Frida er blandt de allerbedste fodbolddommere 

I dommernes omklædningsrum på Farum Park i Nordsjælland står en kuffert så stor, at man skulle tro, den var på vej på en uges ferie sammen med sin ejer. Kufferten tilhører Frida Klarlund, og hun skal ingen steder. Hun skal “bare” være en af dommerne under aftenens fodboldkamp på det kæmpestore stadion, og sådan en kamp kræver tydeligvis ikke så lidt udstyr.

Blandt meget andet ligger der fem dommerbluser i kufferten. Bluserne er i forskellige farver, og Frida ved endnu ikke, hvilken farve hun skal have på under aftenens kamp. Det afhænger af holdenes egne farver, og derfor vælger holdene dommernes bluser inden kampstart, forklarer hun.

Da der falder en kommentar om, at den pink dommerbluse måske vil være flottest på de billeder, fotografen om lidt skal tage af Frida, svarer hun lynhurtigt:

– Laks. Den er laksefarvet. Du må endelig ikke kalde den pink. Det er vigtigt for gutterne, at den er laks, ikke pink, siger Frida med et smil.

“Gutterne” er hendes jævnaldrende, mandlige dommerkolleger, som også skal dømme aftenens superligakamp. De er i alt seks dommere til en kamp på det niveau, og Frida er, som så ofte før, den eneste kvinde.

Det store stadion har kun ét dommer-omklædningsrum, og Frida deler derfor med sine mandlige kolleger. Et billede på, at det med kvindelige dommere endnu er langt fra normalen.

– Det har sommetider været udfordrende at være den første til at sparke døre ind, for der har jo ikke været nogen formel for, hvordan jeg skulle gøre.

En af de døre stødte Frida på, da hun for nogle år siden skulle på barsel. Det hed sig nemlig, at var man som dommer skadet i mere end et år, var man helt ude. Men det blev man ganske enkelt nødt til at se på, for i forbindelse med sin graviditet kunne Frida jo sagtens komme til at være væk i længere tid.

– Jeg kunne godt mærke, at det ikke var et problem, de var vant til at skulle forholde sig til. Sådan udvikler branchen sig lige så stille, men jeg oplever da stadig sommetider at møde på et stadion, hvor man ikke tror på, at jeg er dommeren, fordi jeg er kvinde.

Fodbolden først

Frida bor i dag i København, men hun er oprindeligt fra Køge. Hendes far døde, da hun var blot otte år gammel, og Frida er derfor vokset op alene sammen med sin mor. Derudover har hun to søskende, som er henholdsvis 18 og 20 år ældre end hende.

Hele familien er fodboldmennesker, som Frida kalder det, og det var derfor selvskrevet, at hun allerede som 6-årig begyndte til fodbold. Og i en familie fyldt med fodboldmennesker inviterer man naturligvis ikke til fødselsdage eller andre familiearrangementer, når der er fodboldsæson.

– Skulle det ske alligevel, så ved alle, at vi dukker op senere, og det er også helt okay. For fodbold kommer først. Det er den kultur, der er i vores familie, og som altid har været der.

Hvert år i sommerferien tog Frida en uge på fodboldskole, men da hun blev for gammel til det, foreslog hendes søster, som selv har været fodbolddommer, at Frida i stedet tog på fodbolddommerskole. Så det gjorde hun.

Den første kvinde

På det tidspunkt var Frida 16 år, og hun var den eneste pige på forløbet sammen med 20 jævnaldrende drenge.

Hun var altså udmærket klar over, at hun bevægede sig ind på et mandsdomineret område, men mere tænkte hun heller ikke over det. I folkeskoleklassen var der også stor overvægt af drenge, og da hun på handelsskolen valgte sportslinjen, betød det, at også denne klasse blev en såkaldt drengeklasse med kun ganske få piger.

Som alle andre nye, unge dommere begyndte Frida med at dømme ungdomshold. Efter nogle år rykkede hun direkte i serie 4-rækken, hvilket betød, at hun skippede både serie 5 og 6, som man ellers typisk skal igennem.

I 2009 rykkede hun som 19-årig op i kvindernes 1. division og herrernes serie 2. Det blev første gang i sin dommerkarriere, Frida kunne kalde sig den første til noget. Hun var nemlig den første 19-årige nogensinde til at blive elitedommer.

Sidste år rykkede Frida så op i herrernes 1. division, og hun blev dermed den første kvindelige dommer nogensinde, som kan skrive den præstation på cv’et. Frida dømmer altså voksne mænd stort set hver weekend, men hun har aldrig, heller ikke da hun var yngre, frygtet, at de ikke så hende som en autoritet. Tværtimod.

