Isolerede sig i sit eget private helvede: Nu smiler Cille igen

Det begyndte med en sitren i mundvigene, og det endte med et smil. Det var første gang i næsten et år, at Cille havde smilet. Faktisk troede hun, at hun havde glemt, hvordan man gjorde, men så var det der pludselig, helt uventet. Smilet. Og da først hun var begyndt, kunne hun slet ikke holde op igen.

Cille Bartelsen er 22 år, og hun smiler flere gange om dagen nu. Hun er flyttet hjemmefra og bor sammen med sin kæreste, Claus, i Aarhus. Hendes mor, Heidi Bartelsen, bor i Vejen og nyder at få sin datter på besøg så tit som muligt.

De elsker hinanden, men for ikke så længe siden var Cilles mor også Cilles vogter, som tvang mad i sin datter flere gange om dagen.

Cille har lidt af anoreksi og OCD (psykisk lidelse, hvor man er styret af tvangstanker og/eller tvangshandlinger, red.). Hun har været der, hvor hun ikke længere kunne smile og være glad, og hun endte med at være helt ligeglad med, om hun overlevede eller ej. For hvad var der egentlig at leve for? Ingen kunne jo hjælpe hende ud af hendes eget private helvede.

Læs også: Der er en vej ud af mareridtet

Livet begyndte godt

Det var dog ikke sådan, hendes liv begyndte. Hun var også engang en glad og kærlig lille pige, som elskede at lege med andre og at være sammen med sin familie. Nogle gange var det dog, som om hun skulle være den voksne, som forstod og var sød, selv om hun var vred og havde lyst til at smække med dørene.

− Mine forældre blev skilt, da jeg var 7 år. Min far fandt hurtigt en anden, og min mor fandt også en ny mand, som hun var meget forelsket i. Vi var en lykkelig familie, i hvert fald i begyndelsen.

− Min stedfar arbejdede meget, og når han kom hjem, gik han ind på et værelse og sad ved computeren. Så gik min mor ind til ham – hun havde ikke set ham hele dagen og ville jo gerne snakke med ham. Det forstår jeg godt, men så stod mine to brødre og jeg der. Lidt alene, fortæller Cille.

Læs også: En spiseforstyrrelse holdt Diana fanget i 12 år

Cille forandrede sig

Hun og hendes to brødre forstod det godt. De var søde børn, som gjorde alt for at vise de voksne, at det hele var godt. Men hendes stedfar forandrede sig.

− Han begyndte at rette på mig. Hvis jeg vaskede op på den forkerte måde, skældte han ud. Hvis jeg sagde ham imod, råbte han op. Hvis jeg låste døren til mit værelse. Alt var galt. Efterhånden var jeg mest inde på mit eget værelse, men så var det også forkert. Jeg begyndte at sige ham imod. Jeg forandrede mig til at være en pige, jeg slet ikke kendte. Jeg var ikke sådan en rasende og skrigende unge. Jeg havde jo altid været social og sød og venlig, siger Cille.

Hun ville ikke tænke på det, men tankerne kørte i hendes hoved hele tiden. Kun når hun vaskede hænder eller gjorde tingene i en bestemt rækkefølge, fik hun ro på sig selv. Hendes hoved blev tomt, for hun havde skiftet hverdagens kaos ud med ritualer og noget, der skulle gøres på en bestemt måde.

Hun, som før havde været så glad og udadvendt, isolerede sig, talte ikke med nogen. Skolepsykologen og sundhedsplejersken forsøgte at tale med hende, men intet ændrede sig ikke. Cille havde det stadig dårligt.

− Jeg vidste jo bare, at jeg ikke var god nok. Så fik jeg idéen om, at hvis jeg var sundere, så havde jeg da gjort noget. Jeg læste alt om sund kost og slankekure, og så rettede jeg mig efter det – bare uden at holde de indlagte ”cheatdays”, hvor man har lov til at spise, hvad man har lyst til. Min mad, min træning og mine ritualer tog langsomt over.

