André Rieu: Jeg elsker især det danske publikum

Hvis der er noget, violinisten André Rieu ikke bryder sig om, er det snobberi. Og det til trods for, at han selv bor på et slot i Maastricht og har millioner af tilbedende fans verden over.

For godt nok er han uddannet klassisk musiker på konservatoriet, men han er aldrig blevet fanget af de elitære toner, han dengang lærte var god smag, og som mest af alt spilles for de få.

Musikken skal røre

I stedet sætter han en ære i at gøre klassisk musik tilgængelig for alle, og han kan uden at tøve sagtens finde på at sætte et skævt koncertprogram sammen.

Han holder nemlig af at overraske sit publikum og blander gerne wienervals med cha-cha-cha, gospel, filmmusik, popnumre eller noget helt femte. Og det er der en særlig grund til.

− Jeg ved, at når noget rører mit hjerte, vil det med garanti også røre andres hjerter og gøre dem glade. Derfor spiller jeg kun musik, jeg selv holder af, fortæller André Rieu, da vi møder ham i hans elegante sandstensgule slot i hjembyen Maastricht, hvor han har boet det meste af sit liv sammen med sin hustru, Marjorie, og deres to, nu voksne sønner, Marc og Pierre.

Slottet var en mørk og lidt uhyggelig kasse indvendigt, da han og Marjorie overtog det for år tilbage. Men med tiden har han renoveret det, så det i dag fremstår lyst og venligt.

Han har nemlig ikke blot skruet hænderne godt på til violinspil, men også til diverse gør det selv-projekter.

− Som ung drømte jeg om at blive arkitekt, for jeg elsker at bygge og renovere, siger han.

Hustruen er überboss

At André Rieu valgte musikken, er der i dag rigtig mange, som er taknemmelige for.

Ikke mindst medlemmerne af hans orkester, Johann Strauss Orchestra, der består af godt 60 musikere, hvoraf nogle har fulgt ham i over 25 år.

André kalder derfor orkestret sin anden familie, og der er da også medlemmer, som er blevet gift med hinanden og har fået børn, hvilket André synes er herligt.

Han egen kone er ikke med i selve orkestret, men det betyder ikke, at hun spiller andenviolin i foretagendet. Tværtimod kalder han og orkestermedlemmerne Marjorie for ”überbossen”, for det er hende, der skriver alle manuskripterne til ægtemandens koncerter – ja, selv de jokes, han fyrer af på scenen, har hun oftest fundet på.

Til gengæld foretrækker Marjorie at holde sig helt uden for rampelyset og tager heller ikke med på turné. Det må André selv klare, hvilket han da også gør til perfektion.

Næsten da.

− Det er sjældent, at noget kokser til en koncert, men jeg ser eller hører af og til nogle småfejl, som publikum ikke opdager. Dem taler vi om efter showet og retter så til, så det bliver bedre næste gang.

Danmark vakte minder

André Rieu glæder sig til at lægge vejen forbi Danmark 11. og 12. juni, for selv om hans publikum er vidunderligt verden over, synes han, at danskerne er helt i særklasse.

− Dengang jeg begyndte at spille med mit orkester, var vi ikke særligt store. Vi optrådte derfor på nogle små scener her i nabolaget i Maastricht, hvor der var en helt speciel, varm stemning.

− Senere da jeg første gang optrådte i Danmark, ringede jeg efter koncerten til min kone og fortalte, at det var fuldstændig som at optræde på de små steder i Maastricht. Danskerne reagerede med spontan glæde, når de hørte musikken, ligesom folk på de små spillesteder gjorde dengang. Derfor elsker jeg det danske publikum, fortæller André Rieu.

Han afslører aldrig indholdet af sine koncerter på forhånd, men røber dog, at der vil være en ganske særlig overraskelse til det danske publikum i år, når han og orkestret går på scenen i Herning og København.

Han fortæller også, at han skam har set lidt af Danmark, de gange han har været her.

− Engang sagde min søn til mig, at jeg skulle se at komme ud af mit hotelværelse. Så gik vi en tur rundt i København og så kongeslottet og de mange andre smukke bygninger. Det var en meget dejlig oplevelse.

− Fra mit hotelværelse kunne jeg se folk bade i havnen. Det ville jeg aldrig selv gøre − jeg kan bedre lide at ligge i solen, smiler han og fortæller, at han da også foretrækker tennis frem for svømning.

− Jeg har selv spillet meget tennis engang, men på et tidspunkt sagde min albue: ”Lad være med det!” Kombinationen af violinspil og tennis gennem mange år blev for hårdt. Så nu træner jeg mine armmuskler med håndvægte i stedet.

Til trods for, at André Rieu snart fylder 76 år, virker han til at være i fuld vigør både på og uden for scenen. Hans høje energiniveau tilskriver han ikke styrketræningen, men derimod musikken.

− At spille næsten hver aften med mine venner i orkestret giver mig så meget energi. Og når den så smitter af på publikum, og jeg kan se deres begejstring, får jeg bare endnu mere energi, forklarer han og fortæller, at nogle af de bedste minder, han har fra sine mange koncerter, er de gange, hvor folk med stok eller gangstativ er begyndt at danse til musikken.

− Det er fantastisk at se, og det gør mig stolt, at folk kan blive så begejstrede, at de glemmer deres gangbesvær.

Ferm til at bage

Mens vi taler, byder André Rieu på kaffe og generøse stykker stikkelsbærkage med flødecreme og marengs. Kagen har han ikke selv bagt, men det kunne han sagtens have gjort.

Under corona-nedlukningen for fem år siden, hvor orkestret måtte aflyse deres turné, lærte han nemlig at bage.

Og her taler vi ikke om surdejsbrød eller boller, men derimod om kunstfærdige kagekreationer, der ville være et mesterbageforklæde værdigt i ”Den store bagedyst”.

− Når jeg er på turné, kan jeg aldrig falde i søvn lige efter en koncert, så jeg ligger ofte og kigger på kagevideoer på min telefon. Da corona-nedlukningen kom, tænkte jeg, at nu var det på tide at afprøve de mange videoer, og det gjorde jeg så, siger han.

Han hiver sin telefon frem og viser en stribe fotos af de hjemmelavede kager. Bl.a. en smuk fransk jordbærkage, kaldet frai-sier, hvor man kan se de fine halve jordbær langs kanten.

Kagebagningen har han i dag lagt på hylden på grund af mangel på tid − med undtagelse af, når børnebørnene kommer på besøg, for de elsker farfars kager, men den daglige madlavning står han stadig for.

− Jeg har altid elsket at lave mad og har netop lavet kold kartoffelsalat, som står klar i køleskabet til i aften.

Og hvad skal mesteren af wienervals så spise til kartoffelsalaten?

− Wienerschnitzel, smiler André Rieu.