
I en landsby i Sønderjylland lister lille Bo sig ind ad en tung kirkedør for at kigge ind i det store kirkerum. Han kan se kirken fra sit hjem, og han er fascineret og draget, men han har også en fornemmelse af, at rummet ikke er for ham. Fordi han er anderledes.
Da en kirketjener råber, ”Er her nogen?” bliver han så forskrækket, at han vender om og skynder sig hjem. Han har en klar følelse af, at han ikke passer ind. Ikke bare i kirken, men i det hele taget.
Han drømmer om møde en prins – ikke en prinsesse – og om at gå i kjoler mage til dem, han ser i bladene. Men han holder det for sig selv.
Det er først, da han som teenager ser det engelske popidol Boy George i tv, at det går op for ham, at mænd godt kan gå med makeup og i spraglet tøj, der ikke ligner det, de andre mænd har på.
Fra da af begynder Ramona Macho at tage form. Bo flytter til København og bliver performancekunstner, og med tiden flyder grænserne mellem Bo og Ramona sammen.
Denne dag er Familie Journal taget til gudstjeneste i Enghave Kirke på Vesterbro i København.
Ramona skal optræde med sognets børne- og ungdomskor, og der er langt fra den forsigtige og forskræmte Bo, der for fire årtier siden ikke følte sig hjemme i kirken til den Ramona, som i dag indtager kirkerummet som det mest naturlige i verden.
Stiletterne vil dog ikke helt, som hun vil, så hun sætter dem fra sig under flygelet, inden hun tager plads sammen med de 23 unge korsangere, der skal synge til gudstjenesten.
Udefra ser Enghave Kirke ikke ud af meget, men indenfor er der højt til loftet, masser af naturligt lys, og de sædvanlige træbænke er erstattet af stole og et trappemøbel i lyst træ beklædt med lysebrunt læder.
Den traditionelle altertavle er skiftet ud med en stor metalskulptur med spejle, så motivet hele tiden ændrer sig alt efter, hvad der foregår i kirkerummet.
Efter præludiet synger Ramona og ungdomskoret salmen ”Han står på Oliebjerget”, og bagefter læser Ramona dagens tekst, Lukas-evangeliet kapitel 1.
Det er takket være sognepræst Viggo Julsgaard Jensen, at Ramona er blevet en fast bestanddel af Enghave Kirke. Ikke blot som kunstner, men også som kirketjener.
Han indleder sin prædiken med et citat fra et af Tove Ditlevsens gamle brevkassesvar i Familie Journal:
– Kærligheden søger ikke altid det, der er let, lyder det.
Tove Ditlevsen var en af kirkens sognebørn, og ligesom Viggo og Ramona brændte hun for, at alle skulle have en stemme, der blev hørt.
Du kan læse mere om Enghave Kirke på folkekirken-vesterbro.dk eller på kirkens facebook-side.
Viggo, der er 43, er vokset op i en landsby i Vestjylland. Også han kunne se den lokale kirke fra sit barndomshjem, og også han var fascineret og draget, men i modsætning til Bo vendte han ikke om i kirkedøren.
– Jeg var et meget ængsteligt barn, der var bange for at sove, så jeg begyndte at bede uden egentlig at vide, hvad det var for en Gud, jeg bad til. Men jeg havde en forestilling om, at der var utrolig dejligt ovre i den kirke, fortæller han.
Han begyndte at komme fast i kirken, og han opdagede, at han følte sig tryg der. Han kalder det selv en undersøgelse af, hvad kristendommen er.
– På det tidspunkt var det begyndt at gå op for mig, at jeg ikke var heteroseksuel, og det at komme i kirken var afgørende for mig. For jeg følte, at Gud elskede mig og rummede mig, selv om jeg ikke altid følte, at jeg kunne rumme mig selv, fortæller han.
I 2014 blev Viggo sognepræst i Enghave Kirke, og sammen med sin kollega, der også var nyligt tiltrådt, fik han muligheden for at skabe et kirkerum for alle, uanset deres seksuelle observans eller kønsidentitet.
Vesterbro Sogns korskole har til huse i Enghave Kirke, og den daværende korleder havde længe drømt om, at der ville komme en præst, der brændte for at inddrage de mange forskellige i gudstjenesterne. Det ville Viggo hellere end gerne, og han havde en plan.
– Jeg havde set Ramona optræde som drag queen flere gange, og jeg syntes, der var noget både stærkt og sårbart over hende. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at hun ville os noget med sin performance. Det var meget særligt, og jeg var overbevist om, at det ville virke meget kraftfuldt, hvis hun optrådte sammen med vores kor, fortæller Viggo.
Ramona var fristet, men syntes også, at det var en sær idé.
– Viggo forklarede noget med, at han troede, min hæse stemme ville fungere godt sammen med de lyse børnestemmer, og så sagde jeg ja, men også, at det var på eget ansvar, griner Ramona.
