Håndarbejdets glæder: Vi bliver glade af at have noget i hænderne

I en landsby uden for Rønde på Djursland tæt på marker, skov og hav bor håndarbejdslæreren, psykologen og grundlæggeren af craft-psykologi.

Anne Kirketerp var fire år, da hun første gang oplevede fascinationen ved håndarbejde. Tryllebundet stirrede hun på sin mors fingre, der på ingen tid forvandlede skrigende rødt akrylgarn til en hættetrøje til sin datter.

”Mor, jeg vil også prøve”, lød det, og så fik lille Anne lov at lave en maske eller to på strikkepindene.

– Min mor var altid i gang enten ude og inde. Hun syede alt sit tøj, hæklede og strikkede, og hun elskede også havearbejde, fortæller Anne Kirketerp.

Da Anne var blevet et par år ældre, syntes moderen, at hun var blevet stor nok til at lære at hækle.

– Jeg insisterede på, at jeg ville hækle en poncho. Det var selvfølgelig alt for stor en mundfuld, og jeg blev aldrig færdig med den, men jeg mistede heldigvis ikke begejstringen ved at arbejde med mine hænder.

Sammen med sine kusiner designede hun tøj til bedsteforældrenes gamle påklædningsdukker.

– Jeg havde arvet en Elizabeth Taylor-dukke, og hun skulle selvfølgelig have kjoler. Vi legede ikke med dukkerne sådan som andre børn – for os var fremstillingen af tøjet legen, husker hun.

Moren deltog i syning og strikning af dukkekjoler, og hun og Anne var gode til at være stille sammen over et håndarbejde.

– Vi havde det, man kalder ”et fælles tredje”, altså en aktivitet, der skaber ro og opmærksomhed i et fællesskab. Jeg sad for eksempel og syede ved siden af hende, mens hun satte flæser på en dukkekjole ved symaskinen. Hun legede ikke med mig, men kunne lide at være en del af mit børneunivers, fordi det var noget, vi havde sammen.

Anne Kirketerp, der er 52 år, voksede op som enebarn, forældrene gik fra hinanden, da hun var spæd, og som 4-årig flyttede hun og moren fra Brabrand ved Aarhus til Hjørring.

– Jeg har genbesøgt kvarteret i Brabrand. Dengang var det villaer omgivet af marker, nu ligger det lige op af City Vest og Gellerupparken. Der er sket meget siden dengang, siger hun lidt eftertænksomt.

Faren blev boende i Aarhus, og allerede som 4-årig begyndte Anne at tage toget alene frem og tilbage, når hun skulle på besøg.

– Sådan gjorde man bare dengang, konstaterer hun smilende.

I ferierne besøgte hun farmoren og farfaren i Norge. Farmorens arbejde bestod i at skrive fine håndskrevne takkebreve, og hun lærte barnebarnet kalligrafi.

– Kalligrafipennen havde sådan en helt lige spids, og man skulle dreje pennen på en bestemt måde. Det var svært og spændende.

Anne havde lært at læse tidligt og kom i første klasse som 5-årig. Derhjemme fortsatte hun med at udvikle de kreative evner, hele tiden på jagt efter nye udfordringer.

– Når jeg havde designet én kjole, syntes jeg helt bestemt, at jeg var klar til at blive chefdesigner for et stort modehus. Jeg blev hurtigt rastløs og kastede mig over noget nyt. Som 11-årig designede jeg brevpapir med balletdansere, der smygede sig hele vejen rundt i kanten. Jeg er sikker på, min mor har gemt nogle af arkene, ler hun.

Anne vidste fra helt lille, at hun ville være kunsthåndværker, men i familien var der tradition for at læse, så hun kom i gymnasiet som 15-årig. I fritiden fortsatte hun med at tegne og sy, og da studenterhuen var i hus, tog hun på kunsthåndværkerskolen Capellagården i Sverige.

– Planen var at blive væver, det var en 2-årig uddannelse, men efter det første år mistede jeg lysten. Jeg var nødt til at væve viskestykker otte timer om dagen i ferierne for at tjene penge til uddannelsen og opholdet. Det var uendelig kedeligt – jeg kunne næsten lige så godt tage job på fiskefiletfabrikken i Hirtshals – det forurenede min passion for kunsthåndværket.

De fyrede bankfolk

Anne Kirketerp tog hjem til Danmark, hendes nye mål var at blive underviser og give sin passion for kunsthåndværk videre til elever.

– Jeg blev uddannet håndarbejdslærer fra Håndarbejdsseminariet i Skals med speciale i væv og strik, og jeg elskede at være lærer.

Det var i 1990’erne, og arbejdsløsheden for håndarbejdslærere lå på 75 procent, men Anne Kirketerp fik job med det samme. Da kræfterne bag den nystiftede Eksperimenterende Tekstilskole på Djursland ringede til Skals for at høre, hvem af de studerende der var bedst, pegede lederen uden tøven på Anne.