Læs også: Jeg var så besat, at jeg fik en spiseforstyrrelse

Indlagt et halvt år

Heidi − Cilles mor − opdagede, hvor slemt det var, da familien var i sommerhus for fem år siden. Da var Cille 15 år og spiste ikke længere mad, der indeholdt sukker eller gluten. Mælkeprodukter var også forbudt. Til sidst kunne hun kun spise grøntsager. Den dag for fem år siden havde hun kun spist et par grønne bønner og trænede til gengæld intensivt med sin kettlebell, som hun altid havde med sig.

Den dag forstod Heidi, at hendes datter var så syg, at det kunne ende med døden, men hvor går man hen, når ens barn nægter, at der er noget i vejen?

Heidi kontaktede den psykiatriske afdeling på sygehuset i Esbjerg, hvor Cille i forvejen var begyndt i ambulant behandling. På det tidspunkt var Cille så afkræftet, at hendes puls var alt for lav. Hun besvimede og blev indlagt på hjerteafdelingen, hvor hun lå en dag. Derfra blev hun overført til den psykiatriske afdeling.

− Jeg var indlagt et halvt år, og jeg ville bestemt ikke være der. Jeg havde fået diagnoserne social fobi, anoreksi, depression og OCD.

Jeg forstod, at jeg havde brug for hjælp, men jeg kunne ikke få hjælp, før jeg var steget i vægt, fik jeg at vide. Det betød, at jeg sad i timevis foran maden sammen med en sygeplejerske, som skulle overvåge, at jeg begyndte at spise. Men jeg kunne simpelt hen ikke spise. Da jeg endelig fik lov til at komme hjem, var det på betingelse af, at min mor skulle sørge for, at jeg spiste, fortæller Cille.

Mor og datter sad sammen om maden i timer hver eneste dag. Til sidst endte det med, at Heidi tvang maden i Cille. Det lignede et overgreb, og det var et overgreb. Intet blev bedre, og mor og datter græd begge af afmagt.

Læs også: Daniélle er blevet mor trods år med spiseforstyrrelse: Min drøm er gået i opfyldelse

På egne ben

− Jeg kunne ikke være min datters vogter. Vi måtte finde på en anden behandling, og da vi tilfældigvis hørte om psykoterapeut Mette Bang, besluttede vi at give det et forsøg.

− For første gang mødte jeg en behandler, som hørte på, hvad jeg sagde. Og hun talte slet ikke om mad. Hun talte om, at når jeg havde OCD og en spiseforstyrrelse, var det måske en reaktion på, at der var noget galt i familien. Måske var jeg ikke den eneste syge. Måske reagerede jeg egentlig bare sundt på et dårligt familieliv, siger Cille.

Mor og datter kom begge i terapi, og Heidi forstod, at hun ikke havde været der for Cille, da hun havde brug for hende. Ikke af ond vilje, men fordi hun simpelthen ikke havde forstået, hvordan Cille havde det i familien.

Cille begyndte ikke at spise efter den første gang, hun havde været i terapi. Heller ikke efter den næste gang, men langsomt fik hun lyst til at leve og dermed lyst til at spise igen. En dag oplevede hun for første gang i meget lang tid, at hun var glad. Bare sådan helt almindelig glad.

− I det halve år på hospitalet havde jeg overhovedet ikke smilet, og så opdagede jeg, at nu smilede jeg pludselig. Det var som at få lov til at leve, siger Cille.

Læs også: Maria Hirse: Sådan er mit liv

En stolt mor

Tre gange om ugen gik Cille i terapi. Heidi gik der også, alene, og for hende blev terapien ligeledes starten på et andet liv. Heidi og Cilles stedfar blev skilt for tre år siden. Cille begyndte på handelsskolen og tog sin eksamen. Hun fik en kæreste og flyttede til Aarhus for at begynde på det liv, som hun alt for længe kun havde været en tilskuer til.

Nu spiser hun normalt, og hendes OCD viser sig kun, når hun bliver presset, men nu ved hun, hvordan hun holder op igen. Hun er parat til at stå på egne ben nu − og Heidi er stolt af sin stærke datter.

− Jeg har ikke været den mor, jeg gerne ville være. Jeg har svigtet min datter, og det kan jeg ikke gøre om, men jeg kan være der for hende nu og i fremtiden, siger Heidi.