Det lå ikke lige for, at kirken skulle blive så stor en del af Ramonas liv, som den er blevet. I mange år følte hun sig så fremmedgjort, at hun meldte sig ud af folkekirken.
– Jeg foretrak kirken, når der ikke var nogen menighed, som hun udtrykker det.
– Det var især det, at homoseksuelle ikke kunne blive gift i kirken ligesom alle andre, der gjorde, at jeg ikke følte mig velkommen. Jeg ville ikke bare sidde nede på bagerste række, fordi jeg ikke var lige så meget værd som andre, siger hun.
Alligevel fandt hun både trøst og styrke i kirken.
– Jeg arbejdede på et hospital i en meget tung periode af mit liv, og jeg sørgede altid for at cykle forbi en kirke, som jeg vidste var åben, inden jeg skulle på arbejde. Så sad jeg der og fik samlet tankerne og fandt trøst i det åndelige, og der var hverken præst eller menighed, men jeg havde min egen, lille gudstjeneste, kan man sige.
Ligesom Viggo var Ramona et ængsteligt barn.
– Jeg blev mobbet meget i skolen. Så jeg legede mest for mig selv, og jeg elskede at færdes alene i naturen, for jeg lod mig opsluge, og jeg følte mig tryg. I dag kan jeg se, at jeg havde en stor åndelighed, og at jeg var religiøs, men uden at have et tilhørsforhold til kirken. Det var først som voksen, at jeg lavede koblingen mellem de oplevelser, jeg havde i naturen og dem, jeg havde i det tomme kirkerum, siger hun.
Så hun takkede ja til at optræde sammen med ungdomskoret i kirken til en gudstjeneste. Men det var ikke den eneste rolle, hun fik den dag. For Viggo spurgte, om hun ville uddele nadveren, når der var altergang.
– Jeg blev helt paf. For når man står der med oblaten og tilbyder Jesu Kristi Legeme til et andet menneske, så er det alvor. Så er der ikke noget pjank, siger hun. Men også den udfordring tog hun imod.
– Det var godt, at du ikke spurgte mig længe forinden, for så kunne jeg gå rundt og have tankemylder over det, siger hun til Viggo.
– Jeg blev kastet lige ud i det, som det at gå i kirke handler om: at være nærværende og dele ens åndelighed og tro med andre. Jeg havde aldrig tidligere delt min åndelighed med nogen, så det var et stort øjeblik, husker hun.
Efter at have haft sin faste gang i kirken som sanger i en årrække blev Ramona for fem år siden også kirketjener. På det tidspunkt arbejdede hun som handicaphjælper, men det var hårdt både fysisk og psykisk, så da muligheden bød sig, sagde hun ja.
Enghave Kirke har mange forskellige aktiviteter i kalenderen. Ud over korskolen er der et velbesøgt seniorfællesskab, der udover at deltage i andagter blandt andet også tager på udflugter og spiser frokost sammen.
Der er meditationsgudstjenester, til Hildegard af Bingens skrifter og musik, og så er der selvfølgelig helt klassiske gudstjenester. En gang om året holder kirken Børnepride, som er en miniudgave af den Pride, vi kender fra København og andre byer, hvor man fejrer kærlighedens mangfoldighed med særligt fokus på queer- og transpersoners rettigheder.
Det er en festdag, hvor alle er velkomne, ikke kun regnbuefamilier, men ikke alle kan se meningen med at afholde Børnepride. På Facebook skorter det ikke på negative kommentarer med grove beskyldninger, og et år var der sågar en mindre demonstration uden for kirken efter begivenheden.
Hverken Viggo eller Ramona lægger skjul på, at de voldsomme reaktioner gør indtryk. Men det afskrækker dem ikke. Tværtimod.
– Vi er blevet beskyldt for at drage politik ind i kirkens arbejde ved at holde Pride, men det er ikke os, der drager noget politisk ind i det. Det er alle modstanderne. De skyder os nogle motiver i skoene, som er helt hen i vejret. Vi prøver ikke at omvende nogen. Det kan man i øvrigt ikke, siger Ramona og tilføjer: – Vi vil bare gerne give alle mulighed for at komme i kirken og udøve deres tro som dem, de er.
Hendes egen synlighed i Enghave Kirke har gjort, at flere har opdaget, at kirken også er for dem. Og det er en af den moderne folkekirkes fornemste opgaver ifølge Viggo:
– Det er hverken kirkens eller min opgave som præst at fortælle folk, hvordan de skal definere sig selv, uanset om det gælder deres seksualitet eller kønsidentitet. Vores rolle er at give børnene et rum, hvor de kan få lov at være sammen med Gud på deres egne præmisser. Og at give dem modet til at være dem, de er, med alt, hvad de er. At de oplever, at Guds kærlighed er ubegrænset, og at kirken ikke er et rum, man skal snige sig ind i. Her er plads til alle, og sådan skal det være, siger han.