”Det bimler og bamler”: Højdepunkter fra ’Nak og Æd’

Piben i munden, camouflage og lækker mad. Det er opskriften på ethvert ’Nak og Æd’ afsnit. Programmet synger nu på sidste vers, og vi ser tilbage på de seneste 16 år.
Af
Lavrentija Søndergaard
Jørgen Skoubo og Nikolaj Kirk
Makkerparret Jørgen Skoubo og Nikolaj Kirk har opdaget 'Nak og Æd' sammen de seneste 16 år.
Foto: DR/ Thomas Rounborg
Annonce

Sidste år meldte ’Nak og Æd’ værten Jørgen Skoubo ud, at han går på pension i 2025.

Nu sendes 16. og sidste sæson med ham og hans medvært, Nikolaj Kirk og de første to afsnit kan nu ses på DR.

Om Nikolaj Kirk fortsætter i programmet til en ny sæson er endnu uvist.

Mens vi venter spændt på resten af sæson 16, kan vi se tilbage på sæsonerne gennem årene.

Op- og nedture

Der er nok ikke mange der glemmer afsnittet i sæson 6, hvor jagten på en agerhøne ender i en tragedie, da jagtfalken kommer på afveje og flyver ud foran en lastbil.

Med fuglen i hånden og sin sixpence i den anden udtaler falkens ejer, ”han var på toppen, og så var han væk”, og Nikolaj Kirk og Jørgen Skoubo ser for første gang ud til at være uden ord.

Afsnittet ender trods alt med, at de fanger en agerhøne, og generelt er programmet også fyldt med flere op- end nedture.

Fra sofaen i Danmark, tager ’Nak og Æd’ os på utallige rejser i naturskønne omgivelser. Alt fra indlandsisen i Grønland, som Skoubo må krybe henover i et forsøg på at skyde en sæl, til krystalblåt hav i jagten på en gulfinnet tun midt i det indiske ocean.

Annonce

Mange afsnit viser kulturer langt fra de danske stuer. Det ses tydeligt i sæson 9, hvor det lykkes Jørgen at nakke en flodhest, og de parterer og spiser måltidet sammen med hele den lokale landsby.

Gyldne citater

De seneste 15 sæsoner af ’Nak og Æd’ byder også på mange sproglige guldkorn.

Nikolaj Kirk finder man i køkkenet med så meget skidt under fingerneglene, at Fødevarestyrelsen næppe ville godkende det.

Her er han blandt andet kendt for citater som ”konger, grever, baroner, Søren Pind, alle sammen” og ”det bimler og bamler”.

Jørgen Skoubos mest kendte citat må være fra en jagt, hvor han har pakket kager ned i sin sok.

”Der er Karen Wulf honningkager i tasken – og de larmer ikke”, hvisker han til Kirk, der ikke er helt varm på konceptet med sokkekager.

Annonce

I sæson 12 lykkes det makkerparret at blive inviteret på jagt af selveste kongen (dengang kronprinsen), og Nikolaj får hurtigt beskeden på ”bare at køre dus”.

Det lykkes endda Skoubo at tage røven på dem begge, da han uden grund får dem til at sætte pæle i jorden – og derefter citerer Dronning Magrethes nytårstale om vigtigheden i at gøre unyttige ting.

Jørgen, Nikolaj og Kronprins Frederik
Jagten med Kronprinsen ender vellykket med en skudt sikahjort, kantareller og grønkål.
Foto: DR

Gennem sæsonerne er det største højdepunkt dog de to venners relation. På trods af, at bølgerne går højt fra tid til anden, især i Nikolajs køkken, er de altid klar på leg og sjov.

Værterne møder ofte op med lege og udfordringer til hinanden. Som på Mauritius, hvor Skoubo vinder en pokal for ”den ihærdigste fisker”.

Flere gange i programmets historie siger Nikolaj til Jørgen: ”du er min bedste legekammerat”, og det må være hele essensen af programmet.

Du kan se eller gense alle sæsoner på DR TV.

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.