Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Som ethvert andet barn så elsker Mikkel julen og alt, hvad den indeholder.
I dagene op til den 1. december er han i køkkenet for at bage jødekager, og i Mikkels opskrift indgår ikke mandeldrys, som de ægte jødekager ellers skal bages med. Han skal have kagerne med i skole, så han har dem, når de andre børn i klassen får pebernødder, for pebernødderne kan han ikke spise uden at få vejrtrækningsbesvær.
Mikkel bor i Hinnerup, lidt uden for Aarhus, sammen med sin mor, Tanja, far, Henrik, og storesøster, Clara, på 12 år. Da han var 3 år, fik han stemplet "multiallergiker".
- Jeg føler ikke, at vi gør det til et problem, at der er så meget, som Mikkel ikke kan tåle. Selv om vi faktisk synes, at det er rigtig hårdt hele tiden at tage så mange hensyn.
Den lange liste
Mikkel kan ikke tåle pollen, og birketræer, græs og blomster giver ham allergiske reaktioner. Han kan ikke tåle dyr med pels. En lang række fødevarer er helt uspiselige for Mikkel, for i de fleste varer er der spor af nødder, og nødderne er farlige for ham, for de gør, at han ikke kan få vejret. Svampe, flere frugter og en lang række af E-numre er også på listen over ting og sager, som giver ham allergi. Mikkel reagerer på tøjmærkerne i sit tøj, og selv om mærkerne bliver klippet ud, er det ikke nok, og hans krop bliver irriteret og føles, som om den er blevet rullet i kløpulver.
Efter at familien blev klar over, at Mikkel har så alvorlig allergi, måtte de ændre en del i huset og hele deres måde at leve på.
- Vi vasker sengetøj mindst en gang i ugen og gør rent hele tiden. Vi skal selvfølgelig have et juletræ i år, men det er også lidt generende for Mikkel, fordi træet samler så meget støv, siger Tanja. Mikkels far fældede birketræerne i haven, som Mikkel ikke kunne tåle, og haven blev ryddet for de fleste bede og blomster.
Læs også: Humor er den bedste medicin
Ud i naturen
Men Mikkel bider udslæt og kløe i sig, så længe han kan få lov til at have spejderuniformen på. For Mikkel er spejder.
- Jeg elsker at være ude i naturen. Vi bygger fuglereder, snitter grene og laver bål, siger Mikkel. Og de fine mærker på spejderjakken vidner om, at Mikkel er en erfaren spejder. På hylden med midler mod allergi står astmamedicinen, næsespray, hormoncreme og en fed salve, som skal dæmpe kløen. Hvis Mikkel har været spejder i skoven, er hans krop plaget af ekstra meget udslæt, og så er cremen en hjælp.
Hverken Mikkel eller familien brokker sig, men forbereder sig bedst muligt, hver gang de skal uden for hjemmet.
Denne jul skal familien holde jul hos mormor og morfar. Dér har de helt styr på, hvordan julemaden skal laves. Mikkel får sin egen risalamande uden mandler. Og selv om der ingen mandel er i Mikkels skål, så er det en fast regel, at han får mandelgaven.
Læs også: Naturmidler mod høfeber
Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!
Kun 20,- per stk.