– Tit bliver de overraskede over, at der kommer en kvindelig dommer, og så er jeg jo allerede foran der. Men jeg får faktisk ikke de der grimme kommentarer, som nogle dommere jo gør. Jeg har altid følt mig velkommen.

Fra hobby til livsstil

Omkring 20-årsalderen stoppede Frida med selv at spille fodbold. Fodboldspillet var ikke længere foreneligt med en dommerkarriere, fordi de to ting krævede to helt forskellige typer træning.

Det var nogenlunde samtidig, dommerrollen gik fra at være en hobby til at blive en livsstil, og i dag dømmer Frida over 60 kampe om året.

Som elitedommer skal man træne på seks forskellige måder i løbet af ugen, og Frida bruger samlet set godt og vel 35 timer om ugen på at forberede sig til kampene, løbetræne og afvikle kampene.

Flere gange om året får dommerne målt deres fedtprocent, og hvert kvartal skal de desuden bestå en løbetest. Dumper de testen en gang, får de en chance til, men dumper de den to gange, er livet som elitedommer slut, og de kan fremover kun dømme de lave bredderækker.

En enkelt gang for mange år siden dumpede Frida en løbetest. Hun bestod den selvfølgelig anden gang, men ikke desto mindre er det en oplevelse, hun aldrig har glemt.

– Det var forfærdeligt, fordi der var så meget på spil. Det, håber jeg aldrig, sker for nogen andre, men det gør det desværre. Jeg har aldrig ladet det ske igen, men der var nerver på, da jeg skulle løbe den anden gang.

Fuldtidsjob nummer to

Selv om livet som fodbolddommer unægteligt lyder som et fuldtidsjob, har Frida også et “rigtigt” job som it-projektleder 37 timer om ugen.

– En af de største udfordringer er faktisk, at jeg ikke kan leve af at være dommer, og derfor har jeg været nødt til at skære nogle ting fra. Jeg ligger aldrig på sofaen, og jeg ser måske mine venner en gang i kvartalet. Til gengæld har jeg dømt fodbold i hele Europa, rejst i store dele af verden og fået en masse fede oplevelser.

Også med jobbet i it-branchen er hun havnet midt i et mandsdomineret miljø, hvor der, foruden Frida selv, blot er en enkelt kvinde i den store afdeling. Og faktisk er der flere ligheder mellem it-verdenen og dommerverdenen.

– Den beslutsomhed, jeg har lært at have ude på banen, bruger jeg i mit arbejde som projektleder. Her er jeg også hurtig til at tage de rigtige beslutninger og føle mig sikker i dem.

Et kompliceret puslespil

På sit venstre bryst bærer Frida et såkaldt Fifa-skilt, som er noget af det største, man kan opnå som dommer. Skiltet betyder, at Frida må dømme ude i verden, og har man ikke det skilt, kan man kun dømme i Danmark. I alt er der seks danske, kvindelige dommere, som bærer et Fifa-skilt.

Foruden en dommergerning, der indebærer masser af rejser og forberedelse, og et job som projektleder har Frida også en 6-årig datter. Hendes liv er altså selvsagt lidt af et puslespil, som skal lægges meget nøje, hvis brikkerne skal komme til at passe sammen.

– Min arbejdsplads har været meget fleksible, og så har min datter en fantastisk far og en pensioneret mormor, så hun bliver forkælet, når jeg er væk.

Den store drøm

I dag er Frida FIFA-dommer på kvindesiden, hvilket betyder, at hun må dømme alt kvindefodbold inklusive EM-landskampe, VM-landskampe og Champions League. På herresiden må hun ligeledes dømme alt på nær Superligaen, hvor hun ikke må fungere som den primære dommer. Så der er selvfølgelig ingen tvivl om, hvad ambitionen er.

– Det eneste step, jeg mangler, er at være midt på banen i Superligaen, og så har jeg opnået alt det, man kan som dommer. Det drømmer jeg selvfølgelig om. At komme til EM i 2025 og VM i 2027, det går jeg efter.

Skulle det lykkes for Frida, bliver hun – også – den første danske kvinde med den præstation.

– Jeg ved godt, at jeg er et forbillede for nye og kommende kvindelige dommere, og det er jeg meget bevidst om og helt enormt stolt over. Jeg vil jo gerne vise, at man også kan som kvinde, for vi mangler virkelig dommere. Og især kvindelige dommere.