Kerstin holder jul på sygehuset

Juleaften lidt før klokken 17 træder Kerstin Book ind på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa og traver hjemmevant op til Akutafdelingen. Ikke fordi hun er syg, men fordi hun er frivillig spiseven her på sygehuset hver juleaften og også gerne nytårsaften.

Hun siger selv, man får Aabenraas bedste julemiddag her på hospitalet, men det er ikke derfor, hun er blevet spiseven. Kerstin gør det, fordi hun gerne vil give alt det gode, hun selv engang fik, tilbage til andre, der har brug for en at være sammen med, når verden ramler, og man ligger på sygehuset selveste juleaften.

Kerstin ved, hvordan det føles. Hun har selv været alvorligt syg, faktisk er hun stadig syg, men det er hun helt afklaret med.

– I 2000 blev jeg syg, og lægerne fandt ud af, at jeg havde en meget sjælden leversygdom, der dannede blodpropper i min lever. Da jeg blev syg, var jeg netop blevet færdig med min uddannelse til lærer. Jeg var 27 år og levede et meget aktivt liv. I første omgang blev jeg opereret, så blodet igen kunne passere gennem min lever, og de næste 15-16 år havde jeg det egentlig meget godt. Der var selvfølgelig kontroller og undersøgelser, men det gik fint. Heldigvis har jeg altid passet min krop godt og styrketrænet, men omkring 2016 begyndte jeg at få det rigtig dårligt. Jeg var altid træt og havde ingen kræfter. Det viste sig så, at det eneste, der kunne hjælpe mig, var en levertransplantation, så jeg kom på ventelisten til en ny lever i 2017, fortæller Kerstin.

Utrolig heldig

Syv måneder senere var Kerstin den heldige. Hun fik en ny lever, og et nyt liv i samme omgang. Fra den første dag efter operationen havde hun det fint og vendte tilbage til sit arbejde som lærer og senere naturfagskonsulent.

Der er gået næsten seks år, siden Kerstin fik en ny lever, og hun har det godt det meste af tiden. De år, hvor andre unge fik kærester og familier, vandrede Kerstin ind og ud af sygehusene. Hun går til kontrol på Aarhus Universitetshospital, blev transplanteret på Rigshospitalet i København, og så er hun da heller ikke ukendt med sygehusene i Aabenraa og Sønderborg. Hun ved, hvordan det er at være alene med tankerne i en sygehusseng, og hun ved, hvordan det er at være alvorligt syg. Derfor er hun også helt sikker på, at hun gerne vil hjælpe andre patienter og give noget tilbage.

– Jeg er glad og ydmyg over for det menneske og den familie, der har givet mig den nye lever. Desuden ville jeg heller ikke være her uden alle de læger og andet personale, der har gjort alt, hvad de kunne for at hjælpe mig og give mig et liv. Nu betaler jeg tilbage ved at hjælpe andre syge mennesker. Jeg ved en masse om at være patient, og derfor har jeg valgt at være spiseven lige præcis juleaften, hvor de allerfleste mennesker netop ikke havde regnet med at være på et sygehus, siger Kerstin.

Hun er heldigvis ikke den eneste, der er frivillig på landets sygehuse. Der er mange, der tænker på patienterne.

Rikke Schmidt er en af dem. Hun er frivillighedskoordinator for de mennesker, der gerne vil gøre et stykke frivilligt arbejde for patienter på sygehusene i det område, som Sygehus Sønderjylland dækker. Det er hende, der fordeler spisevennerne på de afdelinger, der har brug for et medmenneske.

Derfor ved Kerstin, at hun skal være på akutafdelingen på Aabenraa sygehus juleaften i år. Personalet har gjort alt for, at der lige denne aften vil være så få patienter som muligt. Kun de allersvageste patienter er tilbage på afdelingen, og så er der alle de akutte, der kommer ind selve juleaftensdag på grund af pludselig sygdom eller et ulykkestilfælde. Det er fortrinsvis ældre mennesker, men hvad taler man i grunden med et helt fremmed menneske om juleaften?

Byens bedste julemad

– Sidste år spiste jeg sammen med en meget sød ældre dame, der var blevet indlagt akut og derfor alligevel ikke kunne være sammen med sin familie denne aften. Hun var selvfølgelig ked af det, men hun var også rigtig glad for at have en at snakke med, når det nu skulle være, siger Kerstin.

– Vi snakkede om, hvorfor hun var blevet indlagt, om hendes interesser og om børn og børnebørn, for man kan jo altid finde på et eller andet almen menneskeligt at snakke om, så tankerne bliver afledt fra det chok, det er, pludselig at blive indlagt på et hospital, fortæller Kerstin og fortsætter:

– Hendes datter ringede og bad mig tage et billede af hendes mor, julepynten og den mad, vi fik. Hun var så taknemmelig for, at der var nogen hos hende, for det er tit det værste. At være alene en juleaften.

Hun kender det fra sig selv. Kerstin har ikke så meget familie, ingen børn og ingen kæreste. Men derfor er julen ikke noget, der bare skal overstås. Hun holder faktisk meget af den.

– Jeg synes, julen på sygehuset er fantastisk, og så må jeg sige, at julemaden her på sygehuset i Aabenraa bare er den bedste. Det ved jeg meget om, for jeg har selv været patient mange steder. Det er hyggeligt at begynde juleaften med at sidde og drikke kaffe sammen, snakke og finde ro i, at lige nu gør jeg en forskel for et medmenneske, fordi vi er to om at dele patientens tanker og følelser denne aften. Det er vigtigt for mig. Vi spiser omkring klokken 18, og bagefter er de fleste patienter alligevel trætte og har brug for et hvil, og så tager jeg af sted, siger Kerstin.

Juleaften bliver en smule nemmere takket være Kerstin og de andre spisevenner i Sønderjylland. Der er også spisevenner på besøg på hospitalet i Sønderborg. Omkring 50 frivillige bruger en del af deres aften på at hjælpe syge mennesker gennem nogle svære timer. Fælles for dem alle er, at de gør det for at glæde andre, men også for at glæde sig selv.

– Når jeg er færdig her på hospitalet, kører jeg ned til min kusine, der bor i Tyskland, lige på den anden side af grænsen. Så holder vi juleaften sammen, siger Kerstin.