Fodboldklub gav mig et nyt liv

Nathalie kan ikke spille fodbold. Faktisk er hun nærmest bange for bolden. Alligevel er hun en del af fodboldklubben FC Midtjylland, og hun mener, at det er netop fodboldklubben, der har givet hende en retning i livet.

Nathalie Dahl Knudsen fra Herning er tilknyttet FCM Samfund, som er en afdeling af FC Midtjylland, der arbejder med social ansvarlighed. De arbejder sammen med forskellige kommuner og tilbyder at hjælpe unge, der har haft det svært i livet, og det blev redningen for Nathalie.

Hun er 23 år og lige så længe, hun kan huske, har hun følt sig ensom. Hun er vokset op med forældre, der havde et svært alkoholmisbrug, og begge forældre døde, da Nathalie og hendes bror, Dirch, var henholdsvis 20 og 18 år. Hun kunne selv være endt i misbrug, men hun fik en chance, som hun greb.

I dag har hun et godt liv, men hun glemmer aldrig, hvordan det var at være den lille pige, der elskede sin familie og bare ville ses og elskes.

– Mine forældre var jo ikke onde mennesker. De var fra en generation, hvor man godt kunne drikke en fyraftensbajer og dele en flaske vin og hygge sig. For dem blev det bare til meget, meget mere. Udadtil så det ikke sådan ud. Der lignede vi bare en helt almindelig familie med mor, far og to børn, fortæller Nathalie og fortsætter:

– I virkeligheden var det mig, der havde ansvaret for min lillebror, og efterhånden overtog jeg mere og mere ansvar for, at tingene fungerede hjemme. Jeg var dygtig i skolen, men også nærmest usynlig. Der var ingen, der så mig, ingen der gik sammen med mig eller spurgte, hvordan jeg havde det. Mit liv var ensomt.

Det var et hjem med verbal vold, som senere udviklede sig til fysik vold. Det blev mere og mere kaotisk, og midt i det hele stod Nathalie og følte, hun skulle holde sammen på det hele.

Forældrene dør

– For mig betyder familien alt. Det er dem, der skal gribe dig, når du falder. Jeg opdagede så, at de ikke længere kunne gribe mig, men jeg havde brug for forestillingen om, at mine forældre var der for mig. Jeg har haft perioder med selvskade og spiseforstyrrelse, og nogle gange har jeg tænkt, at det ville være lettere at gøre en ende på det hele. Det var bare aldrig en udvej alligevel, jeg skulle jo passe på min lillebror, siger Nathalie.

I foråret 2019 bliver Nathalie student med en fin eksamen. Planen er, at hun skal flytte fra Herning til Odense for at læse videre. Men i september dør hendes far.

– Hans krop gav op. Det sidste halve år, inden han døde, havde han været verdens bedste far, og så var det pludselig slut, husker Nathalie.

Nu var de to børn alene med deres mor, som også blev mere og mere syg. Hun havde haft en hjerneblødning, som havde givet hende en hjerneskade, og hun var endt i kørestol. Nathalie gjorde det bedste for at få det hele til at hænge sammen trods sin egen store sorg. Planen om at flytte hjemmefra blev udsat til året efter. Nathalie havde brug for at være sammen med sin mor og sin bror.

Året efter, i 2020, begyndte hun at læse audiologopædi på Syddansk Universitet i Odense. Nu skulle det frie ungdomsliv omsider begynde, men det nåede aldrig rigtigt at komme i gang, for Nathalies mor blev indlagt på hospitalet i foråret 2021.

– Min mor havde udviklet alkoholdemens. Alt det gode, min mor også havde i sig, forsvandt, og efter nogle uger på hospitalet døde hun. Så var der Dirch og mig tilbage i et hus fyldt af minder, og så gik jeg helt ned.

Nathalie giver op

Nathalie droppede sin uddannelse, ligesom hun droppede alt andet i det nye liv, hun ellers havde glædet sig til. I stedet blev hun og broderen boende i deres barndomshjem, hvor forældrenes møbler og ting stadig stod, som de havde forladt det. Tiden var gået i stå, og det samme gjorde Nathalie.

– Jeg var dybt deprimeret. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst. Hele mit sind var et stort kaos, og jeg trak mig fra alt, både venner og resten af familien, for jeg følte ikke, at jeg hørte til nogen steder, siger Nathalie.

Inderst inde vidste hun, at hun havde brug for hjælp. Derfor gik hun en dag til et vejledningscenter for unge, og det første, hun sagde, var, at de ikke måtte sige til hende, at hun skulle begynde på uddannelsen igen, for hun kunne ikke længere læse. Det gjorde de heller ikke. I stedet begyndte de at snakke om fodbold.

Mere specifikt om et tilbud, ”Sammen går vi på banen”, som Herning Kommune og FCM havde til unge mennesker med ondt i livet. Det betød ikke, at deltagerne skulle spille fodbold, som Nathalie ellers først troede. Det var et tilbud om personlig udvikling.

De unge, eller kandidaterne som de bliver kaldt, kommer ind i et forløb på 26 uger, hvor de går i skole to dage om ugen og taler om sundhed, job, uddannelse og andre vigtige ting. Den tredje dag er der fysisk træning og den fjerde individuelle samtaler, hvor de unge sætter ord på dres egne talenter.

– Talent? Jeg havde aldrig nogensinde troet, jeg havde et talent, og det var der bestemt heller aldrig andre, der havde sagt til mig. Da jeg begyndte i forløbet, var jeg tavs og indesluttet, men lidt efter lidt begyndte jeg at åbne mig over for de andre. Jeg opdagede, at andre mennesker lyttede og opfattede mig som et vigtigt menneske, der betød noget. Det havde jeg aldrig prøvet før, siger Nathalie, stadig med en vis undren i stemmen.

Efter grundforløbet var Nathalie nærmest et helt andet menneske. Hun blev mere glad og social og fik drømme og håb for fremtiden. I dag arbejder hun som indkøber for et firma, der handler med sikkerhedssko. Hun er også vejleder for andre unge i FCM, for nu vil hun gerne give noget videre:

– Jeg fik en chance. Engang troede jeg, at der ikke var noget liv for mig. Nu ved jeg, at jeg kan gøre, lige hvad jeg vil med mit liv, jeg kan klare alt og blive til alt. Jeg er endelig blevet set som menneske, takket være en fodboldklub – og jeg kan stadig ikke spille fodbold.