hans eller hendes livssituation i stedet for at gå ud fra, at alle patienter er ens og skal mødes ens.

I sin ph.d.-afhandling peger Merete på, at et samspil af at arbejde i en praksis, videoundervisning, forberedelse hjemmefra og diskussion kan højne undervisningen, så de studerende får endnu mere ud af den.

At en læge skal spørge ind til sin patients livssituation og kunne sætte sig i vedkommendes sted, lyder måske både logisk og enkelt, men det er ikke alle læger, der har nemt ved at gå så holistisk til værks, ifølge Merete.

Som ung læge måtte hun da også selv øve sig i netop dét.

Fyrede 'et batteri' af

Indtil 2013 have Merete lægepraksis på Frederiksberg i København og opbyggede gennem 35 år en stor patientkreds, som ofte talte samtlige medlemmer i en familie, og som hun fik et indgående kendskab til.

Men inden da var hun, som andre læger, i praktik på et sygehus.

Og her gik det ofte stærkt.

– Når jeg fik en patient ind, fyrede jeg et batteri af blodprøver af, fordi jeg skulle være en god læge og hurtigt finde frem til en behandling. Men den metode dur ikke i en almen lægekonsultation, for her er det ofte første gang, patienten er i kontakt med en læge, siger Merete.

Som medicinstuderende i sin tid blev hun ikke selv undervist i, hvordan læger kan etablere en god kontakt til deres patienter.

Den forståelse er kommet med tiden og blev forstærket, da hun for ca. 25 år siden blev en del af universitetsverdenen.

– Som nyuddannet praktiserende læge har du ikke erfaringen eller intuitionen med dig, men den kan du træne og opbygge, hvis du har lært det på studiet og er bevidst om at spørge ind til dine patienter. Deres oplevelser af symptomerne er jo afhængige af, hvem de er, hvilken sammenhæng de lever i, hvad de har oplevet tidligere, hvilken uddannelse de har, og hvilke gener de har, understreger Merete.

Relationen er vigtig

Den såkaldte patientcentrerede konsultationsmodel, som Merete er tilhænger af, vandt frem i Danmark i slutningen af 1970’erne, fortæller hun.

Og selv om hun synes, hun altid selv har forsøgt at se sine patienter som individer og holde sig for øje, at de kommer med et andet mindset end hendes eget, er det indimellem gået galt med kommunikationen.

– Jeg husker en kvinde, der kom ind med en let forstuvning, og så kom jeg til at sige, ”det er ikke noget”. Og næste gang, kvinden kom, sagde hun: ”Jeg har simpelthen været så vred på dig og bange for, at der var noget alvorligt galt”. Jeg havde negligeret hendes bekymring, og det var jo ikke så godt, siger Merete.

I mange andre tilfælde har hendes patienter følt sig forstået.

Som da en mand takkede hende for "den gode snak, vi havde sidst", og hun med egne ord ikke havde sagt "en skid".

– Det var en envejssnak, hvor han talte løs om sin krise. Men mens jeg lyttede, fik han sat sin egen oplevelse ind i en forklaringsmodel, han kunne bruge, siger Merete.

En anden gang stod hun med flere patienter, der alle led af svimmelhed.

Men hun indlagde kun den ene.

"Hvorfor indlagde du ikke de andre", spurgte en vaks medicinstuderende.

– Jeg kunne faktisk ikke forklare det. Det var en fornemmelse, noget intuitivt. Jeg kunne måske se noget i patientens ansigt, andre ikke kunne se, fordi de ikke havde den relation, jeg havde til patienten, siger Merete.

Ser vi bort fra akutte og alvorlige situationer, hvor lægen selvfølgelig skal redde liv frem for at lade patienten komme til orde om sit bagland og følelsesliv, mener Merete, at alle praktiserende læger kan få gavn af at arbejde mere relationelt.

Og det er der flere grunde til.

– Hvis lægen har en relation til patienten, har det en helbredende effekt i sig selv. Den patientcentrerede tilgang giver også færre indlæggelser og mindsker brugen af sundhedsydelser, siger Merete.

Svær skriveproces

Merete var 78 år, da hun afleverede sin ph.d.-afhandling.

Og det fører til spørgsmålet:

Er hun mon den ældste i Danmark til at skrive en ph.d.? Det kan Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke oplyse, ifølge lokalavisen frederiksbergliv.dk, som har undersøgt sagen.

Men chancen er stor.

Sin alder er nu ikke noget, Merete selv går så meget op i.

Hun er bare glad for, at emnet, hun har forsket i, får opmærksomhed.

Og så har hun nydt at holde sit hoved i gang, fortæller hun.

Og selve titlen har hun det ambivalent med.

– Jeg havde tænkt, jeg ville indramme mit bevis, når jeg endelig stod med det i hænderne, men det har jeg ikke haft lyst til. Det er dårligt nok, at jeg skriver ”ph.d.” i min mailsignatur, smiler Merete.

Hendes tøven handler ikke kun om beskedenhed, men også om den mangeårige proces, hvor hun mødte en del benspænd.

Udfordringerne begyndte allerede, da Merete ansøgte om at skrive sin ph.d.-afhandling.

– Det sværeste var nok at overbevise universitetet om, at jeg mente det. Først havde jeg fået at vide, at min baggrund som mangeårig praktiserende læge var nok, men der var kommet nye regler, så jeg endte med at skulle tage 30 kurser for at blive optaget. Det var online, for det var under corona, og jeg skulle bestå med 80 procent rigtige svar. Det var frustrerende, men jeg blev stædig, og så gik det.

Merete oplevede også, at det var svært at finde forskning, hun kunne læne sig op ad, for det felt, hun bevægede sig indenfor, er stort set ubeskrevet.

Der blev også lagt hindringer i vejen, da hun skulle forsvare sin afhandling, fortæller hun.

– Inden for lægeverdenen er det almindeligt at forske i, hvordan syge mennesker reagerer på en bestemt medicin, men min afhandling har et humanistisk og pædagogisk indhold, og det er man ikke vant til. Så det trak ud, og det var svært at få bl.a. en opponent til at møde op til mit forsvar.

Merete solgte sin lægepraksis som 66-årig og skruede derefter op for sin undervisning på almen medicin-uddannelsen på KU, som hun stadig har rygende travlt med.

Pensionslivet må med andre ord vente.

– Jeg har mand, fire børn og ni børnebørn, jeg elsker, og som jeg altid kan finde tid til. Men havearbejde gider jeg kun i en time, og at indrette hus og købe ting siger mig ikke spor. Jeg kan lide at dyrke yoga og fitness og især at undervise og holde foredrag. Det er sjovt, er med til at holde mig ung og har med mennesker at gøre, siger Merete.