Brødrene hylder mormors kagekunst: Vi skal have eftermiddagskaffen genindført

Jonas og Anton Dahl Grue har skønne minder om hjemmebagte kager i overflod hos deres mormor og morfar. Nu har de bagekyndige brødre givet 25 af kagerne et moderne pift i en ny bog.
Af: Johan Isbrand
Jonas og Anton Dahl Grue - kendt fra henholdsvis "Bachelorette" og "Den store bagedyst" - med deres mormor, Anna-Mette Grue.
Der har aldrig manglet sødt bagværk på bordet, når brødrene Jonas og Anton Dahl Grue og deres mormor Anna-Mette Grue har mødtes. Det gør der heller ikke på denne dag.
Foto: Gregers Overvad
Annonce

Da de bageglade brødre og tv-personligheder Jonas og Anton Dahl Grue for nylig udgav deres seneste bog, drog deres 91-årige mormor, Anna-Mette Grue, helt til København fra Odense, hvor hun har boet i 60 år, for at deltage i bogreceptionen på forlaget Gyldendal. For naturligvis var hun stolt af sine børnebørn, men anledningen var også på andre leder ganske særlig for Anna-Mette.

Faktisk fylder hendes person en hel del i bogen, der lyder den finurlige titel ”Kager lille mormor”, og som ifølge brødrene er en hyldest til deres mormor og hendes talent for at bage kager.

– Hun arbejdede livet igennem som tandlæge, og i hendes og vores morfars hjem var sodavand og slik forbudt. Vores mor Tine overtog i øvrigt princippet fra hende, og det betød, at vi som børn bestemt ikke fråsede i søde sager. Det sjove var så, at hjemmebagte kager var tilladt. Der var en sand overflod af hjemmebag i vores mormors og morfars hus, husker 32-årige Jonas.

Det var nemlig en nagelfast tradition, at der hver dag klokken 15 blev serveret eftermiddagskaffe med Anna-Mettes kager til.

Annonce

– Men ikke nok med det. Om aftenen stod den med lige så stor sikkerhed på aftenkaffe med kage, og det gjaldt også, når aftensmaden havde indbefattet dessert, fortæller Anton, 29.

Der var kort sagt masser af grunde til, at drengene gennem deres opvækst nød at besøge deres mormor og morfar og blive forkælet med et udvalg af lækkerier, de ikke var forvænt med i barndomshjemmet i Lyngby.

– De gode minder har inspireret os til at samle de klassiske kager fra mormors køkken i en bog med opskrifter. Men nu har vi hver især i vores voksenliv dyrket bagningens kunst, så vi har været i køkkenet sammen og puslet med at give de traditionelle opskrifter et nutidigt pift og gøre dem endnu mere lækre, siger Jonas, der er uddannet konditor på La Glace, og som i dag via sit eget firma udvikler opskrifter og arrangerer events med kager i centrum.

Annonce

Dating og bagedyst

Mange danskere kender ham dog muligvis bedst fra datingprogrammet ”Bachelorette” på TV 2. Han er i øvrigt kæreste med en anden tv-kendis, Victoria Lundager fra søsterprogrammet ”Bachelor”. Parret bor på Frederiksberg og blev i april forældre til datteren Agnes.

Også Anton har udfoldet sig på landsdækkende tv – og tilmed som deltager i et program, der har med bagværk at gøre, nemlig 2017-udgaven af ”Den store bagedyst” på DR1. I dag er han i færd med at uddanne sig til journalist og er for tiden i praktik på Ekstra Bladet. Han bor i Valby med sin kæreste, Emma.

​– Vores mor og far har også begge bagt i vores barndom, men har stort set udelukkende gjort det i brød. Vi er i det hele taget en familie, som interesserer sig meget for mad og taler næsten lige så meget om det, siger Jonas.

Annonce

Brødrenes nu afdøde morfar, Carl Th. Pedersen, var kemiker og interesserede sig brændende for madens kemi. Han var medforfatter til bogen ”Krydderier og kokkerier” samt medredaktør af Gastronomisk Leksikon. Jonas og Anton koncentrerer sig noget smallere om den del af kogekunsten, der handler om bagværk. Men de vil gerne nå ud til alle danskere med deres budskaber om fornyelse i kagernes verden.

– Vores bogprojekt er alt andet end elitært, og opskrifterne er ukomplicerede at gå til. Vores mål er at indbyde til hygge. Derfor taler vi varmt for at genindføre eftermiddagskaffen ude i de danske hjem. Midt i vores stressede tid er der brug for en afslappet stund, hvor man kan sætte sig sammen omkring en kop kaffe og et stykke kage, få sig en god snak og trække vejret lidt roligere, siger Anton.

Annonce

Saftig citronmåne

Trods sine mange år i det fynske er Anna-Mette den dag i dag jyde i sit hjerte. Hun er vokset op på en gård ved Vejen i det sydlige Jylland, og herfra stammer hendes kærlighed til søde, hjemmebagte herligheder.

– Min far havde fødselsdag på sankthansdag, og det blev altid fejret i haven, hvor der var stort kaffebord med en masse kager. Allermest elskede jeg medaljerne. Drengene har også en opskrift på medaljer i deres bog, men ingen kager overgår dem, jeg husker fra min barndom. De var store og havde creme indeni og ribsgelé ovenpå, siger hun.

Siden hendes ægtemand i 2020 forlod denne verden, har Anna-Mette levet alene i sit parcelhus, men er netop flyttet.

– Jeg havde en stor have til mit gamle hus, og indimellem har Jonas og Anton været forbi og hjulpet til med havearbejdet. Men efterhånden føltes både hus og have et nummer for stort til mig. Og så tog jeg konsekvensen og solgte. Jeg har fået mig en ny treværelses lejlighed på 3. etage i den nye bydel omkring den nedlukkede Dalum Papirfabrik. Jeg har udsigt til skoven og en Netto-butik lige ved siden af, så det kan ikke være bedre.

Anna-Mette Grue - mormor til de bageglade, tv-kendte brødre Jonas og Anton Dahl Grue - med et fad medaljer.
Medaljer er mormor Anna-Mette Grues yndlingskager, om end hun foretrækker dem lige så store som dem, hun husker fra sin egen barndom.
Foto: Gregers Overvad

Anton og Jonas har hver sin favorit, når det handler om de kager, der har fundet vej til deres aktuelle bogværk.

– Jeg går med jordbærtærten. Det er en klassiker. Kombinationen af den luftige creme, de friske jordbær og den sprøde bund med chokolade gør den utrolig lækker og sommerlig, siger Anton.

Annonce

Jonas vælger citronmånen.

– Vi har lavet en saftig opdatering af den populære skærekage med masser af marcipan. Citronmånen har jo i årevis været en kage, mange yndede at lave lidt grin med. Men det er synd, at den har sådan et blakket ry, for den er ekstremt velsmagende, når den er lavet fra bunden.

Brødrene har tidligere samarbejdet om bogen ”Bolle med ost”, hvor de viser nogle af de bedste veje til en evigt populær spise, der både er simpel og topmoderne, og som blandt yngre byboere ofte går under navnet ”BMO”.

– Vi har talt om på et tidspunkt at runde projektet af med at skrive en tredje og sidste bog med udgangspunkt i bagværk. Vi mangler stadig en original idé, der kan matche de andre, men den skal nok dukke op, siger Anton Dahl Grue.

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.