Regine var på Sprogø - del 2: Jeg har altid tænkt på, hvorfor det skete

Fredag, 5. november 2021
Af Greta Johannsen. Foto: Gregers Overvad
Regine blev som niårig anbragt på børnehjem. Det resulterede i godt 20 år på anstalt i Brejning og senere på Sprogø.
Regine var anbragt på Sprogø. Nu besøger hun øen

Læs del 1 af Regines historie her.

... Regine kom ikke i plads. Hun kom heller ikke meget hjem på ferie længere.

Hendes far havde giftet sig igen, og den nye kone var ikke glad for sin steddatter. Regine blev mere og mere ked af det. Sådan ville vi beskrive det i dag og også have forståelse for det.

Men på anstalten i Brejning noterede personalet sig, at hun blev mere og mere uartig, og de anbragte hende nu oftere alene i strikkestuen, så hun ikke kom i skænderi med de andre piger.

I 1956 blev Regines far alvorligt syg og bad om tilladelse til, at hans datter måtte besøge ham.

Anmodningen blev afvist. Kort tid efter fik hun lov til at deltage i sin fars begravelse.

Regine husker både begravelsen og ikke mindst sorgen over, at hun ikke fik lov at rejse til Sønderjylland, da hendes far blev syg.

At hun ikke nåede at se ham en sidste gang. En sorg, hun ikke havde nogen at tale med om dengang.

Strafcellen

I sommeren 1958 blev hun sendt til Sprogø.

– Det var mærkeligt at blive sejlet ud til en ø midt ude i havet, og så skulle jeg ellers bare blive der. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle være der, og forstod heller ikke grunden til det. Alligevel havde jeg mere frihed på Sprogø, end jeg nogen sinde havde haft før. Når arbejdet i haven derude var færdigt, havde jeg fri og kunne gå lidt rundt på øen, fortæller Regine.

Friheden kunne dog hurtigt blive inddraget, og pigerne blev styret med hård disciplin og trusler.

– Vi fik at vide, at der var nogle piger, der havde forsøgt at flygte. De var druknet, så jeg skulle i hvert fald ikke prøve på noget. Jeg forsøgte at være sød det meste af tiden, men en enkelt gang kom jeg i klammeri med nogle af de andre piger. Så røg jeg i “rummet”. Det var et meget lille rum ovenpå, hvor man blev låst inde alene, til man kunne opføre sig ordentligt igen. Så fik man havregrød eller tørt brød skubbet ind gennem en lem. Heldigvis var jeg der kun et par dage.

Rejste fra Sprogø

Den 31. juli 1959 fik Regine lov til at rejse fra Sprogø. Hun var endelig blevet lovet en plads hos en gårdejer i nærheden af Aalborg. Her skulle hun være husassistent, og når hun havde fri, ville hun besøge sin mor, havde hun planlagt.

Endelig i plads

Mor Juliane blev ikke glad for den plan, og hun skrev straks til Clausager med sine indsigelser. Han svarede hende, at Regine nu var blevet en voksen pige, der sikkert kunne klare en plads, og at hun derfor ikke kunne blive på en så afsondret ø i årevis.

Regine var en fysisk stærk kvinde. Hun stod op kl. 6.15 i sin nye plads og sluttede arbejdet kl. 17.30.

“Jeg må holde det ud, så længe jeg kan,” skrev hun ifølge journalen til Clausager på Sprogø.

Regine husker godt den tid:

– Jeg var i roerne hele dagen, og så skulle jeg lære husholdning ved siden af. Herren var flink, men fruen var ret skrap og sagde, at jeg ikke duede til noget som helst.

Efter tre måneder blev Regine sendt tilbage til Anstalten i Brejning. Det havde knebet for gårdejerne at udbetale løn til Regine, og efterfølgende skrev den tilsynsførende for familieplejen, at “dette sted vist ikke var så godt alligevel, for Regine skulle gøre en karls arbejde.”

Hun havde heller ikke besøgt sin mor i løbet af de tre måneder. Juliane havde ikke haft tid til at se sin datter.

Omsider fri

Men det var ikke kun skidt, for lykken kom også til Regine nu, husker hun. I hvert fald i små glimt.

– Jeg blev sendt i plads hos nonnerne på Skt. Ansgar Klinik i Aabenraa. Jeg havde selv bedt om at komme til Sønderjylland, for så kunne jeg være tæt på det, jeg kendte fra min barndom, fortæller hun og fortsætter:

– Det var en god plads. Jeg skulle servere bakker med morgenmad og være huslig, og det var ikke så svært.

Det var også her i Sønderjylland, hun mødte sin kommende mand, Otto.

– Vi mødtes til ringridning i byen, og vi blev kærester. Jeg kom med hjem til hans forældre, og de var de dejligste mennesker, jeg nogen sinde har mødt. De blev også en slags forældre for mig.

Ottos forældre havde et lille husmandssted, og her flyttede Otto og Regine ind. De ville giftes, og Otto måtte sende en ægteskabsanmodning til Justitsministeriet for at få lov til at gifte sig med Regine. Det førte igen til en længere brevveksling og kontrol, men til sidst sagde lægerne Clausager og Wildenskov god for ægteskabet.

Regine og Otto blev gift den 13. marts i 1962, og Regine blev udskrevet af Forsorgen den 28. juni 1962.

Regine var fri.

Du kan læse mere om, hvordan det gik Regine videre i livet i Familie Journal nr. 43 og 44 fra 2022.