Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
– Det værste var børnene!
Britta Louise Olsen husker tilbage på sit ophold i Haiti efter et af historiens værste jordskælv, der kostede over 200.000 mennesker livet.
– Da vi ankom, var alle de døde fjernet, og vi slog teltene op på det store stadion midt i byen, fortæller den 68-årige børnelæge, der i 2010 rejste med Røde Kors for at hjælpe til efter katastrofen på den lille ø i det caribiske hav.
– Der var utrolig mange triste skæbner, for alle uden undtagelse havde jo mistet flere af deres kære. Men det værste var, når vi efter endt behandling måtte sende børnene ud igen. De ville ikke forlade stedet, for de skulle jo bare ud til ingenting…
Rejsen til Haiti var ikke den første, Britta foretog for at forsøge at gøre en forskel.
Læs også: Man bliver da aldrig for gammel til rejser!
– Jeg arbejdede for Røde Kors og andre hjælpeorganisationer, allerede inden jeg blev færdig med min specialuddannelse som børnelæge i 1998. Jeg havde en onkel, der var værkfører på et hospital ude på landet i Sydafrika, og første gang, jeg drog ud, var i 1976, da jeg tog dertil i tre måneder for at udføre humanitært arbejde.
Oplevelsen styrkede de tanker om at rejse ud i verden og hjælpe, som allerede puslede i Brittas hoved.
– I begyndelsen af mit lægestudie fik jeg en turnusstilling i Lillehammer i Norge, og derfra blev jeg af Norsk Røde Kors udsendt til Iran, hvor jeg i tre måneder hjalp med et mor/barn-projekt i en kurdisk flygtningelejr, og det var så udfordrende og spændende, at jeg brugte de efterfølgende år på – sideløbende med min uddannelse – at være udsendt til både Bosnien og Serbien.
Læs også: Lene løber for piger i Afrika
Lysten til at have med mennesker at gøre mener Britta altid at have haft.
– Jeg havde en lykkelig og harmonisk barndom og opvækst i Valby med mor, far og storebror. Vores forældre var godt oppe i alderen, da de fik os, for de ville vente med at få børn, til krigen var forbi. Jeg var som ung meget aktiv i spejderbevægelsen, og jeg arbejdede i en fritidsklub på Nørrebro, fordi jeg syntes, det var sjovt at have med børn at gøre. Jeg tænkte overhovedet ikke på at blive læge, for jeg tror aldrig, jeg havde set en hvid kittel, for i min familie var vi aldrig syge.
Britta aner ikke, hvor ønsket om lægestudiet kom fra.
– Til gengæld fandt jeg ret hurtigt i løbet af uddannelsen ud af, at det var børnelæge, jeg skulle være. Da jeg blev færdig som almindelig læge, blev jeg kommunalt ansat distriktslæge i Norge, hvor der i konsultationen kom rigtig mange kvinder og børn, fordi jeg var den første kvindelige læge i den kommune.
Det blev anstødsstenen til, at Britta søgte ind på børneafdelingen i Oslo og dér besluttede sit speciale.
– Af Den Danske Afghanistan Komité i Norge blev jeg spurgt, om jeg ville rejse til Afghanistan for at være projektkoordinator i opbygningen af et sundhedsprojekt med små centre i hele regionen. Det ville jeg gerne, og det endte med, at jeg blev der i tre år. Området var kontrolleret af Taleban, som vi havde et godt samarbejde med. Når man er ude i vores ærinde, så sørger man for at holde sig gode venner med dem, der bestemmer, for ellers bliver vilkårene bare værre, og vi fik alt igennem, som vi ønskede. Vi fik endda lov til at fejre kvindernes dag…
Læs også: Keld og Hilda på rejse i Nepal
Britta forlod Afghanistan, fem måneder før amerikanerne invaderede landet.
– Tre år var nok, men jeg lærte utrolig meget. Man får en anden holdning, når man kommer ud i landdistrikterne. Derude har kvinderne jo brugt burka i flere hundrede år, og når vi blev inviteret med til fest i familiens skød, smed de burkaerne og havde både højhælede sko og makeup på indenunder. Det var ganske festligt.
Ved hjemkomsten blev Britta ansat på Skejby Sygehus.
– Jeg har ingen problemer med at omstille mig fra det ene miljø til det andet. Det kan jo godt være, at man her i Danmark er med til en 650 grams babyfødsel, hvor man kort tid forinden i en krigszone har været nødt til at se større børn dø af mindre årsager. Men man skal kunne kapere det, ellers går det jo ikke, siger hun.
Følelserne for Afghanistan var blevet så stærke, at Britta i 2004 atter sagde ja til at tage afsted.
– Det var Dansk Røde Kors, der bad mig tage afsted, og denne gang blev jeg i et år for at hjælpe til med at implementere og evaluere på sundhedsprogrammet.
Læs også: June og Peter Belli gav en ged i Afrika
Er klar når Røde Kors ringer
Tid til arbejde i Danmark blev der dog også.
– Jeg har ind imellem udsendingerne arbejdet både i Ærøskøbing, Ribe, Næstved og Aarhus, og fra 2005 til 2017 boede jeg dels i Grønland, dels på Færøerne og dels i Norge, samtidig med at jeg blev udsendt til Haiti, Syrien og Somalia af Dansk Røde Kors og Det Internationale Røde Kors. Sidste sommer pensionerede jeg mig selv og bosatte mig fast her i min aarhusianske lejlighed. Jeg har siden været udsendt et par gange til Bangladesh og er klar, når Røde Kors ringer igen, siger hun.
Hvordan man kan holde ud at farte verden rundt på den måde, har Britta en forklaring på.
– At rejse ud, som vi gør det, bliver lidt som en virus, der går i blodet på en. Man får faglige udfordringer, føler, man gør noget godt, og får samtidig et kammeratskab og kulturelle oplevelser. Det bliver ligesom et narkotikum. En stor del af ens sociale netværk er jo andre folk, der har været ude, fordi man har nogle vigtige fælles ting.
Det kan ifølge Britta være svært for andre at forstå den verden, hun og hendes ligestillede lever i.
– Men jeg har dog været god til at bevare mine venskaber i Norge og i Danmark. Jeg har lige fra første færd skrevet lange fællesbreve med nøje beskrivelser af mit liv og mine oplevelser derude på godt og ondt. Og trods det, at jeg for eksempel i Somalia måtte køre ud med bevæbnede vagter, har jeg aldrig været bange. Jeg har altid trivedes fint i mit eget selskab – ellers rejser man ikke alene to måneder til Somalia.
Læs også: Astrid holdt jul i en lerhytte
Ifølge Britta er mange, der rejser ud, singler.
– Jeg har selv, før jeg begyndte at rejse ud, boet sammen med en ven, men i dag er jeg single og trives fint med det. Mit liv er så rigt, og jeg ser jo så mange skønne unger overalt, hvor jeg kommer. Og heldigvis er det ikke alle steder som i Haiti, at vi må sende børn tilbage på gaden. Vi redder rigtig mange børn rundtomkring i verden, så det kan jeg jo kun været superglad for!