En synkende ø sælger statsborgerskaber for at overleve

Fredag, 7. marts 2025
Cecilie Lunding Tolversen
Modelfoto: Colourbox
For en klækkelig sum kan du få statsborgerskab til stillehavsøen Naurus. Det "gyldne pas" giver adgang til at rejse visumfrit til en række attraktive destinationer.
Eksotisk ø med palmer
For 725.000 kroner kan du få statsborgerskab til øen Nauru, der vil sælge såkaldte "gyldne pas".

Den lille ønation Nauru i Stillehavet står over for store udfordringer. Den stigende vandstand truer øens befolkning, og derfor har regeringen nu fundet en usædvanlig løsning for at sikre landets fremtid: De sælger statsborgerskaber.

For omkring 725.000 kroner kan man købe et såkaldt "gyldent pas" fra Nauru, der giver statsborgerskab til verdens tredje mindste land.

Det skriver CNN.

En truet ø

Nauru er kun 21 kvadratkilometer stor og hjem for omkring 13.000 mennesker. De lever med frygten for, at havet en dag vil opsluge deres hjem. Storme og erosion er allerede et stort problem, og regeringen har ikke penge nok til at beskytte øen.

For at finansiere en løsning har landet valgt at tilbyde statsborgerskab til udlændinge mod betaling. De penge, der kommer ind skal gå til at flytte befolkningen væk fra de udsatte kystområder og opføre en ny by på højere grund, hvor indbyggerne kan være mere sikre.

Et pas med fordele

For dem, der køber et pas fra Nauru, følger der visse fordele med. Statsborgerskabet giver blandt andet visumfri adgang til 89 lande, herunder Storbritannien, Hong Kong og De Forenede Arabiske Emirater.

Det betyder, at nogle kan være interesserede i at købe et statsborgerskab, selvom de ikke har planer om at besøge øen.

Håb for fremtiden

Regeringen i Nauru forventer at tjene millioner af kroner på ordningen, og pengene skal bruges til at bygge en ny by højere oppe på øen, hvor folk kan leve uden frygt for oversvømmelser.

– Mens verden taler om klimaforandringer, er vi nødt til at handle for at sikre vores fremtid, siger Naurus præsident, David Adeang, til CNN.