Jeg stoppede i sidste øjeblik

Mandag, 30. august 2021
Marianne Knudsen
Rene Schütze
38-årige Dan Nielsen fra Frederikshavn var ved at smide hele sit liv på gulvet på grund af et årelangt alkoholmisbrug. Hans kone og børn led massivt under det, men først med hjælp fra Barnets Blå Hus, der er et støttetilbud fra Blå Kors, lykkedes det at få hjælp til både ham og resten af familien.
Dan

Midt i aftensmaden faldt ordene, der fik Nathja til at stivne.

– Olivia har striber på sin arm, lød det uvidende og uskyldigt fra familiens yngste.

Læs også: Fem år med alkoholmisbrug

Brug for hjælp

Dan forblev tavs, det samme gjorde Nathja, der kun ventede på at kunne sende de yngste fra bordet, så hun kunne spørge sin datter, hvad det var for nogle striber.

Hun bevarede roen; vidste instinktivt, at det var nødvendigt, hvis hun skulle få sandheden ud af sin 13-årige datter, der for det meste befandt sig inde bag en lukket dør på sit værelse efter skole.

Om det var den svære, begyndende teenageralder, eller om der var andet, der var årsag til isolationen, havde Nathja været i tvivl om længe. Men da hun så ridserne, der heldigvis til hendes lettelse var overfladiske, var hun ikke i tvivl. Familien havde brug for hjælp.

– Jeg var rystet over at se, at mit barn gjorde sig selv fortræd, og jeg kunne også se på Dan, at han var chokeret. Men vi bevarede roen, og det er jeg glad for i dag, for det ville have gjort det meget værre, hvis vi var faret op og skældt hende ud, siger 35-årige Nathja Nielsen.

Hun bor i Frederikshavn med sin 38-årige mand, Dan, og deres tre børn, nu 14-årige Olivia, Jamie på 11 og Ivy på seks.

2020 blev året, hvor Corona lukkede landet, men for familien blev det også året, der åbnede op for flere års hemmelighedskræmmeri, mistrivsel og laden stå til.

For familiefaderen Dan havde et alkoholmisbrug, der i årevis først blev negligeret, senere opponeret imod – men på sin vis også accepteret. For Nathja blev.

Også efter hvert eneste ultimatum hun stillede ham. For hun ønskede jo ikke at forlade sin mand, som hun har været sammen med, siden hun var 15, og han var 18. De hørte sammen, havde tre børn sammen, og hun kunne slet ikke overskue at begynde et nyt sted som alenemor.

– Hvilket jeg jo egentlig allerede var, konstaterer hun lidt tørt nu.

For når Dan kom hjem fra arbejdet som tømrer, var det sikkert, at han gik i skuret og knappede en dåseøl op. Det blev til flere, og når han kom ind, var han træt og gik i seng. Han sad med omkring spisebordet, men udover det var det meget lidt, han deltog i familielivet.

Læs også: Støttegruppe for børn af alkoholikere

Låg på livet

Nathja behøvede ikke at gå ud i skuret og tælle dåserne, selv om hun har gjort det mange gange, for hun kunne se det på sin mand. Rødmen i kinderne og de blanke øjne afslørede, at han havde drukket mere end én øl. Han var hverken opfarende eller aggressiv – mere bare træt og uinteresseret.

Det er Dan bevidst om i dag, at han var. Han vidste det sådan set også, da han drak, men alkoholen dulmede de dårlige, depressive tanker og lagde låg på livet.

– Jeg var klar over, at det gik den forkerte vej. Jeg fik det at vide af min kone, og jeg kunne se, at både hun og børnene var kede af det. Vi skændtes ofte, eller også var der tavshed. Det er klart, at børnene har betalt en pris for det, siger Dan.

Alligevel har der været mange mislykkede tilløb til at kvitte alkoholen. Perioder på et par uger, hvor han har været standhaftig og ikke rørt en øl, hvorefter han er vendt tilbage til det samme mønster, fordi trangen til øl har overmandet ham.

Ved spisebordet den aften, hvor Olivia viste sin skamferede arm, indså Dan alvoren i et klarere skær.

Nathja opsøgte Barnets Blå Hus, et tilbud fra Blå Kors Danmark, kort efter, og Olivia begyndte i en samtalegruppe med andre børn med lignende familiehistorik, og hun satte over for fremmede voksne ord på, hvordan det var at være barn hjemme hos hende. Ord, som både Nathja og Dan læste – og som ikke var til at misforstå.

– Jeg fik følelsen af at være den dårligste far, beskriver Dan det kort og præcist, og det blev kun understreget, af at der blev lavet en indberetning til kommunen om børnenes mistrivsel på grund af Dans misbrug.

– Jeg var ved at miste det hele. Nathja, børnene … siger han og tog beslutningen om at drikke sin sidste tår den 15. november sidste år.

Læs også: Hanne var alkoholiker

For meget på spil

Dagen efter gik han til møde på kommunens misbrugscenter. Den bedste beslutning, han har taget i sit liv, siger han glad og stolt. Siden har han ikke rørt en øl.

Det lyder nemt og enkelt. Det var det ikke. Det var hårdt, men nødvendigt, og han har hele tiden været fokuseret på de gode ting, der er fulgt, med at han ikke længere skal have øl for at komme igennem hverdagen.

Børnene er blomstret op. De søger ham, vil ham, og han gør alt, hvad han kan for at indhente det, han gik glip af, mens han stod i skuret og drak sig træt. Kærligheden til Nathja er styrket, og han kan se nu, at det må have været hårdt for hende at være i.

Og det har det for Nathja. Ikke mindst da det gik op for hende, at børnene led under det, selv om hun havde forsøgt at skåne dem. Hun har bebrejdet sig selv efterfølgende, for burde hun have forladt Dan for længe siden? Traf hun et forkert valg ved at blive hos sin mand?

– Det har plaget mig, og jeg kender stadig ikke svaret. Det, jeg ser nu, er, at mine børn er glade, og jeg føler, at Dan er blevet den far, han skulle have været hele tiden. Jeg er også blevet gladere. Jeg kan mærke, vi er to nu, der har ansvaret for børnene, og at det hele ikke længere hænger på mig. Det har gjort en kæmpe forskel for os alle, siger hun og tilføjer, at hun nærmest har fået en helt ny mand. Sådan føler Dan sig næsten også. Han har det bedre både psykisk og fysisk.

– Jeg ønsker at være en omsorgsfuld og kærlig far og en god mand for Nathja. Der er for meget på spil til at falde i igen. Det ved jeg, men frygten, for at det kan ske, er der da, og den er jeg meget bevidst om. Jeg tager en dag ad gangen.