– Der var 100, som søgte jobbet, men jeg fik det. Jeg var i begyndelsen af 20’erne og havde allerede nået drømmejobbet, jeg var klassisk vævelærer på fuldtid! Det var jo helt fantastisk!

Anne Kirketerp elskede sit arbejde:

– Hver eneste dag var der noget nyt og interessant at gå op i. Men da jeg efter nogle år skulle lære elev nummer 250 eller deromkring at sætte en væv op, begyndte jeg at blive rastløs.

Flere var begyndt at komme med stikpiller a la, ”skal du bare være håndarbejdslærer altid? Skal du ikke læse videre?”

– Jeg havde på en måde nået min slutstilling som 23-årig, så jeg gik lidt i panik og spurgte mig selv, om det var det her, jeg ville resten af livet?

Annes far havde læst psykologi, da hun var barn, og nu fattede hun selv interesse for psykologien.

– Mange af eleverne på tekstilskolen var pæne midaldrende damer, der uventet var blevet fyret, da en række banker fusionerede i 1990’erne. Som ledig kunne man på det tidspunkt få et år på højskole, og derfor sad der nu en masse bitre og grædende kvinder, som følte, at de havde spildt deres liv ved at gå på arbejde dag ud og dag ind uden en eneste sygedag, og hvad var takken?

Anne oplevede, at kvinderne fik nyt livsmod. Når de sad fordybet i et håndarbejde, glemte de tid og sted og kunne for en stund være lykkelige.

– Jeg ville gerne forstå, hvorfor mennesker bliver glade af at arbejde med deres hænder og begyndte at læse psykologi.

I gymnasiet havde Annes stedfar stort set lavet hendes lektier, og hun hadede at studere, men nu som voksen viste det sig, at hun havde overraskende nemt ved det.

– Jeg fik stort set topkarakterer i alt. Så da jeg blev opfordret til at skrive en ph.d., lå det lige for at skrive om foretagsomhed.

I løbet af uddannelsen var det gået op for Anne, at ingen andre havde forsket i, hvorfor mennesker finder glæde ved at arbejde med deres hænder.

Hendes nysgerrighed førte til udviklingen af et helt nyt speciale inden for psykologien, nemlig craft-psykologi, som handler om de sundhedsmæssige fordele, der er forbundet med at arbejde med håndarbejde og håndværk.

På afveje

Anne havde egentlig tænkt, at hun ville vende tilbage til arbejdet som vævelærer efter psykologistudiet nu blot med en dybere indsigt i elevernes glæde ved håndarbejde. Men i stedet blev hun docent ved en professionshøjskole og leder af en forskningsafdeling ved Aarhus Universitet, hvor også hendes mand, Hans Henrik Knoop, er lektor.

– Efter nogle år som forsker og lærer kunne jeg mærke, at jeg var på afveje. Det føltes forkert. Jeg var kommet alt for langt væk fra kunsthåndværket og søgte tilbage igen.

Hun blev direktør i eget firma, der udbyder en uddannelse i craft-psykologi, og i dag bruger hun en stor del af sin arbejdstid på at udvikle det nye felt craft-psykologi.

Hun har skrevet flere bøger om emnet, og sidste år åbnede det nye Center for Craft og Sundhedsfremme, som hun og ph.d. og lektor Elise Bromann Bukhave sammen står bag.

– Der er 100 på venteliste, så interessen er kæmpestor, fortæller Anne, der desuden drager land og rige rundt og holder foredrag og kurser i craft som sundhedsfremme.

– Det paradoksale er, at jeg som selvstændig har mindre tid til craft, end da jeg var ansat og havde faste arbejdstider. Jeg har aldrig fri!

Anne har været nødt til at indføre arbejdstidsregler for sig selv, men de var næppe blevet godkendt af arbejdsmiljømyndighederne:

– Senest klokken 22 stopper jeg med at arbejde, og så holder jeg fri til klokken 01 og sidder og strikker eller broderer. Men det er selvfølgelig ikke store og krævende projekter, jeg sætter mig med så sent, og det savner jeg.

Det kræver energi at gå i gang med noget nyt og krævende, og derfor har Anne netop ansat en til at aflaste hende i forhold til de administrative opgaver i firmaet.

– Jeg længes efter at skabe noget nyt, noget, der får mit hjerte til at gløde, kræver min fulde opmærksomhed og får tiden til at forsvinde. Jeg mister min selvoptagethed og glemmer for eksempel helt, at jeg var sulten. Når det lykkes at blive opslugt af et projekt, får jeg en kæmpe rus. Det udløser en masse dopamin og giver overskud og stolthed. Det er de stunder, jeg elsker mest, de er min passion.