I Grønland er jeg lille på den gode måde

53-årige Anne Eldrup Vester har det bedst, når der ligger en Air Greenland-flybillet i skuffen og venter på hende. Hun er født på Sjælland, bor i Aarhus og arbejder i Aalborg – og alligevel er hun i fast forhold med det land, som hun forelskede sig så inderligt i en sommer for 40 år siden.

– Grønland er vidunderligt smukt, og det gør noget ved ens sjæl at være i Grønland. Man føler sig ydmyg og lille på en god måde. Hele verden drejer sig ikke om mig, og mine hverdagsproblemer bliver meget små, siger Anne.

De tanker havde hun nu slet ikke dengang i 1977, hvor hun brugte alle konfirmationspengene på at komme fra Frederikssund til Uummannaq. For når man er 13, handler det ikke ret meget om isbjerge, nordlys og slædehunde, men om veninder.

Læs også: Grønland møder Vestjylland - på Fyn

Så Grønland med et barns øjne

– I dag er det sjovt at tænke tilbage på, at jeg så landet første gang med et barns øjne. Jeg tænkte ikke så meget over forholdene i Uummannaq, og hvis der var noget, jeg ikke forstod, gjorde jeg bare ligesom Else Marie. Det var da lidt ulækkert, at de flåede sæler på gaden, men sådan var det jo. Til gengæld lavede de også lækre fiskefrikadeller af kæmpestore hellefisk, siger Anne, der har lutter dejlige minder om en lys og månedlang sommerferie i venindens hjem. Her var mange børn om bordet og en stor tillid til, at ungerne passede på sig selv og hinanden, når de løb rundt på fjeldet og sejlede på fjorden.

– Slædehundene stod bundet udenfor, og dem måtte man ikke røre. Det var kun hvalpene, vi måtte kæle med. Men ellers var der ikke noget, vi ikke måtte.

– Da jeg selv fik børn, tænkte jeg, at det da var storsindet af mine forældre, at de lod mig rejse alene til Grønland i en alder af 13 år. Men omvendt har de nok tænkt, at når Else Maries forældre kunne lade hende rejse til Danmark et helt år, kunne de også lade mig rejse den anden vej en måned.

Læs også: Fra travle London til fredelige Samsø

Et ubrudt venskab

For det var sådan, de to piger lærte hinanden at kende: Else Marie Grønvold var et af de mange grønlandske børn, der blev ekspederet til Danmark for at lære dansk og danske forhold, og hun kom til at gå i Annes 6. klasse i Frederikssund.

De to blev bedsteveninder, og det venskab er ubrudt den dag i dag. Deres tilværelser har snoet sig ind i hinanden lige siden, og de betragter hinanden som familie. I Uummannaq, der ligger på en lille ø nord for Diskobugten, var der ingen muligheder for videreuddannelse, så Else Marie boede hos Annes familie, mens hun gik i gymnasiet i Frederikssund, og senere gik hun i Annes mors fodspor og uddannede sig til sygeplejerske. I dag bor hun i Nuuk med mand og børn og er leder af Enheden for Læring og Udvikling i det grønlandske sundhedsvæsen.

Så Anne og Else Marie er faktisk endt i samme ”branche”, for Anne valgte at læse til læge og tog efter endt uddannelse til 
Nuuk som vikar.

– Jeg tog mand og børn med derop et par måneder, for så fik jeg dem også introducereret til min grønlandske familie, siger Anne og griner lidt af omstændighederne ved det vikariat.

– Kjeld var en erfaren speciallæge i ortopædkirurgi, og ham var de meget interesseret i at ansætte. Jeg kom kun med som det tynde øl!

Kjeld blev mindst lige så fascineret af den storslåede natur og var helt med på Annes idé om at bosætte sig i Nuuk fra 2010 til 2012.

Læs også: Hjertet er jo ikke demens

Ud i helikopteren

– Grønlændere lever så tæt på naturen og ved, at man ikke kan planlægge alting. Hvis det er godt vejr nu, er vi glade nu, og så bekymrer vi os ikke så meget om i morgen eller i overmorgen, for da kan det være, at det er stormvejr, eller båden er gået ned.

– Vi kunne alle sammen trænge til at øve os lidt i tilstedeværelse i nuet og glæde os over de gode ting. Det er ikke, fordi grønlænderne ignorerer deres problemer, de er bare bedre til at sætte dem lidt til side og sige ”nu er vi endelig sammen efter lang tid, og det glæder vi os over.”

– Det er jo fantastisk, og min skuldre falder ned, når jeg er i Grønland, også selv om jeg arbejder i mange timer.