Ellen er bidt af bridge: "Her spiller både høj og lav"

Stod det til Ellen Fænøe, skulle politikerne sætte skolebridge på finansloven – på lige fod med den nuværende skoleskak. Så kunne skolebørn både få trænet hjernen og styrket deres sociale kompetencer.

– Der er meget mere statistik og matematik i bridge. Desuden kræver spillet et makkerskab, og man skal planlægge, kommunikere og lægge en strategi. Skak virker for mig både kedeligt og stillestående, siger hun med et stort smil på læben, da vi møder hende i bridgeklubben Bridge Søllerød, som hun er formand for.

Det er tirsdag formiddag, og Ellen har brygget masser af kaffe til termokanderne, for der er som altid fuldt hus på den ugentlige spilledag. Senere kommer der både et eftermiddagshold og et aftenhold – og som noget nyt har Ellen været med til at oprette et mandagshold. Klubben har nemlig 252 medlemmer, og der er venteliste, for interessen er stor.

– Det er selve kortspillet, folk kommer for. Men det sociale er mindst lige så vigtigt. Nogle få er stadig på arbejdsmarkedet, men de fleste er pensionerede. Folk hygger sig og elsker at være her. Vi drikker kaffe og snakker i pauserne, og mange spiller også privat, fortæller Ellen.

Selv spiller hun bridge med tre forskellige makkere både mandag og tirsdag i klubben og onsdag et andet sted. Her mødte Ellen for øvrigt en gammel kollega, hun ikke havde set i 22 år.

– Jeg elsker det, siger hun.

En livslang passion

Ellen har spillet kort, siden hun var barn, og som ung blev hun bidt af bridge, mens hun læste til kemiingeniør.

– Jeg mødte nogle på Den Polytekniske Læreanstalt, som jeg begyndte at spille med. Vi spillede meget det første år. Alt for meget. Så jeg var nødt til at vælge mellem bøgerne og kortene, griner Ellen.

Hun lod fornuften sejre og lod spillekortene ligge i en årrække. Og da hun senere kom ud på arbejdsmarkedet, havde hun heller ikke tid.

– Min mand spillede godt nok også bridge, men for ham var det hele mest skæg og ballade, mens det for mig skulle være mere seriøst, forklarer Ellen.

Og så en dag blev hun alene. Hendes mand gik bort, og pludselig var hun også pensionist med masser af tid på hånden. Den blev dog hurtigt skiftet ud med spillekortene.

– Jeg har en veninde, som blev skilt og flyttede til Sjælland i 2010. Jeg foreslog hende, at hvis hun lærte at spille bridge, ville jeg gerne spille med hende, hvis spillet fangede hende. Det gjorde det, og på den måde begyndte det. Min veninde gik til undervisning, og jeg begyndte at spille samme sted. Det gjorde jeg i to år og kom så ind i forskellige små og større bridgeklubber. Og så en dag blev jeg formand her på stedet.

Altid i gang

Foruden at brygge kaffe til hvert hold skal Ellen – med hjælp fra bestyrelsen – sørge for, at der er ryddet op i salen og køkkenet, så der ikke står kaffekopper, kander, servietter og viskestykker og roder, når spilledagen er forbi. Bridgeklubben har nemlig ikke eget klubhus, men lejer sig ind i et lokale på en firelænget gård et par kilometer uden for Holte. Når Ellen så endelig kommer hjem, sætter hun sig ved en blandemaskine og blander kort til næste gang. På den måde fylder bridge rigtig meget i hendes liv.

Heldigvis har hun dog selv valgt det, og trods sin høje alder er Ellen stadig i fuld vigør. Både fysik og mentalt.

– Jeg hører ikke til dem, der kan sidde og lave ingenting. Jeg har haft kolonihave, men den sagde jeg op, da jeg fik så meget med bridge at gøre. Jeg har dog stadig en have på 1.300 kvadratmeter derhjemme, som jeg går og passer, så jeg har altid et eller andet at lave, siger hun.

Et helt nyt hold

Når det gælder kortprojekter, melder Ellen aldrig pas. Foruden det nye mandagshold i Søllerød Bridge har hun for nylig været med til at starte et begynderhold sammen med den lokale AOF-afdeling, hvor Ellen er underviser, og det er ganske nyt for hende.

– Jeg begyndte at undervise i bridge september forrige år efter at have været til eksamen hos Dansk Bridgeforbund, for det skal man for blive certificeret underviser, forklarer hun og tilføjer.

– Jeg bruger rigtig meget tid her.

På det nye AOF-hold er der 21 tilmeldt og to på venteliste.

– Det er helt vildt! Der er ingen, der kan forstå det, for normalt halter man bagefter med en 10-12 stykker på et hold. Jeg må have fået trykket på nogle rigtige knapper for at få folk til at melde sig, siger Ellen stolt og tilføjer:

– Måske fordi jeg er lidt utraditionel i mange situationer. Jeg har f.eks. siddet på et loppemarked og spillet bridge midt i det hele. Når der lige pludselig sidder fire granvoksne mennesker ved et bridgebord blandt en masse boder, kommer folk hen og spørger, hvad vi laver. Så fik jeg deres e-mailadresser og sendte dem en mail, hvori der stod, at de skulle tage og melde sig ind. Og det gjorde de.

Ifølge Ellen kan alle lære at spille bridge.

– Det er ikke svært at lære reglerne, men det kan være svært at tolke dem – og vurdere kortene. Og det, der er så spændende ved bridge, er, at du hele tiden kan blive bedre.

Før i tiden var bridge kendt som værende et rigmandsspil, men sådan er det ikke mere, mener Ellen.

– Her spiller høj og lav, siger hun og fortæller, at man heller ikke spiller om penge. I stedet er der fokus på at få trænet hjernen og styrket de sociale bånd. På den måde er bridge et godt middel mod ensomhed.

– Når du kommer her, er du på lige fod med andre. Du har en passion og vil gerne spille bridge. Der er rigtig mange, der får venskaber i klubben og begynder at spille sammen privat, siger Ellen og tilføjer:

– Der kan selvfølgelig være udfordringer med makkerskaber. Af den grund er der også rigtig mange ægtepar, der ikke spiller sammen. Hvis man har et godt ægteskab, skal man ikke sætte det over styr ved bridgebordet, griner hun.

– Og det samme gælder venskaber.

Selv om Ellen går op i spillet med liv og sjæl, går hun ikke rundt og drømmer om, at Bridge Søllerød kommer til at generere en masse spillere til landsholdene.

– I Danmark er vi rigtig gode til at spille bridge og klarer os flot internationalt. Her i Bridge Søllerød er det mere bredden, end det er eliten, der er i fokus. Og vi forsøger at få plads til alle dem, der har lyst til at spille. Som en ekstra gevinst er der en halv times undervisning forud for hver turnering, hvor alle suger til sig. Folk er glade for at komme her, og bridge er det sidste, de vil give slip på. Vi har to, der kommer med rollator, og nogle har gigt i hænderne. Men de kan stadig spille. Hovedet fejler ikke noget, og så skal man ikke sidde derhjemme og have ondt af sig selv.