En læser fortæller: Jeg savnede mit barnebarn

Stine er mit ældste barnebarn. Min søn og hans daværende kæreste fik hende i en ung alder, og i lang tid var hun mit eneste barnebarn. Jeg elskede at være farmor for Stine. Det var altid en glæde at passe hende, og jeg fulgte ivrigt med i hendes liv. Så snart hun var stor nok til at komme i køkkenet, begyndte vi at lave mad og bage kager sammen. De timer i køkkenet var noget, vi begge holdt meget af. Det blev hurtigt en tradition, at Stine hvert år i december måned hjalp mig med at bage pebernødder, brunkager og andet godt, der hørte julen til.

Stines ansigt var altid glad og forventningsfuldt, når vi enten rullede dej eller satte bagepladerne i den varme ovn. Højdepunktet kom, når Stine som den første fik lov til at smage, om brunkagerne nu også levede op til den sædvanlige kvalitet. Desværre varede denne hyggelige juletradition ikke ved. Da Stine var teenager, blev min søn skilt fra Stines mor, og det gav en masse uro i familien. Kort tid efter fandt Stines mor sammen med en anden mand, og han medbragte to små børn, som Stine nu skulle bo sammen med.

Læs også: Jeg fik en levende julegave

Det var ikke nogen nem periode hverken for min søn eller Stine, og jeg gjorde mit bedste for at støtte dem. På trods af min støtte mærkede jeg alligevel, hvordan Stine og jeg langsomt mistede det nære bånd, vi havde haft. Det var dog ikke kun skilsmissen, der var skyld i, at der blev længere mellem hendes besøg. Hun var blevet lidt af en rebelsk teenager og havde ikke længere den samme lyst til at besøge sin farmor. Det var jeg nødt til at acceptere, selv om det gjorde ondt i mit hjerte. Især ærgrede det mig, at vores juletradition med at bage i december måned var løbet ud i sandet.

Min mand trøstede mig med, at det var en naturlig udvikling.

– Det ved jeg godt, sagde jeg, men det var hårdt, at kontakten til min søns eneste barn var blevet reduceret til nogle enkelte flygtige besøg i løbet af året.

Læs også: Jeg gav mine børnebørn en speciel julegave

Senere, da Stine flyttede hjemmefra i en alder af 20 år, sagde jeg til mig selv, at jeg nok skulle forvente at se endnu mindre til hende nu. Hun var jo i gang med en uddannelse og havde sine egne venner og en sød kæreste. Det kom derfor som noget af en overraskelse, at hun pludselig ringede til mig en dag først i december og bad om min hjælp.

– Vi skal holde juleafslutning på skolen, og vi skal hver især have noget hjemmebag med, forklarede hun og gik lige til sagen. – Jeg skal have brunkager med, og jeg kan ikke huske, hvordan man laver dem. Min mor har ikke tid, og det har jeg sådan set heller ikke, så jeg tænkte, om jeg kunne få dig…

Hendes stemme tonede ud.

– Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe dig, udbrød jeg. – Men kun på én betingelse. Jeg gør dejen parat, men du kan komme dagen efter og skære brunkagerne ud sammen med mig.

Et øjeblik tøvede Stine. Det var tydeligt, at hun havde håbet på, at jeg blot ville sige ja og bage kagerne for hende.

– O.k, sagde hun så. – Jeg har lidt tid torsdag eftermiddag i denne uge. Passer det dig?

Læs også: Min svigerdatter ignorerede mig

Selvfølgelig passede det mig, og jeg lagde glad røret igen. De sidste gange jeg havde set et glimt af Stine, var hos hendes far. Begge gange havde hun haft kæresten med, og de skulle hurtigt videre. Men på torsdag ville jeg for en gangs skyld have hende på tomandshånd.

Jeg gjorde dejen parat til torsdag eftermiddag, og Stine dukkede op som aftalt. I starten virkede hun en smule modvillig, når jeg bad hende om at hjælpe til, men da jeg mindede hende om, hvor hjælpsom hun havde været som barn, smilede hun omsider og tog fat. I løbet af eftermiddagen blødte hun yderligere op, og snart lyttede hun opmærksomt til alle de gode barndomsoplevelser, jeg kunne minde hende om.

Og helt efter vores gamle tradition fik hun lov til at smage den første brunkage.

– Åh, de smager jo himmelsk, udbrød hun. – Jeg har helt glemt, hvor god du er til at bage, farmor.

Hendes ord gjorde mit hjerte varmt af glæde, og da vi tog afsked med hinanden, gav hun mig et stort knus.

– Tak farmor. Jeg lover, at jeg snart kommer og besøger dig igen. Og til min store glæde er det et løfte, Stine har holdt. Samtidig er juletraditionen med fælles julebagning blevet genoptaget. I år kommer Stines kæreste med, og min søn har bebudet, at han også kommer. Brunkager kan åbenbart løse mange problemer...