Christian led af skolevægring: Jeg kunne ikke gå i skole

– Jeg har nogle gange følt mig som verdens dårligste mor.

Så enkelt kan det siges og alligevel forklare alle de følelser, som har været inden i Kristina Gisselmann Hansen. For når ens barn ikke passer ind i rammerne, ikke er som alle de andre børn, ikke vil i skole, så kommer tvivlen og dernæst spørgsmålene: Hvad pokker sker der? Hvad gør vi forkert?

Kristina er mor til 15-årige Christian. Efter sommerferien begynder han i 10. klasse, og han glæder sig. Men sådan har det langt fra altid været.

Inden han overhovedet fik sin første skoletaske på ryggen, havde flere tegn vist, at det måske ikke ville blive en nem skolegang.

Allerede i dagplejen og senere i børnehaven oplevede Kristina og hendes mand, Anders, at Christian var dybt ulykkelig, når han blev hentet. Han var træt og blev hurtigt overstimuleret, og da Kristina og Anders fik lavet en sensorisk test, viste den, at Christian var særlig sensitiv.

– Det gav jo en forklaring på, hvorfor Christian reagerede, som han gjorde, så vi forsøgte at indrette os efter det. Når dagplejen f.eks. skulle i legestue, holdt jeg ham hjemme, og vi skruede ned for aktiviteterne i weekenderne, fortæller Kristina.

Alligevel tvivlede hun og hendes mand ikke på, at Christian var klar til skolestart.

– Jeg tænkte, at det nok skulle gå. Christian var godt begavet, stille og rolig – så udadtil det perfekte skolebarn. Samtidig var det en lille landsbyskole, så jeg var egentlig ikke så bekymret, husker Kristina.

Men ret hurtigt viste det sig at være alt for meget for Christian. Når det ringede ud efter sidste time, brød han sammen i gråd i bilen på vej hjem. Senere begyndte det at blive svært allerede om morgenen, og ofte klagede han over mavepine eller hovedpine.

– Der er ikke noget værre, end når ens barn ikke trives. Vi kunne jo se, at Christian rigtig gerne ville i skole, men han kunne ikke. Det er forfærdeligt. Vi kunne jo ikke forstå, hvad det var, der skete, og jeg følte nærmest, at det var et overgreb, når jeg afleverede ham i skolen. Jeg må indrømme, at jeg har grædt rigtig mange tårer, når jeg er kommet på arbejde, siger Kristina.

Kom buldrende

Hun arbejdede som social- og sundhedsassistent, og hun er taknemmelig for, at hun har haft en forstående arbejdsplads, for det skulle vise sig, at det fik hun brug for. For det blev sværere og sværere for Christian at være i skole.

I hele indskolingen kan Kristina se tilbage på en tid præget af skolemøder, aftaler og forskellige tiltag i forhold til angst og skolevægring, der skulle hjælpe hendes søn igennem skoledagen. Blandt andet sad Kristina også i en periode med i timerne på skolen.

– Det var jeg velkommen til, for det gav noget ro i timerne, at jeg var der som en ekstra voksen. Som mor kan man hurtigt føle, at man skal gå for ikke at blive opfattet som en eller anden curlingmor, der overbeskytter sit barn.

Men heldigvis blev jeg bekræftet i af fagpersonale, jeg selv opsøgte, at det var det rigtige, jeg gjorde. For det var bedre at komme og bare være i skole for en stund end slet ikke at komme afsted. Selv om det da havde været meget nemmere at vente til en anden dag, fortæller Kristina, der søgte råd hos en børneergoterapeut, lærerteamet og senere også en børnepsykolog.

For det blev bare aldrig nemmere for Christian at klare skoledagen, og hen mod slutningen af 2. klasse begyndte han at udvikle symptomer på angst. Han bekymrede sig om sin tre år yngre lillebror, Frederik, familiens kat og kunne pludselig heller ikke gå på toilettet alene.

Familien fik tilbudt et angstbehandlingsforløb, Cool Kids, hvor ikke kun Christian, men også forældrene fik redskaber til at tackle angsten, der pludselig kom buldrende i form af angst-anfald. Samtidig besluttede familien, at Kristina tog orlov fra sit arbejde.

– Det er voldsomt ubehageligt at se sit barn få et angstanfald. Man føler sig magtesløs, det er opslidende, og man får ondt i maven. Jeg kunne ikke gøre andet, når angsten kom buldrende, end sige, at jeg var der for ham, og at det nok skulle gå alt sammen. Jeg var bare nødt til at træde ind i det og være der. Jeg bliver faktisk også ked af det nu, når vi taler om det, erkender Kristina.

Heldigvis mødte hun igen kun fuld forståelse fra sit arbejde over, at hun og Anders ville prioritere deres lille familie. Samvær med venner og øvrig familie blev også påvirket, for der var mange ting, de var nødt til at sige nej til. Ting, de gik glip af, men det var et aktivt valg. Det var vigtigere for dem at komme igennem ugen og så have ro på i weekenderne uden planer.

