Jeg kom ud af min spiseforstyrrelse

Diane Jasmin ved præcis, hvornår hendes spiseforstyrrelse startede, for det var den dag, hendes veninde blev begravet.

– Efter begravelsen var der buffet, og der var hængt et stort billede af Annie op over bordet. Jeg spiste som alle de andre – og gik så direkte ned i kælderen og kastede op, husker hun.

Diane var bare 17 år, og det kom til at vare 12 år, førend hun kunne kigge roligt og anerkendende på sit eget spejlbillede.

I dag er hun på 11. år fri af spiseforstyrrelsen, mor til Ronja og godt i gang med en karriere som terapeut, forfatter og blogger.

– Hvis nogen dengang havde sagt, at jeg ville være så meget hjemme i min egen krop, som jeg er i dag, ville jeg have rystet på hovedet ad dem, siger Diane.

Allerede som 7-årig følte hun, at hendes krop var forkert, og maven for stor, og derfor er det i dag så vigtigt for hende, at hendes egen datter, Ronja på 8, er glad for sin krop, ja, at alle unge piger undgår alt det kropshad, som mange af os voksne er præget af i større eller mindre grad.

– Ronja får for eksempel aldrig mig at se liggende på gulvet for at kunne lyne bukserne op, smiler 39-årige Diane, der bor i en lejlighed i Valby med Ronja og Ronjas far, Jesper.

Læs også om Mille: Jeg var så besat, at jeg fik en spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelse efter dødsfald

Som 17-årig tog Diane et år til USA som udvekslingsstudent, og det blev på mange måder hendes bedste år. Men det blev også det hårdeste – og meget skelsættende.

Annie og Nicole, der gik på samme skole som Diane, tog hende fra starten med ind i deres tætte venindeskab, og alt var godt. Men i marts mistede Annie livet i en glatføreulykke, og måneden efter var Nicole og Diane involveret i et trafikuheld, hvor en dreng løb ind i deres bil. Han overlevede, men det var alligevel to begivenheder, der var umådelig svære at håndtere for en ung pige, langt væk fra mor og uden nutidens internet og Facetime.

– Jeg passede min skole og gik så hjem og fyldte mig med donuts, og hvad jeg ellers kunne finde. Og så gik jeg i bad. Det vil sige, at jeg lod bruseren løbe, mens jeg kastede op. Bagefter lagde jeg mig i badekarret, fyldte det med vand og hev proppen ud, mens jeg blev liggende og forestillede mig, hvordan det havde været for Annie, da livet forlod hende…

– Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle være i live, når hun ikke var, og jeg følte samtidig også skyld over, at jeg ikke kunne nyde livet og min krop.

Panikangst og klaustrofobi kom oveni, og Diane lukkede sig mere og mere inde.

Læs også: Mor og teenagebørn kom ud af problemer med blandt andet spiseforstyrrelse

Alt, der var blødt

Tilbage i Danmark bestod livet af at skaffe så meget dejlig blødt mad som muligt, og så kaste det op igen. Og af at træne mange timer hver dag i et træningscenter. I halvandet år forsvandt menstruationen helt. Diane havde meget svært ved at køre i bus og tog, og da det var værst, fik hun kvælningsfornemmelser bare hun så et fly på himlen.

– Når jeg lige havde fået SU, gik jeg til bageren og købte 10-14 flødeskumskager. Det tog 20 minutter, så var de væk og skulle kastes op. Jeg kunne bruge alt, hvad der var blødt, som is, kager og flødeboller.

Dianes bank var uhyre hjælpsom og lånte hende penge uden at kræve den mindste sikkerhed, og den dag i dag slæber hun rundt med resterne af den gæld på en halv million kroner, som blev grundlagt der.

Efter fire år i bulimiens jerngreb kunne kroppen ikke mere, og Diane vidste, at hun måtte melde sig ud af samfundet, hvis hun ikke fik hjælp. Hun læste om en teaterskole for unge, hvor der blev arbejdet intensivt med krops­terapi, og fik lov til at starte her. I løbet af det skoleår fik Diane sparket fobien og angsten til hjørne, og hun holdt op med at kaste op.

Se Diane Jasmins egen hjemmeside om blandt andet spiseforstyrrelser (link fjernet)

Vægt gik op og ned

Efter adskillige år, hvor vægten cyklede op og ned og truede med at nå de 100 kilo, var det en voldsom svimmelhed, der fik Diane sygemeldt fra jobbet som pædagogmedhjælper. I de to år, som den ”virus på balancenerven” kom til vare, fik Diane omsider hjælp: Først åd hun det nederlag, det føltes som at være nødt til at takke ja til at blive tilknyttet en psykiatrisk afdeling, og siden blev hun optaget på uddannelsen til psykomotorisk terapeut (det, der hed afspændingspædagog i gamle dage).

– De ting, jeg havde arbejdet med drypvis gennem årene, fik jeg samlet under uddannelsen, og jeg kunne mærke, at jeg fik et andet fundament. Jeg kan bedst forklare det med, at jeg ikke mere har den samme grundtone i mig mere.

– Hvis jeg som ung havde vidst, hvad jeg ved i dag, tror jeg, at jeg var sluppet fri af spiseforstyrrelsen langt tidligere. Jeg ville ønske, at alle forstod to begreber, som har været vigtige for mig at forstå: at der findes den konkrete sansning, det vil sige det, du mærker, og så er der de tanker, der er forbundet med sansningen. Hvis man har en spiseforstyrrelse eller lider af angst, kan man have svært ved at sanse kroppen fysisk. I stedet mærker man følelserne, og det hele flyder ud i hinanden.

For tre år siden skrev Diane selvhjælpsbogen ”Lad kroppen vise vejen”, (link fjernet) som indeholder gode kropsterapeutiske redskaber, som kan hjælpe en til at forstå kroppen. Hun driver i dag sin egen klinik, hvor hun har stor glæde af at hjælpe andre.

– Lige da jeg var blev af med spiseforstyrrelsen, tænkte jeg, at jeg aldrig ville beskæftige mig med spiseforstyrrelser mere, men sådan har jeg det ikke mere. Jeg brænder for at forsøge at forebygge, at andre får spiseforstyrrelser, siger Diane.

Følg Dianes blog på Huffington Post