Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Lampen, der kan lyse med stjerner og ligner en mariehøne, er det bedste, Henrietta ejer. Når man er 4 år og har mistet sin far, kan man nemlig godt blive lidt bange for mørket.
Elin på 42 år er hendes mor, og hun har kun to ønsker til julemanden i år: Allerhelst ville hun gerne have Henriettas far tilbage, men det kan ikke lade sig gøre. Til gengæld har hun – næsten – fået sit andet ønske opfyldt. Et arbejde.
Artiklen fortsætter under billedetHenrietta og Elin Rønsted i Lunderskov er nogle af de mennesker i Danmark, der har fået julehjælp gennem Røde Kors. Det fik de, fordi Elin er enlig mor og med egne ord: fattig.
Det er et svært ord at sige, når man lever i et samfund, hvor de fleste mennesker har råd til at give deres børn nye sko, en mobiltelefon eller det sidste nye, smarte tøj. Det kan Elin ikke.
– Jeg har fået meget hjælp gennem Røde Kors. Det er her, jeg har fået julehjælp, men det er også her, jeg har fundet andre at snakke med, der er i samme situation som mig. Det hjælper at vide, at man ikke er alene. Der er andre mennesker, der også må kæmpe for at få det hele til at løbe rundt, så vi kan støtte hinanden, siger Elin.