Regine var på Sprogø - del 1: Jeg ville bare gerne hjem

Den 17. maj 2021 sad 91-årige Regine Løhndorff på en bænk og så ud over Storebælt.

Hun var på Sprogø og kiggede på de små bølger, der slikkede op ad kanten på den lille havnemole, hvor hun for mange år siden blev sat i land på øen for første gang.

Regine var for en stund rejst tilbage i tiden – og tilbage til Sprogø – sammen med Familie Journal, så hun kunne gense det sted, hvor hun for mange år siden blev anbragt, fordi hun skulle lære at blive en “sød og ordentlig pige”.

Bag hende og bænken lå det gamle kvindehjem, smukt kalket og med nye fine vinduer.

Sendt til Sprogø som 28-årig

Da Regine var på Sprogø første gang, var hun lige fyldt 28 år. Da hun blev sat i land på molen, var det sammen med en del andre piger, og fælles for hele gruppen var, at de skulle anbringes her, fordi de var “løsagtige, åndssvage, kriminelle eller letlevende piger”.

Regine mente ikke selv, at hun var nogen af delene, men Sprogø var bare endnu et sted, hvor nogen sendte hende hen.

Som niårig blev hun afleveret på et børnehjem, senere blev hun sendt til De Kellerske Anstalter i Brejning ved Vejle.

“En artig pige”

Regine husker kun alt for godt, hvordan det var dengang, hvor andre bestemte alt over hende.

“Du kan komme over på Sprogø, hvis du ikke er ordentlig”, lød truslen ofte i hendes opvækst, og den var ikke for sjov.

Regine blev sendt derover, fordi plejemoren på anstalten i Brejning skrev i hendes journal:

“Patienten har gennem længere tid været hidsig og opfarende på afdelingen. I betragtning af patientens vanskelige væsen og hendes stærke dragning mod det mandlige køn, er det besluttet at anbringe hende på Sprogø”.

Det var ordene, og sådan blev det, og der skulle gå et år, før Regine kom væk fra Sprogø igen.

– Vi blev sejlet over til Sprogø, mig og nogle andre piger. Jeg skulle arbejde i haven og som bådpige. Om aftenen sad vi alle sammen bare inde i stuen og reparerede tøj eller strikkede. Det bedste var at være udenfor. Så bestemte man lidt selv, husker hun.

Drømte om at blive gift

28-årige Regines største drøm var at komme ud i plads, så hun kunne tjene sine egne penge. Den næststørste var at blive gift, for så kunne hun endelig få sit eget hjem, men det virkede helt utænkeligt for den unge kvinde, at det nogensinde skulle kunne lade sig gøre.

Forstanderinden på Sprogø blev kaldt plejemor, og hun skrev i sin indberetning om Regine:

“Patienten er glad og god. Hun er en sød pige, der passer sit arbejde og er dygtig til at brodere i fritiden. Hendes højeste ønske er at se sin rigtige mor. Hun ville gerne have besøg af hende.”

Hele livet kæmpede Regine for, at hendes mor skulle holde af hende.

Nu er det for sent.

Årene er gået, hendes mor er for længst død, men det er først nu i en alder af 91 år, at hun kan indrømme over for sig selv, at hendes mor ikke var værdig til hendes kærlighed.

– Hun var ikke, som en mor skal være, siger Regine.

Hele livet har hun spurgt sig selv, hvorfor hun i første omgang som niårig blev sendt på børnehjem og videre til en anstalt.

Hun elskede sine forældre, som børn gør, og det holdt hun aldrig op med, selv om hun ikke fik svar på sine spørgsmål.

Forstod aldrig hvorfor

Regine har aldrig forstået, hvorfor hun overhovedet blev anbragt. Og hvorfor der skulle gå så mange år, før hun igen blev fri.

I et forsøg på at rette op på det har Familie Journal fået aktindsigt i hendes journal, og denne skribent har gennemgået de i alt 400 sider, der fortæller historien om Regines liv indtil hendes 31. leveår.

Regine er ni år, da forældrene bliver skilt. Juliane får forældreretten. Hun nægter på det bestemteste, at Regines far må have noget som helst at gøre med datteren derefter, selv om han igen og igen giver udtryk for, at han gerne vil se sin hende.

Kort efter skilsmissen i 1939 anbringer Juliane i stedet sin datter på det tyske børnehjem i Rønshoved og forsvinder ud af hendes liv.

Hun var 10 år, da hun blev afleveret på Brejning af lærer Jensen fra den tyske skole, hvor hun havde gået indtil nu.

Den lille pige trådte ind i en helt anden verden: Brejning var en kæmpe institution, skarpt opdelt i mande- og kvindeafdelinger, skolehjem, plejeafdelinger, vaskeri og landbrug. Anstalten Brejning var som en hel by, hvor de uønskede blev anbragt. Og det var en verden befolket af mennesker, som gjorde lille Regine bange.

Fra det øjeblik hun trådte ind ad døren, blev hun et sagsnummer: “4530 Regine Møller”, og som nr. 4530 skulle Forsorgen følge hende de næste mange år.

Læs anden del af Regines historie her:

Den fulde artikel om Regine og hendes svære liv var i Familie Journal nr. 43 og 44 fra 2022.

Opdatering d. 7. marts 2023: Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har meddelt, at tidligere anbragte i særforsorgen, der er blevet udsat for overgreb og mangelfuld omsorg, vil få en officiel undskyldning fra Danmark i maj.

Opdatering d. 22. august 2023: Datoen for undskyldningen er blevet rykket flere gange. Nu står den til at blive givet den 11. september.

Opdatering d. 15. juli 2024: I september fik Regine en officiel undskyldning fra regeringen. Men en undskyldning alene kan ikke rette op på fortidens overgreb og frihedsberøvelse, så Regine har sagsøgt staten for økonomisk erstatning:

Hvis du også har været anbragt på Sprogø eller er i familie med en af de anbragte kvinder, vil Regine og journalist Greta Johannsen gerne høre fra dig. Du kan skrive på mail til: greta.johannsen@familiejournal.dk eller ringe på tlf. 60922031.