Glemte aftaler

– Jeg vil ikke lægge skjul på, at det også kunne være ensomt at være i, selv om jeg har haft veninder at læsse af på. Anders har mere savet brænde. Rigtig meget brænde – bogstaveligt talt. Men vi var ikke i tvivl om, at det også var det rigtige, vi gjorde, siger Kristina.

Hun fandt selv viden om angst og skolevægring, tog til foredrag og opsøgte fagfolk, og det var med til at holde hende på sporet i troen på, at de nok skulle komme igennem det, selv om det ikke umiddelbart så sådan ud.

For selv om skolen var lydhør, oplevede familien, at den ikke altid havde ressourcer til at føre aftalerne ud i livet. Blandt andet at ringe Christian hjem allerede første gang, han bad om det, og sørge for aftalte legegrupper til frikvarteret, for han virkede jo glad og smilende udenpå. Men alt for ofte var det alt for sent, når Kristina kom og hentede ham. Så var han presset til det yderste og kunne slet ikke mere.

På et tidspunkt fik Christian derfor en mobiltelefon med i skole, som han gemte i lommen, så han altid kunne ringe efter Kristina. Og det gjorde han, så hun ofte måtte hente ham.

– Det var jo ikke altid, at det lige passede ind, når jeg stod midt i arbejde. Så det var også virkelig stressende, og der gik da lige et sug i maven, når jeg så, at det var Christian, der ringede. For så vidste jeg godt, at han ikke kunne mere, og at jeg skulle komme med det samme.

Christian lytter til sin mors ord, han kender historien, men faktisk husker han ikke så meget af sin første skoletid. Det, der står klarest i hans erindring, er larmen. En enerverende larm i klasseværelset, der fyldte ham med uro, ondt i maven og kvalme.

Om han har fortrængt det, ved han ikke, men han kan genkende tegnene, når han i dag kigger på de mindste elever på hans skole. Han øjner de usikre, følsomme nye skolebørn i frikvartererne og får dem til at glemme det svære, når han tilbyder at lege med dem og giver dem high fives på gangene.

– De vil gerne lege, og så er det, som om de glemmer det, siger Christian og smiler.

Coronapause hjalp

I 3. klasse besluttede Kristina og hendes mand i samråd med psykologen fra Cool Kids, at det var nødvendigt med et skift til en skole, der havde flere ressourcer til at håndtere Christians angst.

Kristina holdt møder med flere skoleledere, for som hun siger: Vi havde ét skud i bøssen. Det var vigtigt, at det blev den helt rigtige skole for Christian. Valget faldt på Ebberup Skole, som var større, men havde en anden tilgang til skolevægring og angst.

Forandringerne kom ikke straks, men det gode og konstruktive samarbejde med Christians lærer og ledelsen gjorde, at det langsomt blev bedre.

Der kom også hjælp fra uventet kant. Coronaen. Lige så ødelæggende den blev for mange børn og unges sociale liv, lige så meget en lise blev den for Christian og hans familie.

– Den gjorde noget godt for os. Der kom ro på. Vi kunne bare være sammen. Vi har et sommerhus i Nordjylland og lavede onlineskole derfra på mine fridage. Der kom ro på nervesystemet, smiler Kristina.

Christian er enig og husker tydeligt, at han fik det meget bedre – og stadig havde det, da alle kom tilbage i skole igen.

– Jeg kunne mærke, at der var sket noget. Jeg ved ikke, hvad det var, men det var med os alle i klassen. Tempoet var sat ned, så det var meget mere behageligt at være i, siger Christian, der på det tidspunkt var nået til 7. klasse.

Den gode udvikling fortsatte i 8. klasse, og 9. klasse har været lige så god for Christian. Han har ikke haft reduceret skema, som han havde i sine første skoleår, men måske har han haft lidt flere fraværsdage – fordi han har haft brug for en pause i de lange skoledage og mange lektier.

Men han har gennemført sin skolegang med gode karakterer og er kommet ud på den anden side af angsten og skolevægringen. Og det er præcis derfor, at Christian har haft lyst til at fortælle om sin svære skolegang med angst og skolevægring.

For selv om det begyndte så svært, at hans mor eller far ikke anede, hvad de skulle gøre, er familien kommet ud på den anden side. Tættere og stærkere, tvivler Kristina ikke på.

– Ja, det har haft omkostninger. Min mand og jeg har tilsidesat vores egne behov i mange år, både socialt og økonomisk, fordi jeg gik på deltid – og selv om vi sagtens kan være uenige om nogle ting, har vi altid været enige om, at vi valgte den rigtige strategi for vores familie.

Der var ingen nemme løsninger. Det krævede tiden, roen og troen på, at det hele nok skulle gå. Og det gjorde det jo, smiler Kristina og ser kærligt hen på sin søn.