Anne-Lises mand tilbragte sine sidste dage på afdeling F: Nu får de en julekurv

Da Familie Journal for nylig opfordrede sine læsere til at indstille gæve medborgere til årets julekurv, var 86-årige Anne-Lise Damsted fra Odense ikke i tvivl om, hvem der efter hendes mening fortjente et skulderklap.

– Min mand, Keld, døde 5. december sidste år. Forinden havde han tilbragt syv måneder på afdeling F på Plejehjemmet Ærtebjerghaven, som kun ligger 1,4 kilometer fra mit hjem. Og han var meget tryg ved stedet og glad for at være der. ”De passer godt på mig”, sagde han altid. Og selv har jeg også kun haft gode oplevelser, når jeg har besøgt ham, fortæller Anne-Lise, som af netop disse grunde valgte at indstille hele afdeling F til en julekurv.

I sin mail til bladet fremhævede hun særligt sosu-hjælperne Dorthe Bjerre, 46, og Kenneth Døj, 47, af den simple grund, at det er dem, hun har haft mest at gøre med, når hun besøgte sin ægtemand om eftermiddagen.

– Kenneth er dagvagt, og jeg er aftenvagt. Så jeg plejer at møde på arbejde og afløse ham klokken 14.30, fortæller Dorthe.

De to er ikke blot kolleger, men har tillige dannet par i privatlivet i mere end 12 år, og sammen har de datteren Liv på 10 år.

– Vi er begge begyndt på Ærtebjerghaven som elever. Jeg har været her siden 2005, og to år senere kom Dorthe til. Vi begyndte at komme sammen i maj 2013, og selv om vi aldrig er på arbejde sammen, har vi stadig masser af fælles fritid, siger Kenneth.

Dorthe erklærer uden tøven, at det var den bedste opringning, hun nogensinde har fået, da Familie Journal ringede og fortalte om Anne-Lises nominering af hendes afdeling og om det gavekort, de ville blive belønnet med.

– Vi har ofte et par af afdelingens 10 beboere med, når vi er ude at købe ind. Og vi skal helt sikkert have nogle af dem med på indkøb i Rema, så de kan være med til at vælge lækkerier og julegodter, fortæller hun.

Den svære beslutning

Både hun og Kenneth er rørte over den smukke gestus fra Anne-Lises side og hendes søde ord om deres afdeling og deres arbejde.

– Vi er glade og stolte. Det er en fantastisk anerkendelse at få – og tilmed efter så lang tid. For os er det et bevis på, at det er lykkedes os at gøre en forskel og modbevise de mange negative fortællinger, der florerer i medierne om plejesektoren. Det er selve grunden til, at vi er her. Og historien om Keld og Anne-Lise viser, at det sagtens kan lade sig gøre, siger Kenneth.

Med til samtalen med Familie Journal er også to andre af afdelingens ansatte, nemlig Janni Andreasen, der er 68 år og sygehjælper, og 58-årige Gitte Helsted, som er pædagog i flexjob.

– Her i huset er vi alle glade for vores job og har alle været ansat længe. Selv har jeg været her i 20 år, fortæller Janni.

– Jeg får det dårligt, når jeg ser tv-indslag om plejehjem, hvor forråelsen har taget over. Det er vigtigt, at de historier kommer frem. Men det er dejligt at kunne bidrage med en mere positiv og glad vinkel til det samlede billede, siger Kenneth.

Det var en svær beslutning for Anne-Lise, da hun skulle blive enig med sig selv om, at Keld måtte flytte på plejehjem.

– Jeg ville jo helst have ham hjemme. Men det skete stadig oftere, at han faldt. Og af og til var han tæt på at trække mig med i faldet. Jeg var på det tidspunkt den eneste af os, der var mobil og kunne lave noget i huset, så det var vigtigt, at jeg bevarede min førlighed. Hovedårsagen til beslutningen var dog, at han led af Alzheimer. Heldigvis kunne han lige til det sidste stadig huske mig og de ting, vi havde lavet sammen, fortæller hun.

På Ærtebjerghaven husker alle Keld som en glad og smilende mand, der nød at tage plads i sofaen og se al slags sport på tv.

– I begyndelsen, da han var mest frisk, kommenterede han også tit sportsresultaterne, husker Gitte.

Anne-Lise kan tilføje, at Keld tidligere i livet også selv var aktiv som sportsmand.

– I sine unge dage spillede han fodbold for OB i 1. division, fortæller hun.

Masser af julehygge

Der er pyntet overdådigt op til jul på Ærtebjerghaven, da vi besøger plejehjemmet.

– Vi gør meget ud af at bevare de gamle traditioner. Og det gælder ikke kun til jul, men også til påske og pinse, fortæller Dorthe.

Den årlige julefrokost for beboere, pårørende og personale er selvsagt et højdepunkt. Og som Kenneth plejer at udtrykke det:

– Intet kan få humøret i vejret som en god julefrokost.

Anne-Lise og Keld fik to børn, Helle og Bo, som i dag er henholdsvis 63 og 59 år og har forsødet Anne-Lises liv med sammenlagt fire børnebørn.

– Keld tilbragte mere end 30 år af sit arbejdsliv på Haustrups Fabrikker. Jeg er egentlig udlært på et forsikringskontor, men gik hjemme og passede børnene, da de var små. Da de kom i skolealderen, fik jeg et deltidsjob hos KFUM og KFUK, fortæller hun.

Da Keld kom på Ærtebjerghaven, besøgte Anne-Lise ham i begyndelsen dagligt, men på personalets opfordring skar hun besøgene ned til hver anden dag.

– Når vi fik kaffe, kunne han bedst lide at sidde ude på parkeringspladsen, hvor der er sat borde og bænke op, og hvor der altid var liv, aktivitet og mennesker, der gik forbi. Det holdt han af at følge med i, siger Anne-Lise.

5. december 2024 fik hun opringningen fra afdelingen om, at Keld lå på sit yderste, og at tiden var kommet til at tage afsked med ham. Den eftermiddag var Anne-Lise naturligvis ved hans side. Det samme var parrets datter og barnebarnet Lasse. Og også sønnen Bo, der bor i København, men i kraft af sit arbejde rejser en del rundt i landet, nåede at få lagt vejen forbi Odense og sagt farvel til sin far.

– Lasse sad ved sengen og genfortalte historier fra tiden, da vi havde sommerhus i Kerteminde, og de fisketure, han og Keld ofte var på, når vi opholdt os der. Keld lå og smilede med lukkede øjne, og min oplevelse var, at han på et eller andet plan forstod alt, hvad der blev sagt, siger Anne-Lise.

I dag, et år senere, er savnet fortsat hendes følgesvend.

– Om aftenerne og i weekenderne er det sværest. Men jeg har struktureret min uge sådan, at jeg har nogle ting at beskæftige mig med. Om mandagen svømmer jeg, og om tirsdagen spiller jeg bowling. Og hver torsdag kommer min datter forbi til frokost. Så køber jeg lidt lækkert smørebrød, og så hygger vi os.